fbpx

Hvad er såjord?


Der er mange forskellige typer af jord at vælge mellem

Det er ikke ligegyldigt hvilken type jord du vælger at så nye små frø i

Dagens længde er udvidet med 1 time og 56 min., og det er ved at være tid til at starte med at så nye planter til den kommende sæson. Når det kribler i fingrene og du har fået købt frø i små poser, så er der ikke langt fra tanke til handling – noget må i gang med at gro.

HVAD ER SÅJORD?

Har du prøvet at så sine egne planter til haven før, så ved du måske godt, at det ikke er ligegyldigt for resultatet hvilken jord du bruger. Mine forældre sår hvert år deres egne tomater, og har flere gange oplevet, at de spirer fint, men så vælter de. Da jeg spurgte ind til, hvilken jord de brugte, så “var det lige den, de havde stående”. Ergo blev de små frø nogle gange pottet i krukkemuld og andre gange måske såjord.

Jeg gav dem disse gode råd:

  • Vælg en jord, der har en fin struktur
  • Vælg en jord, der er uden eller med ganske lidt gødning tilsat
  • Vælg en jord, der er kalket til en surhedsgrad mellem 5,5 – 7,0
  • Vælg en jord, der er nem at vande op

HVORFOR ER DET VIGTIGT?

Når den spæde spire bryder ud af det lille frø, så møder spiren en verden med fugtig jord, som den skal bruge til at fæstne sig i, men som den især anvender til at komme videre frem i livet. Hvis jordvæsken er fyldt med gødningsalte, så brænder du de sarte spirer af. Er jorden tung og kompakt uden gode iltforhold, så kan den nye plante ikke ånde og vil også gå til.

HVOR FINDER JEG DEN RIGTIGE JORD?

Selvom det er et lidt brandvarmt emne, så kommer nogle eller de fleste bestanddele af vores dyrkningsjord fra naturens moser, hvor den lille plante spagnum gennem hundredevis af år er omsat og blevet til en slags jord.
Når jordfirmaer høster fra disse moser, så graver de blokke af spagnumjord op og lader dem tørre godt ud. Disse klyner samles ind fra moserne og forarbejdes i store jordanlæg. Her sorteres og fragmenteres de tunge blokke så der bliver grov spagnum til de større planter og spagnum med fin struktur til poser, som kan bruges til at så og prikle i.

Kvaliteten af jorden afhænger af, hvor dygtige og omhyggelige jordfabrikkerne er. Der er ingen facitliste, og du kan i stedet for spagnum vælge produkter, hvor kokosfibre eller andre restprodukter er omdannet til gromedie. 

I dit lokale havecenter kan du finde en lang række bud på god kvalitets såjord, så dine planter får den bedste start.

PS Selvom Havecentre og planteskoler i øjeblikket er lukket ned, så kan du ofte handle alligevel. Kontakt dit havecenter og få en aftale om varer til afhentning eller handl i en onlineshop.

Find dit nærmeste havecenter på landkortet