fbpx

Gensyn med forårshaven

 


Under sneen dukker foråret op

 

Vinteren er omme og nu er det forår

De fleste har nok nydt snevejret og frosten. Alt har været pænt pakket ind i en hvid dyne, men nu smelter sneen og plusgrader har vendt kulde til forårsfornemmelser.

DET HELE DUKKER OP IGEN

Før vintervejret var der allerede godt gang i forårshaven, og jeg har da også bekymret set til, at et tykt lag sne og meget kolde nætter har forvandlet bedet med de spæde spirer til en iskold have, hvor de planter, som tittede op af sneen stod og skuttede sig med nedhængende blade. 

Nu er det hele tilbage hvor vi slap. Vintergækkerne har travlt med at gro og springer nok ud i løbet af weekenden, erantis er klar med de skriggule blomster, og påskeklokkerne kan igen fortsætte deres knopsætning og blomstring.

JEG ER GLAD FOR…

At jeg ikke nåede at være så forårskåd, at jeg fik klippet bladene af påskeklokkerne, for de har været med til at beskytte mod frosten på blomsterne. Planterne er robuste og kan klare meget, men jeg er sikker på, at de har nydt at have en ekstra dyne på.

Jeg er også glad for, at jeg ikke nåede at grave vintergækker og erantis frem under bladlaget, men når jeg slipper tasterne her, så vil jeg ud i solen og forsigtigt skrabe bladene væk, så de smukke forårsblomster kan sende dejlige forårsvibrationer afsted.

FORÅR I HAVECENTRE OG PLANTESKOLER

Vi går alle og venter på at få lov til at komme ud og støtte de mindre butikker. Havecentre og planteskoler hører til den kategori, og der krydses i den grad fingre for, at det efter d. 28. februar bliver muligt at få kunder tilbage i butikken. Ligesom mange andre detailhandlende, så er havecentrene glade for at kunne hjælpe kunderne med varer, så tag endelig kontakt til dit lokale havecenter og hør om de muligheder, som de i nedlukningen kan tilbyde dig.