fbpx

Beskyt dine sarte planter

 


Hvis der ingen sne falder, så kan de kolde vinde gøre skade på havens planter

BIDENDE KOLDE VINDE

Vi mærker med tydelighed, at årstiden også byder på perioder, hvor kolde vinder tørrer kinder og læber helt ud. Samme effekt har vinden på de planter i haven, som ikke er løvfældende – de udtørrer bladene.

Kunne vi bare få en god dynge sne, så ville den virke som en lun dyne og beskytte planterne mod vinterskader, men meteorologerne deler desværre ikke lige ud af det hvide drys i nær fremtid.
 

DÆK PLANTERNE
 Der er mange måder at beskytte planterne på, og én af dem gøres ved at dække dem. Du kan finde fiberdugsposer, til at pakke planterne ind, på hylderne i dit havecenter. Du kan også bruge afklip af gran og fyr. Billedet ovenfor viser et bed med hortensia, hvor grenene beskytter blomsterknopperne mod udtørring.

KRUKKER BØR FLYTTES IND
Vi er mange, som elsker at bruge krukker som “have” hele året rundt. Det kan sagtens lade sig gøre, men kræver, at krukkerne er lavet af materiale, som kan tåle frost. Det kan de fleste hårdbrændte lerkrukker, mens dem, der er mindre hårdtbrændte, risikerer at sprænge og blive ødelagt. Letvægtskrukker lavet af plastmateriale kan som regel også tåle frostvejr.

Vil du være på den sikre side, så flyt krukkerne ind under et halvtag, i carporten, redskabsskuret eller dit hobbydrivhus. Her vil de stå og tørre lidt ud, hvilket er en fordel. Jordklumpen er nemlig en slags isterning, og den vil udvide sig, når det fryser. En stor isterning kan nemt forårsage skader på selv den mest hårdtbrændte krukker, og når det blæser kommer chill faktoren ofte i spil og fryser krukkerne ned – også i tøvejr.

TIPS Har du ikke mulighed for at flytte krukkerne ind – de kan jo være kæmpestore, så hjælper det at pakke dem ind i boblefolie.

TIPS Tomme potter skal du vende på hovedet, hvis de står ude

Sarte planter

Jeg lister her nogle af de mest almindelig sarte planter, som under alle omstændigheder bør beskyttes vinteren igennem:

  • Citrusfrugter (appelsin- og citrontræer)
  • Oliventræer
  • Afrikansk skærmlilje (Agapanthus)
  • Palmer
  • Nerie
  • Bougainvillea
  • Fuchsia
  • Engletrompet
  • Kamelia

Dertil kommer krydderurter som rosmarin og laurbær – de har det hårdt i mange af landets koldeste egne.

Søg mere information i dit lokale havecenter