fbpx

Sommertiden er slut

 


Natten til søndag d. 25. oktober skal urene og havemøblerne tilbage

 

ER HAVESÆSONEN SLUT?

Hvert år slutter sommertiden den sidste søndag i oktober, og det er i år natten til søndag d. 25. oktober. Udover, at der går lidt mere kludder i det med tidspunktet, hvor solen står op og går ned, så er sommertidens slutning også en reminder på, at nogle af havens gøremål er ved at være oppe over.

HAVEMØBLERNE

Mange husker sommertidens regler med havemøblernes rejse fra i marts måned at komme frem (uret sættes 1 time frem) til at havemøblerne den sidste søndag i oktober skal tilbage (uret sættes 1 time tilbage). Uret skal vi alle indordne os efter, men hvorvidt du sætter dine havemøbler ind, må du jo selv bestemme. Efteråret er jo ganske mildt og frosten ligger langt ude i vejrprofeternes horisont, solens stråler varmer dejligt, så måske er det godt at lade nogle af møblerne stå lidt endnu. Nogle havemøbler behøver faktisk slet ikke komme ind (dem af plastik), mens de fleste har godt af at tørre lidt op og komme i ly for årstidens nedbør.

GEORGINERNE

Har frosten været forbi og ødelagt georginernes toppe, så er der ikke så meget at være i tvivl om – knoldene skal op. Kan du stadig finde blomster til vaserne, så kan du sagtens lade planterne stå. Hvis du vil være sikker på, at knoldene til næste forår gror frem igen, så er det en god idé at tage fat på at få dem gravet op nu.

TIPS – sæt en farvet tråd omkring basis af planten – trådens farve skal matche blomsternes farve. Nu ved du hvilke knolde der skal stå sammen til næste år. 

DRIVHUSET 

Har du haft travlt med at dyrke tomater og agurker i dit drivhus, så er det også ved at være tid til at få ryddet op. Meget af toppen er ramt af nedbrydningssvampe, og det går meget langsomt med modning af de sidste tomater. Det er en rigtig god idé at gøre grundigt rent, for sprosser og sprækker kan gemme på både skadedyr og irriterende svampe. 

Et rengjort drivhus er eminent til at overvintre krukker og lidt sarte planter gennem vinteren.