Vibens æg – en populær forårsbebuder
Vibeæg kaldes sådan, fordi blomsternes mønster er ternet som et æg fra viben
Blandt primula, perlehyacinter og narcisser skiller vibeæg sig markant ud. Rank med lange, tynde og elegante blomsterstængler bærer den de nikkende blomsterhoveder på næsten majestætisk vis. Blomsterfarven har den helt for sig selv – ingen andre af forårsløgene får denne farve. Plantens sarte udtryk gør den til noget helt særligt i krukker, eller når den dukker frem af havens jord i marts og blomstrer i april.
Formidabel i krukker
Vibeæg er en dejlig plante til at pynte op med. Der skal ikke mange rekvisitter til, før planten gør sig godt. Sat i en rustik urtepotte i en trækasse eller sammen med zink eller cortenstål, er det i al sin enkelthed smukt. Planten bliver omkring 30 cm høj og vil derfor fylde godt i højden, når du bruger den som krukkeplante. Den er ligeledes nem at dekorere med i sammenplantninger, hvor dens rolige farveudtryk passer godt sammen med andre forårsbebudere.
Tiltrækker bier
Sammen med mange andre forårsløg er vibeæg med til at sikre biernes overlevelse. De klokkeformede blomster gemmer på både pollen og nektar, som bierne lystigt indtager. Blomsternes holdbarhed er forholdsvis lang, og over en periode på 3 – 4 uger vil blomsterne stå flot.
Årstidens drevne krukkevibeægs holdbarhed er også lang, når de sættes udenfor – i stuerne holder de ca. 2 uger.
Plant dem i haven
Vibeæg er et blomsterløg, som vokser vildt i store dele af Europa. I Danmark kan man støde på dem i naturen, men de kommer fra tilplantninger. Løget er ca. 2,5 cm bredt, og vibeæg kan så sig selv. Har du vibeæg plantet i din have, vil du derfor opleve, at planterne godt kan dukke op andre steder i haven. Når vibeæg vokser fra frø, tager det 4 – 5 år, inden de kommer i blomst.
Forårsblomstrende blomsterløg skal lægges om efteråret, og vibeæg bør lægges i grupper med min. 5 – 7 blomsterløg. Der skal være ca. 10 cm mellem hvert løg, og de skal lægges i en dybde på ca. 8 – 10 cm.
Sådan genbruger du pottede vibeæg
Når du fristes af små potter med drevne vibeæg her i marts måned, kan du sagtens nyde dem inde som ude. Når deres blomster visner, så genbrug planten.
- Stil de afblomstrede vibeæg et køligt sted, hvor der er frostfrit
- Sørg for at jorden, de vokser i, er fugtig
- I løbet af 3 – 4 uger er alle overjordiske dele af planten visnet ned
- Nu kan du grave løgene ned i din have – husk de skal 8 – 10 cm ned
Så kan løget få tid til at gro fast og gøre sig klar til en ny sæson til næste forår, hvor din have igen vil prydes med smukke blomster.
Vibeæg trives i skovbundsbedet, hvor jorden er forholdsvis muldrig og veldrænet uden at tørre ud.