Derfor holder vi advent
KRANSETID
Du har måske allerede bundet kransen til på søndag, hvor det er 1. advent. Krans med fire lys, hvoraf det ene bliver tændt. Men hvorfor er det nu lige, at vi holder advent?
Adventus Domini betyder Herrens komme og det er netop denne ventetid frem mod Jesu fødsel, som symboliseres med de fire adventssøndage. Kirken starter desuden deres nye kirkeår, og én af samlerne vil være “Vær velkommen Herrens år”.
Advent er også fastetid, for sindet skulle renses, så man var beredt på Jesu komme. Derfor ser man ofte den lilla farve på båndene – det symboliserer faste og bod. Lilla bånd kan måske gå an, men det med fasten i fristelsernes højsæson går jo nok ikke.
Det var faktisk først i forbindelse med Danmarks besættelse i 2. verdenskrig, at de levende lys var et symbol på håb i en svær tid. Her søgte familierne sammen og tændte lys hver advent.
De fleste adventskranse er bundet med gran, der er viklet omkring en krans. Her stikker man fire lys i, binder bånd på og hænger kransen op eller sætter den på en opsats. Adventskransen er ofte bundet med gran hele vejen rundt om halmkransen.
Alternative adventskranse med kombinationer af gran og andre naturmaterialer vinder frem, og der er masser af inspiration at hente i dit lokale havecenter og på de sociale medier. Gå en tur i haven med kurv og saks – en kombination af eget afklip og lækre bundter fra havecentret vil helt sikkert give din egen krans et helt unikt udseende.
TIPS
Brug en solid metaltråd, som du kan stramme uden at den knækker. Klip granstykker af i mindre stykker – det giver det pæneste resultat.
HUSK
… at du jo sagtens kan øve dig i at binde krans – hvis du ikke er tilfreds med resultatet, så trevler du bare det hele op og starter forfra