fbpx


Mange drivhuse står lige nu med store mængder fuldt modne tomater, som skal plukkes

Sommeren og måske især sensommeren har været optimal i forhold til modningen af de mange tomater, som planterne i drivhuset har dannet. Planterne fortsætter deres himmelfærd og det er en fornøjelse dagligt at høste til madpakker og salater

Det er bare ikke altid nok at spise løs af de mange tomater. Mange gange må vi se os overvundet af tomaternes modningshastighed, og så er det jo rart at kunne bruge overskuddet til noget.

1. Frys blot tomaterne ned
Pluk og vask tomaterne. Er det meget store tomater, du dyrker, så kan du med fordel halvere eller kvarte dem. De små kan sagtens fryses hele. Når du på et tidspunkt mangler tomater i en ret, så hæld kogende vand over dem for at fjerne skindet – eller brug dem, som de er.

2. Semidried tomater
Høst cocktail- eller blommetomater og halvér dem. Læg dem i ét lag på en bradepande og dryp med olivenolie. Bland 1½ spsk sukker og 1½ tsk salt og drys over tomaterne. Høst krydderurter, klip dem i mindre stykker og spred også disse over tomaterne. Nu bages de i en 100 grader varm ovn i ca. 3 timer. Når tiden er gået, fordeles 2 finthakkede hvidløgsfed og 1 spsk olivenolie over tomaterne. Spises med det samme, eller opbevares i køleskab i 2 – 3 dage.

3. Tomatpesto
Brug 3 dl af de semidried tomater og tilsæt ½ dl ristede pinjekerner og 2 fed hvidløg. Tilsæt lidt olivenolie og blend til en jævn masse. Et bundt frisk basilikum tilsættes til allersidst, så det ikke smadres for meget. Nu røres ½ dl parmasan i flager i og der smages til med ca. 1 tsk. sukker, lidt salt og 1 – 2 spsk. æbleeddike. Pestoen kan fryses ned i mindre portioner til vinterens mange retter.