fbpx

Frostskade collage

Nattefrosten satte en voldsom opbremsning i foråret og har skadet rigtig mange planter i haven.

Magnolieplanterne er hårdt ramte. De allerede udsprungne planter ser mildelst talt forfærdelige ud, mens dem, der endnu står med uufoldede knopper nok skal nå at give et smukt billede. Trods de frostsvedne blomster, vil magnolietræerne hurtigt komme sig, danne blade og på ny danne blomster til foråret næste år.

Den anden plante på billedet er figen. Dens oprindelse er skal findes langt fra Danmark, og her er der lidt større bekymring, når det gælder dens videre mulighed for at komme sig. Den hårde frost har skadet de nye skud og først når planten har fundet levedygtige hvilende knopper, vil den komme i vækst igen.

Det samme gælder for en lang række sommerblomster, som er mere eller mindre sarte, når nattefrosten rammer. Er planterne helt “punkterede”, vil de højst sandsynligt være døde og det kræver nye planter til krukkerne for at rette op på skaden.

Det store spørgsmål er, hvor store skader, der er sket? Og hvorfor er der så stor forskel på, hvilke planter, der skades, når der nu står andre lige ved siden af uden nogen tegn på frostskader? Alle planter er sat i verden for at overleve. De har en mision og funktion i hele økosystemen, men det er langt fra i alle egne af verden, at de samme planter kan trives. De planter, der oftest rammes af frostskader stammer oprindeligt fra egne i verden, hvor der sjældent er frost i netop det udviklingstrin de står i.

Hvad kan du gøre?

Når eller hvis der igen kommer så kraftig nattefrost, skal du ud og dække dine frostfølsomme planter med fiberdug. De har brug for varme og ro til at klare sig, så yderligere frostskader giver bestemt ikke dem gode vilkår for overlevelse.

Andre planter i haven, der er skadet er: løjtnantshjerter, bronzeblad, nye kartofler, blodribs og forsytia. Rosernes nye skud er også svedne, men forhåbentligt gælder det for alle vores flerårige planter, at de finder styrke til at vokse videre fra reserveknopperne. Du kan godt klippe de ramte plantedele af, men vent nogle uger, for skulle det kolde forår vende tilbage, så beskytter selv de visne dele på planten den nye vækst.

Er du i tvivl om, hvorvidt dine planter stadig er i live, så kan du skrabe i barken med en negl – er der saftspænding og grønt er planten i live, er barken mørk og helt tør eller falder af, så er planten død.