fbpx

prydgraes

Der er flere årsager til at vente med at klippe prydgræsserne ned til om foråret. Især har det afgørende betydning for de store græsser, at de ikke klippes ned om efteråret. De kraftige stængler er ofte hule og vil ved nedklipning fyldes med vand, som i frostvejr vil sprænge stænglerne med risiko for at skade rodsystemet.

De mindre prydgræsser er ikke så følsomme for denne frostsprængning, men nogle af prydgræsserne er ikke så vinterstærke og har derfor godt af den beskyttelse, som den visne top giver bunden.

En anden årsag er at det er helt skørt at fjerne prydværdien i de visne toppe, som om vinteren dækkes af rimfrost i meget smukke skulpturer. Uanset om det er de kraftige elefantgræsser eller de mere fintstråede star vil de pryde og sende smukke lyde gennem efteråret og vinteren.

Sidst men ikke mindst vil frøstandene give mange fugle mad i den kolde tid og diverse insekter og dyr kan søge ly og læ i de visne aks.

Hvor meget skal der klippes af?
Generelt gælder det at de aks, som er visne skal klippes af. I det tidlige forår sidder de godt fast og det er nødvendigt at klippe dem af. Sørg for at klippe så tidligt, at de nye skud ikke er begyndt at bryde, så de ikke også bliver klippet af.

Venter man til de nye skud er brudt frem, kan de visne aks ofte trækkes af, men det kræver en del mere tålmodighed. Til de større græsser kan det være individuelt fra sort til sort, hvor meget der visner ned om vinteren. Er man i tvivl, kan man med fordel vente til de nye skud er brudt frem. Man kan altid klippe de gamle frøstande ned om foråret – de gror ikke videre.

Enkelte græsser har vintergrønne aks, som naturligvis ikke skal klippes af.
Andre græsser visner helt ned om vinteren og starter forfra fra underjordiske skud.

Omplantning og reducering af græsser
Mange græsser vil efter nogle år fylde alt for meget. Det tidlige forår er tidspunktet, hvor græsserne kan graves op og deles eller reduceres, så der stadig er plads til naboplanterne. De mindre prydgræsser er nemme at håndtere og breder sig ikke så kraftigt, som de store prydgræsser, som kan være vanskelige at kontrollere.

Redskaber som spade, greb og økser kan nemt komme på tale, når de kraftige græsser skal deles eller beskæres i rodklumpen.
Har man prydgræsser i krukker, er det nødvendigt hvert år at omplante og/eller dele rodklumpen for at der fortsat kommer et pænt resultat ud af krukkeplanten.

Af Marianne Bachmann Andersen