fbpx

hortensia i krukker

Hortensia er et godt bud på sommerens krukkeplante, og vi er mange der ikke kan undvære de prægtige og flotte blomster på de robuste stængler i krukkerne på terrassen eller ved indgangen til huset.

Hortensia er flerårige planter der, i modsætning til sommerblomster, kommer tilbage år efter år med ny vækst og blomster. Dvs. de fleste gør, for vi er nogle, der har oplevet, at hortensiablomsterne udebliver de efterfølgende år. Årsagen til dette svigt findes i plantens gener, så her får du lige en kort gennemgang af de forskellige typer hortensia, som du kan finde i dit havecenter:

Træagtig hortensia er en tæt opret busk, som bliver omkring 1,5 m høj og bred. Den almindeligste sort hedder ’Annabelle’ og får op til 30 cm store blomsterstande i juli – august måned. Planten danner blomster i spidsen af indeværende års skud, så du kan med fordel klippe busken tilbage til ca. 40 cm hvert forår.

Alm. hortensia er en bred, rund og kompakt busk der, afhængigt af sorten, bliver fra 50 cm høj til godt 1 m. Alm. hortensia findes i et væld af farver. Blomsterformen varierer fra helt kugleformet til en næsten skærmlignende plade. Søger du at opretholde blå blomster på dine almindelige hortensia, skal du bruge midlet ”Farv mig blå”, når du gøder både forår og efterår. Alm. hortensia danner blomster på sidste års skud, og må derfor ikke beskæres. Det er i denne gruppe af hortensia, at blomstringen oftest svigter.

Nye alm. hortensia, der blomstrer hvert år
Flere steder i verden har man været på jagt efter almindelige hortensia, der blomstrede bedre. Det har resulteret i en række serier af hortensia, som netop kan blomstre på indeværende års skud. Den mest kendte serie hedder ”Endless Summer”® og her findes flere sorter, du kan vælge imellem. Planterne må beskæres hvert forår og blå blomster får du ved at anvende ”Farv mig blå” forår og efterår.

Havehortensia er de seneste 10 år blevet en meget populær plante. I takt med at forædlerne har krydset sig til interessante sorter, har vi taget havehortensia til os med kyshånd. Havehortensia bliver 2 – 3 m høje med oprette stængler, der i enden bærer på de smukkeste store blomsterstande, der ofte skifter farve fra udspring til afblomstring. Blomstringstiden er også her lang; juli – september måned. Findes i en lang række sorter, hvor ’Pinky Winky’ og ’Limelight’ er blandt favoritterne. Havehortensia blomstrer på indeværende års skud, så dem skal du klippe tilbage hvert forår til ca. 40 cm.

TIP
Alle hortensia egner sig til at plante i krukker. Jo højere de bliver, jo vigtigere er det at få dem plantet i store krukker, så de ikke vælter i blæsevejr.
Sørg for at plante i krukker med stor volumen, for hortensia er tørstige planter, og planter du i for små krukker, kræver det daglig vanding.

Af Marianne Bachmann Andersen