Sensommeren gav masser af lune timer på den grønne plæne, og nu har regnen sørget for, at plænerne er grønne og frodige. Nogle steder har mos i plænen haft gode vækstbetingelser, så de bløde mospletter og græsset kæmper om pladsen.
De største årsager til mos i plænen skyldes skygge og ”sur” jord. Har du meget mos i plænen, kan du derfor med fordel kalke din plæne, så jordens pH værdi stiger og bliver mindre sur og mere basisk.
- Kalk altid på en nyslået plæne, for kalk er et pulver eller granulat, og det skal ned til rødderne – ikke med i plæneklipperen! /li>
- Følg doseringsvejledningen nøje – der skal store mængder til, for at få effekt.
- Er din græsplæne meget slidt og hullet, skal du overveje at anvende en vertikalskærer inden du kalker, gøder og sår nyt græs.
Tips
Er du i tvivl om din havejords pH-værdi, så få råd og vejledning i dit havecenter, der også kan hjælpe dig med at måle den.
HUSK at du kan få en speciel blanding af græs, der egner sig til skyggefulde steder i haven.
Efteråret er den bedste tid at kalke græsplænen på, så snak med din gartner og få evt. lavet en surhedstest samt en vurdering af, om din plæne skal kalkes eller ej.
Af Marianne Bachmann Andersen