fbpx
sansforhaven
Efterår Artikel

Efteråret er kalendersat og sensommeren nydes især i tørvejrperioder for fulde drag. Temperaturen er stadig dejlig varm selvom nætterne er blevet noget kølige med masser af aften- og morgendug.

Den anden søndag i september afholder de danske haveentre og planteskoler Havens Dag. Det har de gjort i 24 år, og hvert år samles branchen om en fælles kampagne, der understøttes af blandt andet plakater, brochurer og konkurrencer.

Vi deler gerne vores positive haveoplevelser med hinanden. Det sker enten i dialog med tilfældigt forbipasserende, med naboen eller med vores ”venner” på de sociale medier. Nogle af de allermest fotograferede blomster er stauder og roser, og det er netop denne kombination Havens Dag sætter fokus på i 2015-kampagnen.

Gør havearbejdet lettere
Er du den glade ejer af et rosenbed, men ikke ynder at kravle rundt for at luge ukrudt, så kan du med fordel plante bunddækkende stauder under roserne. Kortlæbe, blodrød storkenæb, perlekurv eller krybeklokke er blot nogle af buddene på stauder, som godt kan vokse i samme bed som roserne og lette dit havearbejde. I forbindelse med årets kampagne, er der udarbejdet en lille folder, hvori du bl.a. kan se listen over de stauder, som egner sig som rosenpartnere.

Invitér insekterne ind
Lus er ubudne gæster i rosenbedet, men planter du stauder, eksempelvis som lav hæk, så tiltrækker du bl.a. svirrefluer, som æder lusene. Brug naturens egne kapaciteter og se, hvordan den øgede diversitet fremmer insekt- og dyrelivet i haven. Til gavn for naturen og til gavn for dig som haveejer.

Plant, nyd og høst
I årets kampagnefolder får du flere opskrifter, hvor rosens kronblade eller hyben indgår. Kampagnefolderen kan du få i dit havecenter eller du kan selv downloade den på hjemmesiden www.havensdag.dk, hvor du også kan se, hvilke havecentre, der deltager i kampagnen.
Vel mødt!

Af Marianne Bachmann Andersen