fbpx

Mens vi venter på regn

Der er for alvor dømt feriestemning over hele landet, og de haver som fik regn tidligere på ugen, er resten af landets haver misundelige på. Vi er mange, som bliver nød til at vande de planter, som står og hænger i sommervarmen, for tørken har for alvor bidt sig fast.

SÅDAN FÅR DU MEST UD AF DIN VANDING
1. vand tidligt eller sent på dagen

2. planterne vil elske en overbrusning, så bladene friskes op, men undlad at vande direkte på blomsterne, som godt kan blive plettede

3. vand “kontrolleret” med en vandkande eller haveslange, så vandet ikke løber væk, men faktisk vander under planten eller planterne

4. vand med stor mængde vand, så der er fugtigt minimum 30 cm nede i jorden (tjek ved at grave med en spade)

5. har du plantet hæk inden for de sidste 2 år, så skal du sørge for at planterne får vand – i hækken er det smart at bruge en siveslange

6. husk at vande alle nyplantede planter – også dem, som du plantede sidste forår og efterår – deres rodnet er nemlig mindre og har brug for assistance

7. når du er i gang med vandkanden, så husk at fylde vandfade eller baljer med vand, så havens fugle også får vand

HUSK AT NYDE VEJRET
Har man mulighed for at søge mod kysterne, så er der gode chancer for dejlige badetimer i det dejlige danske badevand. Besøg offentlige haver og nyd de mange flotte blomstrende buske og stauder. Andre er på vej sydover på den rejse, som de bestilte tilbage i det kolde og snefyldte forår – god ferie til dem også.

NÅR DET IGEN BLIVER HAVEVEJR
Det skal nok blive tid til at komme i haven igen. Sommerpausen afløses af august og september, som begge er måneder, hvor der er masser at se på og gøre i haven. Det bliver også tid til at plante igen, for en have uden planter er altså ikke helt rigtig. Græsset skal nok blive grønt igen, og havens planter er mere robuste, end vi antager, så nyd nu sommeren og glæd dig til det igen bliver plantevejr.