Nu kan vi plante igen
Bonderoer og silkepæoner kan man ikke få for mange af i haven
Lidt eller meget regn. Faktum er, at der de fleste steder er kommet vand til de tørre haver, og så er det på tide at få plantet igen.
VARMEBØLGE OG TØRKE Vi har alle holdt vejret og knebet os i armen, for hvor længe holdt det fine sommervejr i foråret mon. De anspendte skuldre faldt ned, da temperaturen faldt og bygerne rullede indover landet. Endelig kom pausen, og planterne har virkelig nydt de forfriskende byger og lidt lavere temperaturer. De lyse aftener er stadig rigtig fine og årets længste dag er vel overstået – nu går det igen den korte vej. Vejrmeldingerne for de næste to uger står helt klart på havevejr, så nu er det tid til at få gravet de ønskede planter ned i bedene.
PLANTER I VÆKST VOKSER HURTIGT TIL En gang sagde man “det du planter i efteråret vil gro, mens det du planter i foråret og sommeren kan gro”. Intet ondt ord om de gamle ordsprog, men erfaringerne viser, at langt de fleste planter, der har aktive rødder i en potte, også nemt kan etablere sig, selv om det plantes udenfor den store plantesæson. (Langt de fleste planter til haven handles og plantes om foråret, og det lykkes da for de fleste at få dem til at vokse). Når du planter sommerblomster i en krukke med frisk muld, så vil der blot efter en uges tid være fine nye rødder ude i jorden.
HVAD KAN MAN PLANTE?Her i haven planter vi stauder, roser og et par buske, som vi længe har ønsket os. Stauderne skal fylde de huller ud, som den våde vinter ødelagde, roserne er blot et supplement, for man kan da ikke få for mange! Buskene skal indgå sammen med ældre planter, men sørge for, at der er lidt flere blomster henover sommeren.
NÅR VI PLANTER OM SOMMEREN ER DET ISÆR VIGTIGT AT:
- potteklumpen er fuldt opvandet (sætter dem til at trække vand op i en balje)
- plantestedet er rigtigt i forhold til plantens krav om lys/skygge og fugtig/tør jord
- plantestedet er fri for græs, ukrudt og store sten
- plantehullet er gravet så stort, at jorden vi planter i er porøs og nem at vokse videre i
- vande godt til lige efter plantningen og fortsætte med at vande hele sommeren, når der mangler nedbør
|
|
Rosens Uge

….. 10 gode grunde til at plante roser i haven ……
- Roser er ubetingede nogle af de prydplanter, som får mest opmærksomhed i haven.
- Rosenslægten er kæmpestor, og de mange krydsninger og forskellige arter giver stor rigdom til plantesamfundet i haverne. Buskroser, slyngroser, bedroser, T-hybrider, historiske roser, lave roser, bunddækkende roser er blot nogle af de mange typer, som roser kategoriseres i.
- Roser kan anvendes mange forskellige steder i haven og på terrassen. Udvalget er så bredt og dybt, at det slet ikke er vanskeligt at finde sorter, der passer til de steder i haven, hvor der mangler en rose.
- Roser klæder andre planter godt. Klematis sammen med klatreroser, bedroser i staudebedet eller sammen med prydgræsser fungerer også godt.
- De er eminente som afskårne blomster i buketter eller som flydende blomsterhoveder i et fad. Rosenblomsterne kan tilmed tørres, vokses og anvendes til dekorationer på de tidspunkter på året, hvor de ikke længere blomstrer i haven.
- Nogle vil hævde, at roser er besværlige, men du kan få flotte roser i haven med et minimum af tidsforbrug, hvis du blot følger enkelte råd.
- Romantik og roser hører sammen. Roser symboliserer kærlighed, skønhed og fuldkommenhed.
- Duft og roser hænger sammen, og der er stor forskel på, hvor kraftigt roserne dufter. Når valget på en rose skal træffes, er duften en vigtig parameter, for næsen vil uvilkårligt søge med rosenblomsten, der automatisk indbyder til denne gestus.
- Duftende rosenblade kan anvendes til at lave rosenvand, som smager dejligt i bl.a. glasur og kager. Prøv også at lave rosengelé, som både er flot og som smager godt. Hyben kan bruges til sund og dejlig marmelade.
- En buket roser fra egen have er den ultimative værtindegave!
|
|
|