fbpx

Grøntsagen der hellere ville være en frugt

Rabarber drivning 595x595

Når rabarber står under lystætte klokker, bliver bladstilkene helt sprøde

I den botaniske verden er rabarber en grøntsag, men når vi anvender de velsmagende bladstilke, betragter vi den som en frugt.

Frugt er sundt, og det er dejligt at være i stand til at dyrke den selv. Rabarber er på mange måder en fantastisk starterplante, for den er særdeles nem at få til at lykkes. Den visner helt ned hvert efterår og ligger i dvale vinteren over. Her samler den energi og næring til produktion af nye frodige blade, der sidder på enden af stilkene, som er det eneste på rabarber, som må spises. Når man har høstet og nydt de mange retter, hvori rabarber kan indgå, så holder planten pause hele sommeren.

Vidste du at…

Mange af rabarberplantens slægtninge er ukrudtsplanter? Den hører nemlig til skedeknæfamilien, hvor ukrudtsplanten pileurt også bor. Dog anser vi langt fra rabarber for at være en ukrudtsplante, for den er helt klart en af havens mest skattede afgrøder. Ofte er den plantet i køkkenhavens næringsrige jord, hvor den hvert forår sender sine kraftfulde bladstilke op fra nærmest ingenting.

Der findes mange sorter af rabarber og heriblandt nogle tidlige sorter, som er særdeles velegnede til drivning. Drivningen kan foregå i drivklokker eller i lystætte krukker. Drivning af rabarber er en god måde at forlænge sæsonen på. Du kan få flere oplysninger om sorter og smage i dit havecenter.

Du kan trække de første bladstilke allerede efter første plantesæson. Husk altid at trække – ikke klippe stilkene af; men gør det forsigtigt, så hjerteskuddet ikke tager skade. Lad altid 1/3 af planten stå tilbage.

Du kan få sorter, der ikke er afhængige af daglængden og som du kan høste både forår og efterår. Spørg din gartner vedrørende de nye efterårssorter.

Så nemt er det
Plantning
i næringsrig havejord i sol eller halvskygge. Plant så dybt at knopperne er lige under jordoverfladen. Du kan plante hele året, når blot jorden ikke er frossen.

Vanding i forbindelse med plantningen er nødvendig. Brug 10 l vand umiddelbart efter, du har plantet. Opfølgende vanding er vigtig den første sæson i tørre perioder.

Pasning er nem. Rabarber visner selv ned og skyder igen året efter. Giv lidt gødning hvert forår og hold øje med snegle, som også er ret vilde med rabarber.