Ventetiden er lang
På redaktionen har vi travlt med at færddiggøre det første nummer af Haveglæder, som du kan hente gratis omkring uge 10. Dit lokale havecenter vil med glæde byde dig velkommen og kvittere med et friskt blad. Vi befinder os stadig i vintermånederne, og der er længe til foråret, så det gælder om at have stor tålmodighed, for det kribler noget for at komme i gang.
Ud over de emner, som du kan se på forsiden herover, så har vi også en lille artikel om at få succes med forspiring i dette nummer.
Snart vil vindueskarme bugne af potter fyldt med såjord og frø. Alle butikker lokker i disse uger med deres store sortiment af frø til køkkenhaven og blomsterhaven. Vi skal drømme os til de skønneste nyhøstede grøntsager og de smukkeste blomster til sommer, hvor det selvfølgelig er høj sol og dejligt vejr.
Inden du gribes af begejstring og trang til at så alle dine potter og bakker til, så får du lige et par gode rådmed på vejen.
– Brug altid frisk såjord (den har et lavt indhold af gødning, så frøene ikke svides) – Tjek spiretiden, hvis den kun er 1 uge, så er der lang tid til april måned, hvor du kan begynde at plante ud – Tjek spiretemperaturen. Der er stor forskel på, ved hvilken temperatur frøene spirer optimalt – Har du lys nok? Det er langt fra alle dage, som bidrager til plantevækst, og små spirer, der ikke får lys nok, strækker sig og bliver lange og skrøbelige – Har du en plan, når planterne skal videre? Hvis du står midt i februar med både kålplanter, tomatplanter, ærteblomster og chili, men ikke har noget sted at potte eller plante dem ud på, så har du et problem
|