fbpx

Sådan høster du løg

Løg

Løg er en grøntsag, som er afhængig af dagens længde. De fleste sorter danner først løg ved 15 timers dag, men slutter pludselig væksten i juli måned, hvor toppen lægger sig ned.


Dyrker du løg i haven? Jeg gør – gerne i stor stil, for det er relativt nemt at få løggene til at holde det meste af vinteren.

KEPALØG
Er navnet på spiseløg, men findes i mange sorter. Hvide, røde og gule. Nogle løg er klar meget hurtigt, mens andre sorter først er fuldt udvoksede i juli måned. Skønt er det at have så mange løg, at man sagtens kan nænne at snuppe et til salaten eller middagsretten – også selvom det ikke er helt udviklet.

LØGHØST
Nu har alle løg tabt pusten og lagt sig ned. De skal trækkes op af jorden og lægges til tørre. I øjeblikket er det godt tørrevejr med blæst og høje temperaturer, men når vejret skifter, skal de straks op i kasser, så de ikke rådner.

LAGRING
Når løggene er tørret godt, skal de lagres et tørt og køligt sted. Når frosten truer, dækker jeg løggene med bobblefolie, så frosten ikke når ind til dem. Frosten gør løggene glasklare og søde.

Purpursolhattenes højsæson

Purpursolhatte

Allerede fra juli måned kan man glæde sig over purpursolhat, som har en utrolig lang blomstringstid og ligeledes lang holdbarhed i buketter.


IKKE ALTID LIGE NEMME
Purpursolhatte kan godt være lidt udfordrende at få til at gro lystigt, som på billedet herover. Det er nemlig ikke ligemeget, hvor man får placeret planterne, som elsker sol, men faktisk trives fantastisk godt, hvor der i løbet af dagen også er skyggeperioder. Undlad at plante i fuld skygge og i nordvendte bede – alle andre steder er faktisk ok.

PRÆRIEPLANTE
Når man skal lære planterne bedre at kende, er det altid en fordel at vide, hvor de oprindeligt stammer fra. I Danmark har vi ikke ret mange hjemmehørende planter, og purpursolhatte er bestemt ikke hjemmehørende. Den stammer fra prærien i Nordamerika, hvor den står i det åbne landskab. Her har den ingen naboplanter, der tager pladsen. Den oplysning er vigtig for at få purpursolhat til at lykkes i haven.

PLANT I STØRRE FLADER
Purpursolhat er meget lang tid om at komme i vækst om foråret. Når du planter i større flader, så risikerer du ikke, at nabostauder dækker de små skud til. Når først purpursolhat er i vækst, vil den hurtigt dække bunden, men i foråret vil staudebedet se lidt tomt ud.

KOMBINATION MED PRYDGRÆSSER
Prydgræsser med flotte blomsteraks og purpursolhattenes smukke blomster er en god kombination. De lidt langsomme prydgræsser passer også rigtig godt sammen med purpursolhattens langsomme forårsstart.

STOR VARIATION
I dit havecenter kan du netop nu se et stort og bredt sortiment af purpursolhatte – lige til at få plantet netop nu!

Sommerfuglenes bedste ven

SommerfuglebuskLOW

Sommerfuglebusken synes helt levende på en solrig augustdag, hvor et større antal af unikke sommerfugle har duftet sig vej til de nektarholdige blomster.


Ferien er brugt og både skolestart og arbejdet kalder. Haven har vokset sig frodig hele sommeren, men kniber det med blomster i haven, så er sommerfuglebusken et rigtig godt bud på at få mere kulør.

Vidste du at…
Sommerfuglebusken faktisk er en halvbusk? Den vedagtige plante fryser ofte tilbage hver vinter, men det har ikke så stor betydning, for den når nemt at vokse ½ – 1½ m og dermed blive klar til en ny blomstring på de overhængende lange grene.
Vidste du at i England anses en vild art af sommerfuglebusken for at være en invasiv plante? En større frøspredning har resulteret i, at sommerfuglebusken dukker op overalt i det engelske landskab. Man fraråder derfor haveejerne at plante dem. Det har forædlerne nu fundet en løsning på. Flere nye sorter med sterile blomster gør det derfor muligt for englænderne at bruge de populære planter igen. I Danmark har vi ikke store problemer med frøspredningen, men har du oplevet lignende gener, så kan du også få de sterile sorter i dit lokale havecenter.

Sådan skal du gøre
Plantedybden har ikke så stor betydning, når du planter sommerfuglebuske. De er nemme at plante og få til at vokse.
Vanding skal der til, når du planter sommerfuglebuske, og du skal fortsat vande i tørre perioder den første sæson. Planter du om efteråret, sparer du dig for ekstra vandinger.
Beskæring af sommerfuglebuske skal ske i det tidlige forår. I løbet af vinteren er mange af grenene visnet helt eller delvist – dem skal du klippe af. Er der stadig liv i grenene, skal du nøjes med at klippe dem tilbage til ca. 50 cm.