Persicaria microcephala, ’Red Dragon’
I oktober måned kan man for alvor se de første tegn på, at planterne er ved at trække deres næringsstoffer tilbage til rødderne.
En stor del af vores løvfældende træer og buske stråler med fantastiske høstfarver. Det er de gule, orange og rødlige nuancer, som kommer til syne. Også blandt stauderne viser efteråret sig med smukke høstfarver. Det er disse farver, der har inspireret til valget af den rødbladede pileurt.
Hvert forår vokser den frem med rødbrune, dekorative stængler og blade. I juli-august måned ses små hvide blomster. Den kan blive omkring 50 cm høj.
En lidt anderledes staude, som først er dukket op de seneste år, hvor det er blevet moderne med mørktløvede planter.
Plant den i staudebedet, sammen med de stedsegrønne, i krukker eller helt for sig selv.
Af Marianne Bachmann Andersen