04 | Artikler om haven, Forår, Planter, Træer
HUSK at bestøve sydfrugterne
Bierne holder vinterferie, så du skal selv hjælpe til
Lige nu står nektariner, abrikoser og ferskentræerne og blomstrer på livet løs. De gør de, hvis de lever deres tilværelse inde i drivhuset, mens dem, der står på friland først om et par uger springer i blomst. Det er vist også meget godt, for kulden gør ingen gavn, når der skal dannes frugter.
På billedet ses blomsten fra mit ferskentræ, som vokser i drivhuset (ved endegavlen). Blomstringen er i fuld gang mens snefnuggene danser på den anden side af ruden. Vinduet står åbent, for når solens stråler igen falder på glasset, så finder humlebier og andre bier vej ind til blomsterne – håber jeg.
I disse dag er temperaturen dog så lav, at jeg ikke tror på, at bestøvningen sker med hjælp fra bierne. Derfor har jeg fundet en lille pensel frem, så jeg selv kan flytte pollen fra blomst til blomst.
Selvbestøvende
Vi betegner fersken-, nektarin- og abrikostræer for selvbestøvende, men de har brug for at få flyttet pollen fra blomst til blomst for at sikre bestøvningen. Når planterne står i drivhuset er det derfor en forudsætning for god frugtbæring, at bestøvningen er god – og det er lige nu, du skal være klar til at lege bi.
Hvad er sydfrugter?
Sydfrugter er en fælles betegnelse for de frugttræer, der stammer fra landene omkring middelhavet, og som danner lidt mere eksotiske frugter end vores nordiske æbler og pærer. I mange egne af Danmark trives sydfrugter fint på en lun sydvendt mur, mens der i andre egne er for koldt. Derfor kan det være en fordel at plante sydfrugter i drivhuset.
Har du endnu ikke haft mulighed for at få plantet et træ, der kan berige dig og din familie med saftige hjemmedyrkede nektariner, ferskner eller abrikoser, så kan du med fordel plante et træ på denne årstid. Dit lokale havecenter har et fint udvalg af forskellige sorter, og der er altid god rådgivning at hente.
03 | Artikler om haven, Beskæring, Forår, Gøremål i haven, Planter, Træer
Sådan fjerner du vanris

Klik på billedet – så starter videoen
Beskæring af vanris er helt enkelt
Vi må leve med et lidt køligt vejr en stund endnu, så hvorfor ikke benytte tiden til at få beskåret havens træer og buske? I denne video viser jeg, hvordan jeg beskærer en gammel kvæde, som står her i haven. Ligesom æble- og pæretræer, hører kvæde til de frugttræer, som vi kan beskære på denne årstid.
HVORFOR ER DET NØDVENDIGT?
Hvis jeg lod alle de lodrette grene stå urørte, ville de til sommer dække min kvædebusk med et massivt lag af grønne blade – de lange grene sætter nemlig ikke nogen frugter. Frugterne, som sidder nede i planten, har brug for lys og luft, så den “grønne hat” vil genere modningen.
NÅR DU FØRST ER BEGYNDT, SKAL DU BLIVE VED
Frugttræer gror og sætter dejlig frugt, som vi kan nyde. Når træernes kronegrene enten bliver for lange eller generer hinanden, så kan vi beskære dem. Med grensav og ørnenæb går vi hårdt til værks og former en krone, hvor der er godt med luft og lys til frugterne. NÅR vi har udført denne beskæring, så vil træet helt naturligt reagere med at vokse sig stærk. Det gør det mest effektivt ved at danne disse lodrette meterlange skud, som kun har blade – og ikke danner nogen frugt. Har du derfor allerede været i gang med beskæring af havens frugttræer, så skal du hvert år gennemgå træet og fjerne de lodrette vanris.
PS når du af en eller anden årsag ikke at fjerne vanris i vinterhalvåret, så kan du også nå at gøre det til sommer:-)
11 | Artikler om haven, Efterår, Planter, Træer, Video guides til haven
Plant et træ i plænen
Tid til at plante træer
Træer er vigtige planter i haven, og du behøver ikke plante et kæmpestort træ – mindre kan også gøre det. I denne video viser jeg, hvordan man planter et ambratræ i græsplænen.
Sådan gør du:
- Find dit ønsketræ i dit lokale havecenter
- Sørg for at vande potteklumpen godt til
- Grav et hul, der er ca. 1½ gang større end potteklumpen
- Løsn jorden godt i bunden af plantehullet
- Placér potteklumpen, så den flugter med jordens overflade
- Dæk jord til og vand godt til undervejs
10 | Artikler om haven, Æblets uge, Efterår, Gøremål i haven, Planter, Træer

Årstidens høst af frugt fra egen have kan give dig og din familie en god fornemmelse af, at selvforsyning og trygheden ved at kunne dyrke selv, godt kan betale sig. Der er nemlig ikke mange ben i at dyrke frugter fra træer i egen have.
De Danske Havecentre afholder Æblets uge
Oktober og efterår er et godt tidspunkt at plante æble- og andre frugttræer. Jorden er stadig lun efter sensommeren, og årstidens nedbør har blødt jorden op, så den er nem at plante i. Tidspunktet for at afholde Æblets Uge er derfor nøje planlagt, så det er relevant og oplagt at få plantet netop nu.
En anden årsag til tidspunktet er, at det er muligt at få valgt den eller de æblesorter, der smager godt. Mange af æblesorterne kan man nemlig få smagsprøver på nu – det gør det jo endnu lettere at træffe et valg blandt de mange sorter.
Hjælp til selvhjælp
I april og maj måned, når kirsebær-, blomme-, pære- og æbletræerne blomstrer, så er der liv og glade dage. En summen af både vilde bier, honningbier og humlebier fylder luften omkring trækronerne. Der er travlhed, for bierne skal samle næring til deres bo og sikre de næste generationer. Med på deres vej tager de pollen, som flyttes fra den ene blomst til den anden. Den proces sikrer bestøvningen af vores frugttræer – uden bierne ville vi ingen frugt få. Når du planter frugttræer i din have, så hjælper du derfor både naturens insekter og din høst af de dejligste frugter.
Plant et træ
Hver gang vi planter et træ, så er det et plus på miljøkontoen. Træernes binding af CO2 er der ingen tvivl om, og træernes evne til at skygge og danne ilt, når de laver fotosyntese er også barndomslære. Æble- og andre frugttræer kræver plads, men du kan også plante frugttræer på svage grundstammer – så passer det måske bedre til din have? Måske har du plads til et træ som bliver så stort, at det kan bruges til at klatre i? Så skal træet være podet på en vildstamme, mens de mere almindelige sorter af frugt er podet på grundstammer, som formindsker kronens størrelse.
I dit lokale havecenter kan du få råd og vejledning i, hvilke frugtsorter der passer til din have. Her er den faglige kompetence og erfaring meget stor, og der er altid et stort udbud af planter til haven.
Du kan se denne instruktionsvideo, hvor vi viser, hvordan du planter et frugttræ:

Grav – plant – vand
Når du skal plante frugttræer, så er der ikke så meget du skal vide. Når placeringen (gerne i sol eller minimum halvskygge) er valgt, så gælder det blot om at få gravet et plantehul, så træet får gode muligheder for at gro videre ud i jorden. Fjern ukrudt og store sten. Nu kan potteklumpen (uden potte) sænkes ned i plantehullet og jorden fyldes op omkring træet. Plantehøjden skal nogenlunde være den samme, som da træet stod i potten, men det er altid en god idé at grave hullet lidt dybere – simpelthen for at få løsnet jorden i bunden.
HUSK at vande til og husk at fortsætte med at vande (min. 20 l pr. træ/uge) i de tørre forårsmåneder.
Når der er gået to år er det tid til den første tilretning af dit unge æbletræ – det viser vi i denne video:

________________________________________________________________________________________________
Klik på disse opslag – de er lige til at printe ud


09 | Artikler om haven, Efterår, Planter, Træer
Hjælp – mine æbler rådner
Når du ser sådanne frugtmumier i dine frugttræer skal du straks fjerne dem
HØST AF FRUGT
Netop som jeg har gået og glædet mig til, at de lækreste æbler endelig er modne og lige til at spise direkte fra træet, opdager jeg til min store forfærdelse, at mange af æblerne har rådne pletter!
De seneste uger er en del af æblerne faldet på jorden før de var helt modne, og det er ofte et tegn på, at der er viklerorme i kernehuset eller at andet er galt. Nogle har vi nået at redde ved at skære de rådne pletter af, mens andre straks er angrebet af hvepse og hurtigt er blevet helt dårlige.
Når æblerne plukkes direkte på træet, så er de fleste heldigvis flotte og hele, men efter få dage begynder mange af dem at få bløde pletter og rådner.
HVAD FEJLER FRUGTEN?
Æblerne er ramt af svampen gul monilia, og den går ikke kun på æbler. Pærer, blommer, kirsebær og hasselnødder er alle frugter, som svampen har brug for, så den kan sprede sig.
Gul monilia overvintrer som et mycelium i frugterne og spreder sig først til næste år i forsommeren, hvor vind, vand og insekter er med til at sprede sporerne til de nye frugter.
Svampen er afhængig af, at det er fugtigt og er frugten såret, så har svampen lettere ved at angribe. Er frugten evt. revnet eller hullet efter insektgnav, så bliver den et let offer for gul monilia.
Når du høster æbler til opbevaring, vil svampen risikere at føres med ind i lagringen og udvikle sig der.
HVAD KAN JEG GØRE?
Vi er alle blevet rigtig dygtige til at forstå smittespredninger og hvordan man får stoppet smittekæder. Rigtig mange af COVID-19 anbefalingerne kan du overføre direkte til gul monilia-smittede frugttræer. Og nej, du skal hverken bruge visir, bundbind eller gummihandsker – ej heller skal du spritte træet og frugterne.
Til gengæld skal du:
- Sørge for, at der er et godt luftskifte i dit træ
- Straks fjerne frugterne, som er rådne (husk på, at du ikke må bruge frugter med rådpletter til æblemost. Svampen udvikler et toksisk stof, som er kræftfremkaldende)
- Rådne frugter må gerne komme på komposten, men kun hvis komposten er placeret langt væk fra dine frugttræer
- Nogle af æblerne sidder fast i træet som indtørrede mumier, og det er især disse mumier, som svampen overvintrer i. Når bladene falder af træet, skal du fjerne disse frugter
Der er nærmest ikke forskel på de enkelte æblesorters modstandsdygtighed overfor gul monilia. Det handler først og fremmest om at hindre svampen i at sprede sig og ødelægge frugten på dine træer.
06 | Artikler om haven, Planter, Sommer, Træer
Sådan får du de flotteste æbler

Junifald er beskrivelsen af frugter, som træet selv aborterer i juni
EFTERÅRETS FRUGTER ER KLAR
I maj måned stod æbletræerne med den smukkeste blomstring, og det summede af travle bier, som havde travlt med at samle nektar og pollen til deres hjem. Når de fløj fra blomst til blomst fulgte pollen med, og nu er der for alvor tale om blomster og bier, for kun de blomster, der er blevet bestøvet, kan udvikle en frugt.
Når jeg kigger efter de små grønne æbler, så er bestøvningen vellykket, og der er sikkert mange frugtavlere, der på samme måde er godt tilfreds med biernes indsats.
I begyndelsen af juni måned faldt de ikke bestøvede frugter ned, og nu sidder kun de befrugtede æbler tilbage på træet.
ALT FOR MANGE FRUGTER
Alle vil selvfølgelig gerne have en masse æbler på træet i haven.
Jo flere, des bedre!
Der er dog situationer, hvor det kan være en fordel at tynde ud i æblerne:
- Unge æbletræer magter ikke at udvikle alle æblerne. Grenene er tynde og mængden af fotosyntesedannende grønne blade er for lav
- Æblerne bliver for små
- Træet vekselbærer (det vil sige, at det ene år bugner det med frugt, og næste år kommer der næsten ingen)
EN HYGGELIG OPGAVE
Der er mange gøremål i junihaven, men trænger du til at få rettet ryggen ud efter timers lugearbejde, så er det en dejlig arbejdsopgave at tynde ud i frugterne på æbletræet. Stille og roligt gennemgår du grenenes frugtsætning og når der er for mange frugter, så klippes den svageste af.
Det er ikke muligt at gøre dette arbejde, hvis dit træ har en 4 m høj og bred krone, men det er især godt at gøre indsatsen på de træer, der endnu ikke er fuldt udvoksede.
VÆLG DET BEDSTE ÆBLE
Ligesom blomsterne, sidder frugterne ofte sammen i en top eller klase. Det er nu, du skal vurdere, hvilket æble, der skal have lov at blive, og hvilket eller hvilke som skal klippes af.
Nogle klaser sidder der to æbler sammen, men der kan også være tre eller fire, som kæmper om pladsen. Hvis du sørger for, at der kun er ét æble tilbage, så vil det æble få al den energi, som de alle ville skulle deles om – det giver store flotte æbler.
En anden fordel er, at der er lys og luft til æblet – det giver en sødere smag og risikoen for svamp mindskes.
Du kan se med i denne video, som vi lavede for en del år siden
PS Har du krøllede blade med klistrede lus, så klip skuddet eller bladene af. Der er tale om bladlus, og træet tager ikke skade af, at du fjerner de angrebne skud
Vi får også meldinger om larver, som æder og vikler bladene – det er små viklerlarver, og de er nemmest at komme af med, hvis du fysisk fjerner dem. Inden længe forvandles larven til en natsommerfugl, så “problemet” løser sig selv
Hvis du mangler et æbletræ eller andre frugttræer i din have, så kan du stadig plante – dog skal du huske at vande hele sommeren, så træet kommer godt i gang
Du finder dit nærmeste havecenter her