fbpx
Haveglæder nyhedsbrev nr. 13/2018

Haveglæder nyhedsbrev nr. 13/2018

Så blev det sommer

Når der er styr på haven, er der tid til at nyde den sammen med børn og blomster

Den skønneste sommer har været på besøg i haverne, og selv om varmen trækker sig lidt tilbage for at blive afløst af lidt køligere vejr med nedbør, så har vi dog haft fornøjelsen af havernes mange flotte farver i de sidste mange dage

Det kan godt være lidt af en udfordring at nå hele vejen rundt, når vejret sådan kommer buldrende. En lang og kølig start på foråret har sat bremsen i for mange nyttige projekter, som nu står i kø for at blive gjort.

UNDGÅ STRESS
En have skal bruges til at stresse af i – ikke til at få stress af. Det er vigtigt at huske på, hver gang man pisker lidt rigeligt rundt fra det ene projekt til det andet. I forårshaven roder det også ret meget. Værktøj, vandslanger, vandkander, frø, læggekartofler, prydløg, nye stauder, den nye hæk eller måske skal der plantes et nyt frugttræ?

LAV EN LISTE
Først og fremmest handler det om at få prioriteret, hvad der er vigtigst. Hvis man helst vil have en flot blomstrende prydhave, så er det staudebedene, rosenbedet, græsplænen og rododendronbedet, som man skal kaste sig over.
Er man derimod meget opsat på at kunne grave tidlige kartofler op og høste salat fra køkkenhaven, så er det jo her, man skal yde en ekstra indsats.
Drømmer man om en kæmpestor skærehave, så er det om at få forkultiveret en masse blomster…
osv.

INGEN GENVEJE
Der er ikke rigtig nogle genveje til at få styr på hele haven på én gang. Det kræver at man kan lægge rigtig mange timer i den, og at man har mulighed for at komme i haven næsten hver dag. Hvis jeres have har områder, der ikke fungerer – områder, hvor ingen gider være og derfor bliver området ikke passet – så er der råd at hente i dit lokale havecenter. Her har gartneren næsten altid en løsning på de havekatastrofer, som jo ikke kan undgås. Tag en snak med din fagmand og få hjælp til at gøre hele din have til et sted, hvor du elsker at opholde dig.

Tomaterne skal plantes

Når du vil være sikker på at høste tomater til sommer, er det nu, du skal plante ud i drivhuset

TOMATER OG AGURKER I SELVVANDINGSKASSER

Det er en ret sikker dyrkningsmetode at plante tomat-, agurke-, chili-, melon- og aubergineplanter ud i plantesække, som er lagt på selvvandingskasser. Når du skærer et hul i bunden af posen, der hvor kassens kapillærvirkning er indrettet, så er systemet meget selvhjulpet.

Du kan læse en artikel fra www.haveglæder.dk om emnet ved at klikke på dette link

HVILKE PLANTER SKAL MAN VÆLGE?
Der er rigtig mange, som har held med at så tomatplanter selv, men har du ikke allerede gjort det i februar/marts måned, så er det for sent at gøre det nu.

I dit lokale havecenter er der et bredt udvalg af rigtig mange velsmagende og flotte planter til dit drivhus. Her er der en masse forskellige sorter af både tomater, chili og agurker at vælge imellem.

Kamp til Hækken med aktivitetsområde

Nu er haverne både indrettet med køkken og spiseplads. Hvad mangler så? Have handler jo om familie, samvær og fællesskab. Derfor handler den næste udfordring om at lave et aktivitetområde

Med to sejre i hus kører det for Rasmus og Mathias. Familiehaven har stadig deres første område som vinder, men hvordan går det hos Naturhaven og i den japanske have med romantisk touch?
Endnu engang har alle fire par lagt en bunke af energi fra den kreative pose i ugens udfordring.

Du kan se med, når aftenens udsendelse vises mandag d. 23. kl. 20.00 på TV 2.

I Familiehaven er det Noah på fire år, der er i fokus. Sansehave med balancegang og masser af spiselige planter bliver anlagt her.

Hos Lilli og Katrine fra Naturhaven drømmer de om en skov, hvor man kan se på insekter og dyr, som trives i netop dette økosystem.

Nickolas sætter Jonna i arbejde, når den japanske have skal indrettes med et helt nyt kuglespil og backgammon på en flot træstub.

Drengene i Den moderne prydhave vil udleve deres store passion for eventyr og spil, når der skal indrettes aktivitetsområde ala Harry Potter.

Haveglæder nyhedsbrev nr. 12/2018

Haveglæder nyhedsbrev nr. 12/2018

Sådan beskærer du dine roser

Mange forbinder Dronningens fødselsdag med det tidspunkt, hvor man må beskære roserne i haven. En anden rettesnor er det tidspunkt, hvor forsytiabusken blomstrer. I dag er begge rettesnore opfyldt, så har du ikke allerede været i gang, så kan du læse lidt om rosenbeskæring her.

Det skal du bruge
– En god saks, der er skarp.
– Et par kraftige handsker/rosenhandsker, så du ikke stikker dig

Denne vejledning inddeler roserne i grupper, for det er ikke alle roser, der skal klippes på samme måde.

Storblomstrede roser og buketroser

  • Fjern alle de sorte og døde grene helt nede ved jordens overflade
  • Klip derefter de resterende rosengrene tilbage, så de er ca. 15-20 cm høje

Buskroser (flere engelske og historiske roser)

  • Fjern alle de sorte og døde grene helt nede ved jordens overflade.
  • Klip derefter de resterende rosengrene tilbage, så de er ca. ½ længde.
  • Er dine buskroser meget gamle og tætte, er det en fordel at fjerne nogle af de ældste og kraftigste grene ved jorden – det giver flere og større blomster

Slyng- og klatreroser

  • Fjern alle de sorte og døde grene ved jordens overflade eller ved hovedstammen.
  • Klip de tynde sidegrene på hovedstammerne ind, så der er 5-10 cm tilbage
  • Reducér længden af hovedstammerne så meget, som du ønsker.
  • Har du kraftigtvoksende klatreroser, der vokser i træer, skal du blot fjerne de grene, der genere dig – resten passer sig selv!

Al rosenafklip skal brændes af eller smides i dagrenovationen. Kommer det med i komposten, vil eventuelle svampesygdomme overleve og returnere til dit rosenbed, når du bruger jorden igen.

PS har du påskeklokker og juleroser i haven, så kan du med fordel fjerne de plettede blade og sende dem med på bålet…

Hvilken gødning?

Det er lidt af en gødningsjungle, man skal igennem, når planterne i haven skal startes op hvert forår

Det er ikke religion, men det er tæt på. I bund og grund handler det om at gøre sit bedste for at havens planter strutter af sundhed og ser grønne og frodige ud. Nogle tror derfor på en bestemt type gødning, mens andre har rigtig god erfaring med en anden.

HVAD SKAL JEG VÆLGE?
Der er nogle få faktorer, som du skal tage hensyn til:

1. hvilken type jord

Er din jord sandet, meget lerholdig eller midt imellem?

Gødning til sandet jord
I en sandet jord, er der færre lerpartikler til at lagre den gødning du giver. I en sandet jord er udvaskningen højere, så det vi kalder flygtige gødninger er ikke optimale. Du bør derfor gøde med naturbaserede gødninger, som frigiver gødningen over en længere periode, og derfor ikke udvaskes så let.

Gødning til lerholdig jord
I lerjorden er der selvsagt mange lerpartikler, som er i stand til at lagre den gødning, du giver. Her har det ikke så stor betydning, om du anvender den ene eller den anden slags gødning.

2. hvilke planter

Nogle planter fordrer mere gødning end andre. Roserne er et godt eksempel på en plantegruppe, som meget gerne vil have gødning nok i hele vækstsæsonen. Vi anbefaler at gøde roserne hver måned fra april til august. Lidt hver gang.
I jordbærbedet bør du til gengæld ikke gøde overhovedet. Her vil gødning betyde kraftig vækst af blade og store vandede bær.
Det gælder for næsten alle andre af havens planter, at de gerne vil have lidt gødning, når de skal i gang med at vokse.

Undtageler findes også. Alle havens prydløg er allerede ovre i blomstringsfasen, så de skal ikke gødes nu (først til efteråret), mens buske, stauder og planterne i frugthaven kvitterer for næring netop nu.

Til sommerblomsterne i krukkerne er det en god idé at anvende gødningsbolcher – så slipper du for at gøde med flydende gødning hver gang du vander.

I drivhuset, hvor tomatplanter, agurkeplanter og alle andre hurtigtvoksende planter gror, skal du anvende flydende gødning eller drysse naturbaseret gødning på jorden, hvis du dyrker i drivhusets bund.

3. miljøet

Det med miljøet er ikke uvæsentligt. Landbruget har i mange år fået negativ omtale, fordi de gødede deres marker så ustrategisk, at kvælstof løb ned i vores vandløb og ødelagde naturen. Sådan en adfærd ønsker vi ikke at stå for i haverne. Her passer vi på naturen, som vi er en del af. Vær derfor opmærksom, når du gøder. Beregn hvor meget gødning, der skal række til 100 kvm., og mål det ud, så du ikke kommer til at overgødske. Den største udvaskning får vi på bar jord – altså hvor der ikke er noget reelt forbrug af gødning. Et godt eksempel er, at man jo ikke skal sprede NPK gødning ud over den nysåede køkkenhave, hvor planterne slet ikke er gået i gang med at vokse endnu.

TIPS
Det behøver ikke at være dyrere pr. kvadratmeter, når du vælger en dyrere gødning. Ofte er langtidsvirkningen så god, at du kan undlade at gøde flere gange. Få en snak med din gartner, som selv har en masse erfaringer med brug af forskellige gødninger.

PS Haveglæder er ikke sponsoreret af noget gødningsfirma, og har derfor ingen preferencer overfor gødningsprodukter

Spisepladser i Kamp til Hækken

For en uge siden kunne vi se, hvordan de fire par ret hurtigt fik lidt mere indhold i deres haver. Med udekøkkenet og urtehaven hører også en spiseplads, så det handler denne uges udfordring om.

Når forårets gode vejr melder sin ankomst her sidst på ugen, så er det med at få klargjort møblerne på terrassen, for med næsten 20 grader C er det muligt at spise udenfor. Sidste sommer var en våd én af slagsen, men i haverne på Egeskov Slot blev der arbejdet igennem for at indrette spiseplads. Det er der kommet et spændende program ud af.

Du kan se med, når aftenens udsendelse vises kl. 20.00 på TV 2.

Familiehaven laver en flot belægning – bl.a. med sten de har samlet sammen ved Vesterhavet.

I Naturhaven er dyrene fortsat i fokus, så dem skal der også indrettes spiseplads til.

I den japanske have har Jonna fået mere råderum, så det bliver spændende at se, om det betyder mere romantik?

Hos Rasmus og Mathias skal de i gang med at bygge. Der måles, saves og males, så spisepladsen bliver helt perfekt.

Haveglæder nyhedsbrev nr. 11/2018

Haveglæder nyhedsbrev nr. 11/2018

SÅ blev det endelig forår

Hold nu op for en dejlig weekend med sol og lune vinde. Endelig blev det vejr til at komme i haven for alvor – også til at nyde haven og alle dens blomster.

Allerede i efteråret drømte jeg om forår. Derfor plantede jeg en masse forårsløg i krukker og satte dem ind i mit hobbydrivhus. Her har de så stået hele vinteren, hvor de langsomt, men sikkert både har lavet et solidt rodnet, men også blomstringen er så langt fremme, at det begynder at ligne noget. Nu er de kommet ud i lidt lavere temperaturer så blomstringen forlænges.

Tulipanerne er endnu kun i knop, men de skal nok komme hvis vejret blot arter sig og ikke går helt i stå igen…

Det er er en relativt nem måde at sparke foråret i gang på, og så findes der jo så mange forskellige løgplanter, at det kan være svært at vælge, når man står i havecentret og ser det store udvalg på hylderne.

Ingen plantespild
Efter blomstringen så tømmer jeg blot krukkerne ud i mit forårsblomsterbed, som får endnu flere blomster til næste år. Krukkerne er så klar til et nyt hold blomster – det skal nok være nogle sommerblomster…

Du kan også nå det
De danske gartnere har lavet en del potter med forårsløg. Dem lagde de også i efteråret og har så givet løgene den kuldeperiode, som der skal til for at få dem til at blomstre. Det betyder, at du også kan få fornøjelsen af de lækre prydløg i potter og krukker, hvis du ønsker det.

Krokus i min have
Jeg kommer til at tænke på Halfdan Rasmussens tekst til sangen “Noget om helte”, hver gang jeg kommer forbi de mange dejlige krokus i min have. Der er så mange forskellige sorter af krokus, at jeg helt sikkert skal huske at finde flere spændende typer igen til efteråret – krokus skal nemlig også lægges om efteråret.

“Livet er en morgengave. Sjælen er et pilgrimskor. Der står krokus i min have. Der står øller på mit bord”

Skal jeg være bekymret?

Ih altså for en græsplæne. Sjældent har den været så trist efter vinteren, men skal jeg være bekymret?

Der vil helt sikkert være mange plæner, som har brug for førstehjælp efter en særdeles våd og kold vinter. Dog er der utrolig stor forskel på, hvor slemt medtaget plænerne er. Det afhænger nemlig af flere forhold:
  • Jordbundens fugtighed og jordens generelle beskaffenhed har betydning for, om græsset er vandlidende. Ligger plænen lavt eller er jorden en massiv lerjord, hvor vandet har svært ved at dræne af.

    Det kan du gøre
    Fornemmer du at plænen er fugtig, når du går på den, så er den helt sikkert stadig så våd, at du skal vente med at gøre noget som helst.

  • Skygge giver mindre vandforbrug og derved er plænen også generelt for våd. Luftskiftet er ofte lavt, og græsset har en tendens til at stå lidt i stampe.

    Det kan du gøre
    Måske skal du nedlægge plænen under de store træer og plante nogle bunddækkende planter i stedet for?

  • Græssets højde er måske den mest aktuelle udfordring. Efterårets store nedbørsmængder gav græsslåningen kamp til stregen, så mange plæner er ikke klippet langt nok ned til vinteren. De lange græsstrå ligger efter vinteren og danner et tæt tæppe, hvor ilt og sol har svært ved at trænge igennem – det giver et vissent udseende.

    Det kan du gøre
    Når plænen er tørret så meget op, at du kan gå på den uden at den “svupper”, så skal du i gang med at rive den. Gerne på den ene og den anden led. Når du river godt i bund, så løfter og løsner du græsset, så der kommer luft og lys ned. Du får derved også fjernet alle døde græstotter og græsset vil se meget pænere ud bagefter. Der vil helt sikkert være en del, der følger med riven og som skal fjernes.

  • Mængden af mos varierer, men der er næppe mange haveejere, der helt kan sige sig fri for at der gror mos i plænen. De fleste lever med, at der er et “mostryk”, for det er jo heldigvis også grønt. Ulempen ved at der er mos i plænen er bare, at det hæmmer græsset i at gro. Derfor er det lidt af en balancegang – hvornår tager mosvæksten helt over?

    Det kan du gøre
    I de områder af plænen, hvor der er rigtig meget mos, kan du med fordel fjerne det. Enten med brug af moshæmmende gødning, mosfjerner eller mekanisk med en vertikalskærer. Når mosset er fjernet, så skal du så nyt græs.

Gødning til plænen
Der er ingen tvivl om, at jo bedre kondition din plæne er i, jo bedre vil græsset vokse, og der vil være mindre mos. Det er nu, du skal gøde græsset, men har plænen godt af at blive luftet med en gennemrivning først, så skal du først gøde EFTER du har “motioneret” plænen.
_____________ …. ______________________ ….. ________________________
Valg af gødning
Overordnet er der to slags gødninger. Naturgødninger (med duft/lugt) og kunstgødning. Begge gødninger skal opløses med regn før gødningsstofferne trænger ned til rødderne, hvor planterne optager det.

Kunstgødning skal doseres med 2 kg pr. 100 kvm, mens der skal anvendes 3 kg Naturgødning på samme areal.

Giv plænen gødning mindst tre gange i løbet af vækstsæsonen:

  1. Primo april
  2. Midt maj
  3. Juli/august

Kamp til Hækken med udekøkkener

Sidste mandag kom de fire havepar godt i gang med deres helt nye haver på Egeskov Slot. I aften skal de så alle fire løse opgaven om at indrette et udekøkken

Vi kender godt følelsen af, at man helst vil være ude hele dagen – og aftenen. Når aftensmaden skal tilberedes på en dejlig forårs- eller sommerdag, så er det lidt øv at gå ind i det mørke hus for at finde ingredienser frem og få lavet maden. Derfor er det meget relevant at indrette et udekøkken, hvor alle de friske krydderurter står klar lige ved hånden, og man kan være sammen om at tilberede maden uden at gå glip af det gode vejr.

Fire særdeles spændende løsninger
Der er meget at blive inspireret af, når aftenens udsendelse vises kl. 20.00 på TV 2.

Familiehaven genbruger et gammelt karlekammerskab, som de indretter til køkken. Krydderurterne planter de i en gammel komode.

Hos Naturhaven er køkkenet opbygget af pallerammer, hvor de vilde urter er plantet ned i, så de står som en plantevæg.

Hos den japanske have er de gået all in med støbning af en bordplade, som skal hænge i stærke kæder.

Hos Rasmus og Mathias står den på byggesæt med traller, lecablokke og fliser som bordplade. De indretter højbede med masser af krydderurter.

Haveglæder nyhedsbrev nr. 10/2018

Haveglæder nyhedsbrev nr. 10/2018

Klip stauderne ned

Nu skulle frosten være væk – i hvertfald melder meteorologerne ikke om negative temperaturer så langt øjet nu rækker. Fuldmånen er på retur, så der er store chancer for lidt lunere vejr.

Det kan man også nemt aflæse i bunden af staudebedet, hvor der er fart på de første spæde skud. Det er ikke alle stauder, der er lige tidligt på den, men både pæoner, akelejer, jakobsstige, hosta og sankthansurt er ret tydelige at finde.

Det betyder også, at det er på høje tid at få klippet stauderne ned. Nogle af dem står stadig med visne oprette stængler – hos andre typer ligger toppen fladt henad jorden. Noget af det visne top kan sagtens trækkes af, mens andet skal hjælpes på vej med en saks.

Dagliljer er også meget tidlige – måske har de stået med nye skud gemt under sneen i et stykke tid. Nu står de med lysegrønne spidse blade og venter på lidt mere varme.

Hosta dukker op flere steder med sylespidse skud af blade, der er rullet stramt sammen. Her er toppen nærmest gået i opløsning, og det er ganske lidt, der skal fjernes.

Prydgræsserne skal også klippes ned lige nu. Lad gerne 15 – 20 cm stå tilbage, for allerede nu er der nye friske skud på vej.

TIPS

  • Værktøjet skal være i orden. Sørg for at din saks er smurt og nysleben
  • Brug kun en smal rive, så du ikke ødelægger for meget
  • Kør affald fra staudebedet på komposten – det omsættes nemt og hurtigt
  • Lug det ukrudt, du støder på. Det er ofte græs, som står grønt hele vinteren og nu er i gang med at vokse videre

Grøntsagen der ville være en frugt

Rabarber er én af de første grøntsager, som vi kan høste – læs her hvordan du kan fremme processen

I den botaniske verden er rabarber en grøntsag, men når vi anvender de velsmagende bladstilke, betragter vi den som en frugt.
Der findes mange sorter af rabarber og heriblandt nogle tidlige sorter, som er særdeles velegnede til drivning. Drivningen kan foregå i drivklokker eller i lystætte krukker. Drivning af rabarber er en god måde at forlænge sæsonen på. Du kan få flere oplysninger om sorter og smage i dit havecenter.

Du kan trække de første bladstilke allerede efter første plantesæson. Husk altid at trække – ikke klippe stilkene af; men gør det forsigtigt, så hjerteskuddet ikke tager skade. Lad altid 1/3 af planten stå tilbage.

Du kan få sorter, der ikke er afhængige af daglængden og som du kan høste både forår og efterår. Spørg din gartner vedrørende de nye efterårssorter.

Rabarber er MÅNEDENS PLANTE i april, og du kan læser mere her

Kamp til Hækken

Så du med, da TV 2 i går sendte det nye haveprogram “Kamp til Hækken” for første gang?

På en bar mark ved Egeskov Slot var fire jordlodder klar til at blive indtaget af de fire par, som har hver deres bud på en have. I første udsendelse skulle de fire par vise, hvordan deres indgangsparti skulle se ud, og så skulle de lave en overordnet haveplan, hvor et helt nyt drivhus også blev opsat.

Allerede nu kan du se anden udsendelse på TV 2 Play. Her lyder udfordringen på at lave udekøkken og tilhørende urtehave.

Parrene benytter sig af bigbags med perlesten, højbedsmuld, plantejord og andre grusmaterialer. Bigbags er en rationel måde at komme i gang med større projekter i haven, og du kan snakke med din gartner i dit havecenter, så du også slipper for at slæbe sækkevis af jordprodukter til dit næste haveprojekt. Bigbags leveres nemlig direkte til din matrikel 🙂

Haveglæder nyhedsbrev nr. 9/2018

Haveglæder nyhedsbrev nr. 9/2018

Fire spændende haver

Når TV 2 og TV 2 Play på mandag d. 2. april sender det helt nye haveprogram “Kamp til Hækken”, så skal du møde disse fire par og deres første tilløb til hver deres have. I seks programmer skal vi følge deres “Kamp til Hækken” og se, hvem der løber med sejren og præmien på 200.000 kr.

HUSK AT SE MED KL. 20.00

JAPANSK HAVE MED ROMANTISK TOUCH
Ægteparret Jonna og Nickolas har store ambitioner med deres japanske have. På Egeskov Slot skal de nemlig vise os alle, at det at anlægge en japansk have måske kræver lidt armkræfter, men at haven bagefter vil være meget overskuelig at passe. Her er der nemlig ikke en græsplæne, som skal slås hver uge, og bedene er “færdige” med det samme og skal ikke klippes ned og beskæres.
Det bliver spændende at følge parrets mange ambtioner om haven, som også skal indeholde blomster, hvilket er lidt usædvanligt for en japansk have.
NATURHAVEN
Veninderne Lilli og Katrine har et budskab. De ønsker at demonstrere, hvordan en have sagtens kan være rar at være i – også selvom den ser rodet ud. Der er tale om en mindre haverevolution, for den kantklippede græsplæne hører ikke hjemme i de to veninders naturhave. Hvordan får de to uddannede biologer mon anlagt en have, hvor de har ekstra stort fokus på naturen og især dyrelivet?
DEN MODERNE PRYDHAVE
Når Rasmus og Mathias’ have står klar om fire måneder, så skal der inviteres til fest og leg. Det unge kærestepar har kastet sig ud i en opgave om at skabe en have, hvor der på magiske vis er en stemning, som gæsterne vil blive fortryllet af. De vil vise, at man kan anlægge en blomsterhave med flerårige planter, så den ikke skal plantes til fra ny hvert år.
FAMILIEHAVE
Hos Tina, Michael og deres fireårige søn Noah, skal der være fokus på børn i haven, men også levnes plads til, at de voksne synes, at det er dejligt at opholde sig i haven. De er næsten helt nybegyndere hvad have angår, men når det kommer til arbejdsfordelingen, så er de anderledes sikre på hånden. Tina og Michaels familiehave skal være det uderum, som de holder så meget af at være i.

Tips til forspiring

Nu kan det snart ikke udsættes længere. Vi skal have åbnet frøposerne og i gang med at få en ny generation af små havespirer frem i lyset.

TEMPERATUR OG SPIRETID
Temperaturen har stor indflydelse på, om frø kan spire. Har frøet først brudt dvalen og begynder at vokse, så vil temperaturen have indflydelse på, hvor hurtigt planten vokser. Man kan faktisk godt få et fint resultat af at sætte spiringen i gang ved relativt høj temperatur (> 20 grader C) og så derefter flytte de små spirer til en lavere temperatur (>10 grader C) og få flotte planter, der ikke bliver for ranglede – det vil blot tage lidt længere tid at få en færdig plante.

LYS
Følges mængden af lys og høj temperatur ikke ad, så vil planterne strække sig. Vi har ofte den udfordring, at vindueskarmen ikke formår at tildele vores små spirer nok lys til, at de små planter bliver kompakte og robuste nok. Kan du derfor finde det punkt, hvor der er nok lys og varme, så bliver dine forspirede planter allerbedst.

DET SKAL DU BRUGE TIL FORSPIRING

  • Såjord i en god kvalitet. Andre typer jord har for højt et indhold af gødning, så dine nye spirer risikerer at dø
  • Frø – gerne fra dit havecenter, som har et stort og bredt sortiment
  • Potter, spirekasser og andre beholdere, der kan indeholde jord og vand
  • Skilte, så du kan holde styr på, hvad du har sået
  • Vand til at afslutte såningen, så jord og frø har god kontakt
HUSK AT AFHÆRDE
Når planterne er ved at være klar til at komme ud i dit drivhus eller ud i din krukke, have eller i køkkenhaven, så skal de igennem en afhærdning først. De har jo stået fuldt beskyttet og nu skal de ud i direkte sollys og vind.
Jeg har gode erfaringer med at afhærde mine små forspirede planter i skyggen af min bøgehæk, hvor de også står så meget i læ, at bladene ikke bliver ødelagt.

Varm jorden op

Det lange kolde forår har påvirket jordens temperatur så meget, at det kan blive nødvendigt at varme den op

Det lyder måske helt skørt, for hvordan kan man lige varme sin jord op?
Vi har flere lyse timer, end mørke. Solens stråler har en meget stor magt, så det er faktisk muligt at varme jorden op, så vores nylagte kartofler, løg og frø får en langt bedre start.

På billedet ser du, hvordan klokker hurtigt får gang i rabarberplanterne og ret effektivt fremmer tilvæksten – rabarberkagen behøver ikke længere vente på sig. Du kan hente op mod 3 ugers tilvækst, hvis du allerede nu sætter klokker på rabarberplanterne.

Øverst til højre viser jeg dig min køkkenhave, hvor vi har lagt et stykke plastik ud og fæstnet det med lange brædder, så det ikke blæser af. Når klar plast modtager solens stråler, så varmes jorden ret effektivt op. Plasten holder på varmen. Et par uger med dette dække giver nok varme til, at mine fremspirede kartofler kan lægges. Plasten lægges over igen og først, når de nye kartoffelplanter bryder frem, bliver den fjernet igen.

Haveglæder nyhedsbrev nr. 8/2018

Haveglæder nyhedsbrev nr. 8/2018

Hent dit gratis magasin

HVEM LAVER EGENTLIG HAVEGLÆDER?
Organisationen bag Haveglæder hedder Danske Havecentre og er en brancheorganisation, hvor de fleste havecentre og planteskoler er repræsenteret. Det er Danske Havecentre, som står bag magasinet Haveglæder, som også er dette nyhedsbrev, Facebook og Instagram (@haveglaeder).

HVOR KAN JEG SÅ HENTE MAGASINET
Du kan altid finde den elektroniske version. Du kan bruge dette link, eller gå på www.haveglæder.dk under fanen Magasinet, hvor alle udgaver af Haveglæder ligger med bladrefunktion.
Ude på planteskolen kan du gratis hente magasinet til deres lager slipper op. Er du i tvivl om, hvor du kan hente magasinet, så kan du blot klikke her og se de havecentre, som deler dem ud.

FIRE VERSIONER
Haveglæders første nummer hedder “tidlig forår 2018”, men når vi rammer maj måned, så kan du allerede hente “forår 2018”. Til grundlovsdag udkommer “sommer 2018”, og i slutningen af august vil årets sidste nummer af Haveglæder “efterår 2018” være klar til dig.

VI GIVER DIG HAVEGLÆDE
Målet med vores magasiner, hjemmeside, nyhedsbreve, facebook og Instagram er at give så mange, som muligt haveglæde. Vi giver aktuelle råd og tips til, hvordan du øger glæden ved at prøve nye ting i din have, men også hvordan du opnår endnu større glæde, ved de planter, du allerede har. Følg os derfor og fortæl også dine venner, bekendte og familie om os.

Sæt kryds i kalenderen

2. påskedag, mandag d. 2. april kl. 20.55 kan du møde disse otte haveentusiaster i programmet “Kamp til Hækken” på TV 2 og TV 2 Play. I seks programmer kan du følge dem i deres kamp om at vinde titlen og en præmie på 200.000 kr. Der er kun én vinder, men alle fire par får undervejs mulighed for at øge deres havebudget med ekstra penge, hvis de vinder ugens udfordring

ET HELT NYT PROGRAM
Haveglæder er samarbejdspartner på den nye programserie, hvor fire par giver hver deres bud på en have. På en bar mark bag Egeskov Slot på Fyn, får de tildelt hver deres havelod på 320 kvm, som de skal indrette med hver deres tema. De skal alle løse fem udfordringer, som der findes en vinder af i hvert program. I det sjette program skal parrene vise deres mesterværk, og i dette program bliver det spændende at se, hvem der vinder “Kamp til Hækken”.

DU KAN LÆRE DELTAGERNE BEDRE AT KENDE
I magasinet Haveglæder, som du netop nu kan hente i dit lokale havecenter, har vi lavet en introduktion af de fire par og deres oplæg til hver deres have. Her kan du også læse mere om selve programmet, møde værten Felix Smith og læse om de to dommers forventninger til programmerne.

GLÆD DIG – DET GØR VI 🙂

Disse planter tåler nattefrost

Krukker, krukkemuld og forårsløg. De sidste dage med solskin varmer godt og giver lyst til at plante krukkerne til

Heldigvis er der masser af planter, som står klar til at blive plantet i krukkerne, men hvordan sikrer du dig, at de ikke ligger døde, når nattefrosten igen har været på spil?

Løgplanter til krukker
Fremdrevne løgplanter som påskeliljer, skilla og hyacinter er velegnede til de tidlige forårskrukker. Det er nemt at tilplante krukkerne med løg. De placeres blot i overfladen på en spagnumfyldt krukke med et ca. 15 cm højt drænlag bestående af lecanødder eller sten i bunden.

Holdbarheden er lang og de skal blot tilses for en eventuel vanding. Når de afblomstrer fjernes de fra krukken og plantes evt. ud i havens bede.

De må ikke klippes tilbage endnu, da løget selv skal trække næringsstoffer fra blade og stængel tilbage. På den måde, får man varig glæde af sine forårskrukkeplanter.

Stedmoder
Havestedmoder hedder på latin Viola x wittrockiana. Det er toårige planter med forholdsvis store blomsterhoveder i mange forskellige farver. Havestedmoder blomstrer i lang tid og er ikke så sarte, hvis det er lidt koldt om natten i det tidlige forår.

En anden type stedmoder er hornvioler. Viola cornuta er det latinske navn. Der er ofte duft i hornvioler og de kan betegnes som stauder om end de ikke lever i så mange år. Blomsterhovederne er ikke altid så store på hornvioler, men der er mange og de blomstrer længe. Både havestedmoder og hornvioler kan med fordel plantes ud fra krukkerne, og blomstrer ofte igen om efteråret, hvis de klippes tilbage.

Læs hele artiklen om forårskrukker her