Endelig varmt nok

Endelig varmt nok

Haveglæder
Nu kan der plantes ud på friland

 

Et koldt forår – synes mange

Klimaet er endnu ikke opgjort for foråret, men samtaler om vejret handler lige nu om, at det vist er et lidt forsinket forår. Er du flittig med at tage billeder i din have, og bruger du telefonen til dette, så er det nemt at finde fakta for påstanden. Når jeg bladrer tilbage til april og maj i 2025, så var mange af forårsbebuderne længere fremme, end de er i år. Hvorvidt det har stor betydning, er tvivlsomt, men er man kommet lidt bagud med havearbejdet, kan det være rart at vide, at planterne også er det.

 

Jordens temperatur

Jeg har tidligere henvist til Landbrugsinfo, når behovet for at få jordens temperatur opstår. Det er desværre ikke længere muligt at få data fra dem uden abonnement.

Denne hjemmeside (med mange reklamer – desværre) opdaterer løbende vejret. Du skal selv angive dato for at følge temperaturen, men til gengæld får du adgang til mange målinger. Der måles jordtemperatur i 5 cm dybde.

Temperaturkurve
Klik på billedet, så kommer du til hjemmesiden

 

Jordtermometer

Det kan være nyttigt selv at følge med i jordens temperatur i haven. Et jordtermometer stikkes ned i den dybde, hvor du ønsker at måle temperaturen.

I højbede vil temperaturen stige hurtigere end i en traditionel køkkenhave.

Det er især i køkkenhaven, at jordtemperaturen er vigtig at kende.

Såkalender

Klik på billedet, så downloader du kalenderen som en pdf-fil

 

Robuste planter til krukkerne

Robuste planter til krukkerne

Haveglæder forårsblomster
Stedmoderblomster – hornvioler – primula – stenbræk og nacisser

 

Hvem bliver ikke lige lidt ekstra glad, når krukken foran døren er plantet til med lidt hornvioler, stedmoderblomster, påskeliljer eller påskeklokker?

Billedet er taget d. 1. april i 2025. På det tidspunkt var der stadig nætter med minusgrader – som vi har lige nu. Da mange af planterne kommer direkte fra varme drivhuse, så skal du passe på dem, når der er risiko for nattefrost.

  • Flyt dem ind i varmen eller hvis du har et uopvarmet drivhus
  • Sæt dem under en vintergrøn plante
  • Dæk dem med et gammelt dynebetræk eller acryl

 

I vores dejlige gartneri-land er udbuddet af små potter med forårsbebudere stort. Prisen er til at betale, og hvis du er rigtig fornuftig, så kan du efter blomstringen ofte plante løg og stauder ud i din have bagefter.

På denne tid af året vokser planterne ikke så meget, men på solrige dage er der en del fordampning. Stik derfor fingeren i jordklumpen og sørg for at vande dine forårsplanter et par gange om ugen.

Glæd dig til forårets nummer af Haveglæder

Inden længe lander Haveglæder Forår 2026 i dit lokale havecenter. Et af temaerne i bladet handler om de robuste blomster til krukkerne her i foråret. Der er masser af inspiration og råd til dig, der også holder af at pynte op i foråret. Lækre blomster i flotte farver sat flot sammen.

Udvalget af planter er størst i dit havecenter, så hvis du ønsker lidt mere at vælge imellem, så er et besøg her meget værd. Har du brug for nogle gode råd eller mere inspiration, så er du havnet der, hvor fagligheden er i top og de bedste råd findes – bare spørg.

Vintertid er også plantetid – ny video om buksbom

Vintertid er også plantetid – ny video om buksbom

Plantetid Haveglæder

 

Er havesæsonen slut – eller er den startet igen?

 

Hvornår kan man plante i haven?

 Det er et rigtig godt spørgsmål.

Barometeret viser nogenlunde samme vintervejr, som vi har været vant til de sidste år. Højtryk er forbigående, mens mere frontpræget vejr giver dage med gråvejr og regn. Der vil være dage med lave temperaturer og nætter med frost, men egentlig vinter er der ingen, der vil garantere.

Havesæsonen 2025 ser ud til at fortsætte året ud, og mon ikke vi allerede i starten af 2026 kan begynde den nye?

DERFOR er haven faktisk stadig åben for aktiviteter. Du kan sagtens plante, så længe jorden kan graves i. Måske skal du flytte planter, plante nyt eller beskære træer og buske.

Jamen, kan jeg købe planter?

Ja, er det korte svar. Mange havecentre har pakket deres planter i vinterhi, men der er både gartnere og planter til rådighed i de fleste havecentre. Det er dog altid en god idé at tjekke op på åbningstider og lukkedage, for personalet skal både efteruddannes, og der skal ny inspiration til havetrends og -planter, så der vil være dage, hvor du kan risikere at gå forgæves.

På indkøb

Jeg skal selv ud for at købe nye planter. Jeg har nemlig brugt et par timer på at fjerne en kedelig plante i haven. Min fine gamle buksbomplante var både angrebet af svamp, og for første gang fik vi (også) besøg af buksbomhalvmøl, som æder bladene. Nu er pladsen tom og klar til at blive plantet til igen.

 

Hvis du vil se, hvordan kampen med den gamle buksbom gik, kan du se med på denne video😊