fbpx
Klematis og beskæringsgrupper NY VIDEO

Klematis og beskæringsgrupper NY VIDEO

Hvilke klematis skal beskæres nu?

 

NY VIDEO

Jeg har været i haven for at beskære min klematis, som vokser på et jernstativ midt i staudebedet. Sorten hedder ‘Warszawska Nike’ og den blomstrer fra juni – september. Den tilhører derfor gruppe 3 og skal beskæres hvert år.

Du kan se videoen her

GRUPPEOPDELING 

Klematis er inddelt i tre grupper for at gøre forvirringen mindre. 

Gruppe 1

Hovedblomstringsperiode fra april – maj

I denne gruppe blomstrer klematis direkte på sidste års afmodnede tilvækst. Blomsteranlæggene er dannet sidste år og må derfor ikke klippes her først på foråret.
Hvis planten bliver for ranglet og blomstringen også bliver mindre, så kan du med års mellemrum foretage en foryngelsesbeskæring, hvor du klipper planterne ned i ca. 1 m højde. Tidspunktet for beskæring af klematis fra gruppe 1 er juni – juli.

Til gruppe 1 hører bl.a. Clematis alpina og Clematis montana

Gruppe 2

Hovedblomstringsperiode fra maj – juni

I gruppe to vil klematisplanten gro 30 – 40 cm inden den blomstrer. Blomsterne dannes i foråret, men planten bør ikke beskæres om foråret. Det skyldes, at en kraftig beskæring sætter planten langt tilbage. Har du brug for at beskære klematis fra denne gruppe, så vent til efter blomstringen – altså til juli måned.

Mange klematis fra denne gruppe blomstrer mere sporadisk i sensommeren.

Til gruppe to hører bl.a. den storblomstrede sort ‘Nelly Moser’
 

Gruppe 3

Hovedblomstringsperiode fra juli – september

I gruppe tre vil klematisplanten vokse 1½ – 2 m inden den blomstrer. Blomsterne dannes i den nye tilvækst. Hvis du gerne vil nyde blomstringen i 1 – 3 m højde, så skal klematis fra gruppe tre skæres ned hvert år. Du kan med fordel klippe dem helt ned til 20 – 30 cm over jorden og tidspunktet for denne beskæring er her i marts måned.

 

Til gruppe tre hører bl.a. Clematis viticella, ‘Jackmanii’, ‘Rouge Cardinal’

TIPS

Er du usikker på, hvilken gruppe din klematis hører til – eller kender du ikke sortsnavnet, så skal du notere dig, hvor meget planten gror inden blomstring, og så selvfølgelig hvornår planten blomstrer.

Mangler du klematis i din have (de er ret nemme at klemme ned og få plads til), så kan du altid finde et stort udvalg i dit havecenter

 

Indegartneren

Indegartneren

STUEPLANTEPASNING

 

INDEGARTNER

At besidde evnen til at få alle planter til at trives 100%, er jeg langt fra verdensmester i. Ofte er det planterne i vindueskarmen, som får lov til at passe sig selv, og når de så ikke længere kan klare min laizzes-faire tilgang, så må jeg indrømme, at de enten kommer på ophold på lazarettet (gæsteværelset) eller simpelthen kommer på komposten. Det giver jo plads til nye og spændende bekendtskaber, men jeg vil jo egentlig gerne sørge for, at planterne overlever og vokser sig flotte og frodige.

PASNING AF GRØNNE PLANTER

Vand er det vigtigste. Den varme stue er med til at øge fordampningen, så selvom planterne ikke bruger så meget vand, så er den fugtige potteklump med til at øge rummets luftfugtighed. Der skal vandes mindst to gange hver uge. Det er ikke altid lige let at vande, for når jorden tørrer ud, så kan det være vanskeligt at vande op igen. For at undgå en masse vandspild i vindueskarmen, så har jeg en balje med mig. Nu kan planterne selv trække vand og overskydende vand kan frit flyde ud af potten.

Ikke alle planter har godt af at tørre for meget ud mellem vandingerne, men omvendt så er jeg sikker på, at årsagen til dårlig trivsel her i vintermånederne ofte skyldes, at der bliver vandet alt for tit.

Gødning er også vigtigt, men når dagene er korte, og lyset dermed mangler, så vokser planterne ikke ret meget og har derfor ikke brug for en masse gødning. Jeg gøder ca. hver tredje vanding med flydende gødning og doserer, som produktet anviser. En hættefuld til 1 liter er et almindeligt mål.

Brusebad giver jeg af og til planterne. Det gør jeg først og fremmest for at støve bladene af. Jeg har også haft brug for at spule et mindre luseangreb af én af de grønne planter her på billedet. Jeg kommer potteskjuleren ned i en plastikpose og binder den godt til. På den måde undgår jeg, at jorden drysser ud. I brusebadet bruger jeg håndbruseren og justerer vandet til at være lunken. Nu spules lusene af planten.

OMPLANTNING

Lige nu er det en god idé at plante stueplanterne om. Foråret giver stueplanterne bedre betingelser for vækst, så find din indre indegartner frem og gør en god gerning for dine stueplanter. 
 

  • Brug altid en god kvalitetsjord, når du planter om
  • Skift til en lidt større potte
  • Fjern al den løse jord, som planten tidligere har groet i, men undlad at skade rødderne
  • Vand godt til, så planten på ny kan danne nye rødder
Et nyt år i køkkenhaven

Et nyt år i køkkenhaven

Lav en plan

 

Snart er det forår

Mailboksens indhold indikerer forår med nyhedsbreve, der gør opmærksom på, at lagrene er fyldt op med nye frø, læggekartofler og fine haveredskaber. Havecentre og planteskoler er lige nu lukket ned pga. Covid-19, men mange butikker tilbyder deres kunder, at de kan handle på website, ringe ordren ind og så selv hente dem i butikken. Alt med overholdelse af de foreskrevne regler.

Når solen titter frem og lysintensiteten stiger, så vækkes iveren for at komme i gang med de indledende øvelser, og der er især én opgave, som du med fordel kan komme i gang med nu.

LAV EN PLAN
 

Er du så heldig at have plads til en køkkenhave, så ved du sikkert også, at der er noget, som hedder sædskifte. Sædskiftet sikrer, at du år efter år kan dyrke i den samme jord uden at blive ramt af jordbårne sygdomme. Et eksempel er kålbrok, som resulterer i nedbrydning af kålplantens rødder med død til følge. Andre grupper af grøntsager kan risikere andre sygedomme, men sørger du for at flytte rundt på dine afgrøder, så er du sikker på succes.

FAMILIER AF GRØNTSAGER

Natskyggefamilien – tomat, kartoffel

Korsblomstrende – savoykål, spidskål, broccoli, rosenkål, grønkål, palmekål

Ærteblomstfamilien – ærter, bønner, valske bønner

Løgfamilien – hvidløg, kepaløg, porrer

Skærmplantefamilien – gulerødder, pastinak, knoldselleri, bladselleri, persille, dild

Græsfamilien – sukkermajs

Græskarfamilien – agurker, græskar, squash

Amarantfamilien – spinat, rødbede og bladbede

Afgrøder i samme familie må ikke dyrkes samme sted år efter år. Har du haft kartofler et bestemt sted i køkkenhaven, må du ikke året efter plante tomater. På samme måde bør du ikke plante/så bønner, hvor du sidste år havde ærter.

Det optimale antal år, der skal gå før du kan dyrke samme afgrøde på samme tid er 8 år. Det er ikke altid muligt, men stil efter, at der går så mange år som muligt.

Vinterbeskæring af vinstok – VIDEO

Vinterbeskæring af vinstok – VIDEO

Beskær vinranken i juleferien

 


Det er nu du skal beskære din vinranke i drivhuset

 

 

UDNYT VENTETIDEN

Nogle har fået en ufrivillig tidlig juleferie, eller er blevet sendt hjem til skærmen for at arbejde videre. Vi holder vejret, krydser fingre og venter med øget spænding på, at landets smitteniveau falder og vi igen kan se frem mod et nyt år, der giver os den frihed, som vi må indrømme, at vi er temmelig afhængige af. Ventetiden kan vi bruge på at få lidt frisk luft – vejret er dejlig mildt, og når vi nu alligevel ingen sne får, så er det da rart, at det er til at holde ud at være udenfor.

 

TID TIL BESKÆRING

Hvis du også er så heldig at have en dejlig vinranke i dit drivhus, så er det fornuftigt at få den beskåret inden det nye år starter. Lige nu er alle bladene faldet af, og resterne af klaserne hænger visne og svampebefængte tilbage.

Jeg har lavet en video om beskæring af vinranken om vinteren, og du finder videoen via dette link.

 

IKKE ALT SKAL BESKÆRES NU

En runde i haven kan også byde på andre gøremål, hvor saksen kan være svær at holde i hvile. Roserne kan du godt klippe i – men du skal nøjes med at klippe blomsterknopper af, resten af toppen skal stå frem til april næste år. Hortensiabuske har fine visne blomsterstande, og dem må du gerne klippe af, men undlad at gøre mere ved planterne nu.

Frugtbuske som ribs, solbær, hindbær og blåbær samt brombær har godt af at få fjernet et par af de gamle grene helt fra bunden. Det vil sikkert være ok at gøre det nu, for vinteren ser ud til at blive mild, men venter du til februar/marts er også ok.

I staudehaven står en del visne toppe. Det kan godt se lidt rodet ud, og måske har du det bedst med, at planterne er klippet ned og bedet er klar til næste sæson. Mange af de visne toppe har en del frø fra blomsterstandene, og disse frø er god næring for fuglene – hvis du klipper toppene af, så læg dem i en stak i haven – så kan fuglene søge ly og spise de næringsrige frø.

Nye tider

Nye tider

Sommertiden er slut

 


Natten til søndag d. 25. oktober skal urene og havemøblerne tilbage

 

ER HAVESÆSONEN SLUT?

Hvert år slutter sommertiden den sidste søndag i oktober, og det er i år natten til søndag d. 25. oktober. Udover, at der går lidt mere kludder i det med tidspunktet, hvor solen står op og går ned, så er sommertidens slutning også en reminder på, at nogle af havens gøremål er ved at være oppe over.

HAVEMØBLERNE

Mange husker sommertidens regler med havemøblernes rejse fra i marts måned at komme frem (uret sættes 1 time frem) til at havemøblerne den sidste søndag i oktober skal tilbage (uret sættes 1 time tilbage). Uret skal vi alle indordne os efter, men hvorvidt du sætter dine havemøbler ind, må du jo selv bestemme. Efteråret er jo ganske mildt og frosten ligger langt ude i vejrprofeternes horisont, solens stråler varmer dejligt, så måske er det godt at lade nogle af møblerne stå lidt endnu. Nogle havemøbler behøver faktisk slet ikke komme ind (dem af plastik), mens de fleste har godt af at tørre lidt op og komme i ly for årstidens nedbør.

GEORGINERNE

Har frosten været forbi og ødelagt georginernes toppe, så er der ikke så meget at være i tvivl om – knoldene skal op. Kan du stadig finde blomster til vaserne, så kan du sagtens lade planterne stå. Hvis du vil være sikker på, at knoldene til næste forår gror frem igen, så er det en god idé at tage fat på at få dem gravet op nu.

TIPS – sæt en farvet tråd omkring basis af planten – trådens farve skal matche blomsternes farve. Nu ved du hvilke knolde der skal stå sammen til næste år. 

DRIVHUSET 

Har du haft travlt med at dyrke tomater og agurker i dit drivhus, så er det også ved at være tid til at få ryddet op. Meget af toppen er ramt af nedbrydningssvampe, og det går meget langsomt med modning af de sidste tomater. Det er en rigtig god idé at gøre grundigt rent, for sprosser og sprækker kan gemme på både skadedyr og irriterende svampe. 

Et rengjort drivhus er eminent til at overvintre krukker og lidt sarte planter gennem vinteren. 

Ny video

Ny video

Beskæringsvideo

 

Nu er der gået to år og træet skal beskæres  

I sidste uge kunne du se denne video, hvor jeg plantede et frugttræ. Nu er der gået to år, og i en ny video viser jeg, hvordan jeg beskærer selv samme frugttræ. Videoen er lidt længere end dem, jeg normalt laver, men der følger også en del forklaring med, når man skal i gang med beskærersaksen.

Du kan se min video, hvor jeg viser hvordan du kan beskære dit unge frugttræ via dette link

Sådan gør du:

  • Fjern først de nederste grene som hænger så lavt, at de rører jorden
  • Sørg for en god og skarp saks eller ørnenæb
  • Beslut dig for, hvilket skud, der skal danne kronen
  • Reducér grenene, så årsskuddene står tilbage med 1/3
  • Ret træet op med en pæl, hvis det er nødvendigt

Rigtig god fornøjelse!