fbpx
Haveskrald og sunde æbler

Haveskrald og sunde æbler

Gul monilia æble

Det er ikke alle havebilleder, der er lige smukke. På billedet ser du et æble angrebet af svampen Gul monilia

 

Haveskrald

De fine sommerdage her i begyndelsen af september har motiveret mange til at komme i haven, hvilket jo altid er rigtig dejligt og nyttigt. I sidste weekend var jeg til familiefødselsdag i et boligkvarter nord for København. På næsten hver villavej stod der en affaldscontainer, der var i gang med at blive fyldt op med grene, hækaffald og nedfalden frugt.

For planterne gror og selvom vores haver er skønne at færdes i og leve med, så er en trimning altså indimellem nødvendig.

Tidspunktet er helt perfekt. Planterne er stadig i vækst og der er endnu en månedstid til de første høstfarver dukker op. Når man klipper og saver grene af her i september måned, så kan planterne forholdsvis let ”reparere” sig selv – netop fordi de stadig har saftstrømninger op og ned i planten.

Kompost i hånd

Værdifuldt affald

Som de gode affaldssorterende borgere vi er, sorterer vi også haveaffaldet. MEN burde affaldet ikke bare blive i haven? Da min forbavselse over de mange store containere på villavejene havde lagt sig, så tænkte jeg alligevel positivt over situationen. Det er nemlig ikke altid muligt at få plads til store grene, afklippet efeu og hækaffald på en forholdsvis lille grund. Alternativet til den store container er bil med trailer i rutefart til genbrugspladsen – noget mere behageligt og praktisk med containeren ved fortovskanten. (og måske også mere bæredygtigt?)

Jeg formoder, at de mange kubikmeter haveaffald bliver fliset, formuldet og indgår i et bæredygtigt kredsløb, hvor det returnerer til moder jord i en komposteret version.

I min egen have

Her er saksen, saven og ørnenæbet også fundet frem. Buksbom er blevet klippet, de sidste hække justeret og nogle af de store træer er blevet beskåret. Tilbage mangler æbletræerne. Frugten skal lige modne, inden stigen sættes med retning mod kronen og de lange lodrette vanris klippes af (det har jeg nemlig ikke nået endnu). Desværre har jeg konstateret sygdom i nogle af grenene – de skal også beskæres mens der stadig er blade på grenene.

Desværre rådner en del af æblerne på mine træer. Det er svampen gul monilia, der er på spil. Jeg forsøger at rydde op under træerne og fjerner også ”mumierne”, der tørrer ind uden at falde ned. Alligevel er der alt for mange frugter, som ikke kan spises!

Derfor har jeg også besluttet at tynde mere ud i krongrenene i træerne – simpelthen for at give noget lys og et bedre luftskifte, der giver svampen forringede muligheder for at etablere sig. Beskæringsarbejdet kan jeg enten gøre nu eller vente til bladene er faldet af. Fordelen ved vinterbeskæringen er nemlig, at det er lettere at se, hvilke grene, der skygger for hinanden og derved gør kronen for tæt.

Og hvad så med haveskraldet i vores have?

Det meste bliver i haven, for både pindsvin, småfugle og en masse insekter har stor glæde af at boldtre sig i dyngerne. Det finere haveskrald kommer på komposten, mens grenene ligger under nogle af de store træer, hvor der alligevel ikke kan gro noget. Det skal dog siges, at haven omkring vores hus er temmelig stor og kan derfor ikke sammenlignes med villaerne i kvarteret nord for København.

Nyt GRATIS Haveglæder magasin

Nyt GRATIS Haveglæder magasin

Haveglæder Efterår

 

Haveglæder Efterår

Det er blevet tid til at hente det nyeste Haveglæder magasin.
Efterårets version har et stort frugttema. Pære, æbler, kirsebær og blommer findes i mange sorter. De fleste er samlet i dette nummer. Du har faktisk mulighed for at plante frugt, så du over en lang periode hele efteråret altid kan hente frisk frugt direkte fra træerne i din egen have. Der er nemlig stor variation af modningstid, lagring og smag. Frugt til at spise direkte fra træerne, og frugt, der kan gemmes og tilberedes til skønne retter.

Haveglæder Efterår gemmer også på gode råd om at lykkes med at lave egen kompost. Tips til at plantefarve uldgarn og inspiration til at bruge stauden Hosta, der findes i et stort og bredt sortiment. Du får også et bud på 10 forskellige planter, der naturligt danner kugler eller søjler – perfekt til haver, hvor der ikke er så meget plads.

Rigtig god fornøjelse!

 

Du finder den elektroniske bladre-version af Haveglæder Efterår via dette link

Opskrifter og planteinspiration

Opskrifter og planteinspiration

Havens Dag opskrifter

 

Efteråret er perfekt til at plante nyt

Jorden er lun og fugtig, vejret skifter med sol og regn – når du planter i efteråret, så kommer du foran og sikrer planternes etablering allerede i år. Du kan derfor nyde dine nye planter i haven ekstra meget – og mange af dem vil bidrage til skønne retter til dig og din familie eller venner fra næste år.

 

Havens Dag

I forbindelse med Havens Dag på søndag – eller Havens Dage (lørdag og søndag), så er der udarbejdet 8 forskellige opskrifter med gode tips, inspiration og idéer til at plante nyt i haven. Kig forbi i dit lokale havecenter eller find opskrifterne på www.havensdag.dk

 

Jeg er blevet inspireret af Mettes figenmarmelade med mandler – den er superlækker 😊

 

Opskrift figenmarmelade

Klik på billedet, så kan du selv downloade opskriften

 

 

Rigtig god fornøjelse 😊

Skal du noget d. 10/9?

Skal du noget d. 10/9?

Havens Dag

Denne dag fejrer de danske planteskoler og havecentre Havens Dag, og det er jo altid rarest at fejre en dag med mange gæster.

 

Hold derfor øje med dit lokale havecenter eller planteskole – måske sker der noget ekstraordinært netop til Havens Dag. Det er nemlig op til den enkelte butik, hvilke tiltag de gør for at fejre dagen, men fra brancheorganisationens (Danske Havecentre) lægges der op til ekstra meget fokus på ”Den nyttige spiselige have”. For har du spist fra din have i dag? Kan du spise noget fra din have året rundt? Et spændende tankeeksperiment, som faktisk godt kan udleves, hvis man fokuserer på planter, der ikke bare bidrager til pryd, men som også kan være nyttig.

 

Føde for andre

I øjeblikket modner æbler, blommer og anden frugt. Noget af frugten når at komme havens dyr til gode – andet når vi som mennesker at høste og nyde. Måske kan vi ikke høste spiselige dele af alle havens planter, men så kan planterne eventuelt glæde andre. Sommerfuglenes larver kræver fødeplanter, så de kan sikre den bred diversitet, minerfluer skal bruge bl.a. egeblade, så de kan lave nye generationer, galmyg prikker også hul og lægger æg til deres næste afkom. I det hele taget medvirker de fleste planter som fødeplanter for andre.

 

Konkurrencer på dagen

Til årets kampagne har 24 havecentre landet over valgt at udbyde to konkurrencer. Dem kan du deltage i, når du kigger forbi til Havens Dag. Den ene konkurrence er landsdækkende og præmien er et fint Halls Qube 66 drivhus (3,9 m2) fra Juliana. Den anden konkurrence er lokal, og her er præmien et sylte-bagesæt med skønne produkter, du kan bruge, når din høst fra haven skal tilberedes. Værdien er 995,- kr., samt et gavekort på 500 kr., som du kan bruge i det havecenter, hvor du deltager.

Du finder landkortet og listen over de 24 deltagere via dette link på www.havensdag.dk

Årets bedste plantetid

En god plantesæson

Havens Dag ligger netop her i efteråret, for efteråret er en god plantesæson. Jorden er forholdsvis lun og fugtig, så planterne har optimale vilkår at gro videre i. Det er også på denne årstid, at plantesortimentet er allerstørst. Planteskolerne kan nemlig kun nå at lave et hold planter hvert år, så til foråret kan nogle af planterne risikere at være udsolgt.

Mættende muffins – Opskrift

Mættende muffins – Opskrift

Æblemuffins Opskrift

 

Brug den overskydende frugt til disse muffins

I forbindelse med kampagnen ”Havens Dag”, som hvert år finder sted d. 2 søndag i september, har jeg bidraget med min opskrift på disse solide muffins. Pak en i børnenes madpakke – nyd dem nybagte og gem resten i fryseren og servér dem til gæster, der dukker uventet op.

Opskrift på grove æblemuffins

3 æg
1½ dl sukker
2 dl grahamsmel eller grov spelt
2 dl hvedemel
2 dl havregryn
3 tsk. bagepulver
1 tsk. vaniljesukker
2 tsk. kanel
2 dl valnøddekerner – eller hasselnøddekerner
3 dl skyr
2 dl solsikkeolie/rapsolie
2 æbler (revet)
2 æbler (skåret i små tern)

 

Start med at rive og skære æbler ud. Hak valnøddekernerne i grove stykker.

Bland de tørre ingredienser i en skål (grahamsmel, hvedemel, havregryn, bagepulver, vaniljesukker og kanel).

Pist æg og sukker lyse, bland skyr og olie i. Rør indholdet af skålen med de tørre ingredienser i og kom til sidst æbler og valnøddekerne i blandingen. Sørg for, at det hele er rørt godt sammen.

Blandingen giver ca. 16 mellemstore muffins, som bages i en 180 graders ovn i 25 – 30 min.

Skadeligt stof i nedfaldsæbler

Skadeligt stof i nedfaldsæbler

Æble Discovery Haveglæder

 

 

Nedfaldsæbler med skadeligt stof

 

Det er næsten som slangen i paradisets have – bedst som man tror alt er godt, så dukker der alligevel en potentiel skadelig svamp frem.

Det handler om de æbler, som på denne årstid ligger under vores træer. Æbler, som enten er blevet fuldt modne eller er faldet af i et kraftigt vindstød. De skal helst ikke gå til spilde, men hvornår skal du holde dig fra dem?

Rådne æbler Patulin

Patulin

Det er navnet på det giftstof som rådpletter, der naturligt nedbryder æblerne, kan udvikle.

”- Hvis æblet har cirkulære og rådne pletter, så skal det smides væk. Hvis det er en sygdom, som udskiller patulin, kan det være en kræftrisiko”, siger David B. Collinge, som er professor ved Institut for Plante- og Miljøvidenskab på Københavns Universitet.

Har de nedfaldne æbler friske stødpletter, så kan du blot skære dem af og spise resten – er æblet begyndt at rådne, så er der ikke noget at gøre. Hele æblet skal kasseres.

Gem nedfaldsfrugten til havens dyr

Nedfaldsfrugten giver både pindsvin, fugle og insekter vigtig næring, så glæd dig over, at dine ubrugelige æbler gør nytte hos andre levende væsener. I vores have har vi mange dræbersnegle, og de er også fan af æblerne. De velvoksne snegle er nemme at få øje på, så med en skarp saks klipper jeg den lige over hovedet – de døde kadavere virker som lokkemiddel, og dagen efter er der endnu flere snegle, som jeg kan aflive. Ved hvert mord tænker jeg på, at der til næste forår er potentielt 400 færre snegle i haven – sådan!

Bor du i et område, hvor der er rotter, så vil det være bedst at skaffe æblerne af vejen. Rotter er nemlig svært glade for rådden frugt!

Fjern frugten under træerne

Når der ikke er flere frugter tilbage på mit træ, så rydder jeg op. Alle nedfaldne mere eller mindre rådne æbler samles sammen. Det gør jeg især fordi, der nemt kommer orm i æblerne. De små hvide larver kommer bl.a. fra æbleviklere, som overvintrer i frugterne under træerne. Oprydning hindrer – eller mindsker – angreb året efter.

 

Udvid frugtsæsonen i din egen have

Planter du forskellige frugttræer med forskudt modningstidspunkt, så har du over en længere periode frisk frugt. Tidlige – middeltidlige og sene sorter af både blommer, æbler og pærer kan du få råd og vejledning til i dit lokale havecenter