fbpx
På tur i naturen

På tur i naturen

Simreretter og sankeregler

NED I TEMPO
Det er LÆNGE siden sommerferiens fridage slap op, men heldigvis kan mange se frem til en uges fridage, når skolerne holder efterårsferie. Nu gælder det om at komme ned i tempo og få tid til at nyde hinandens selskab. Generationer mødes og laver forskellige aktiviteter sammen, mens gryden eller ovnen færdiggør simreretten, og det store puslespil fylder spisebordet. Brætspil bliver fundet frem, og hjemmebag med friskbrygget kaffe nydes i fællesskabet.
Efteråret handler ikke kun om planternes retræte – vi kan også nyde godt af, at dagene er kortere, og timerne foran brændeovnen eller i sofaen giver os mere ro og styrke til at stå vinteren igennem. Når luften i stuen bliver for iltfattig, så er det godt at finde en varm sweater og en lun hue frem, for en tur i skoven, haven, parken, langs vandet eller bare rundt i nabokvarteret gør godt. Naturens mange farver i efteråret lyser livligt op, og måske ligger der en glat hestekastanje i jakkelommen – fra sidste natur-tur.

PLANT ET TRÆ
Efterår er også lig med plantetid, så det er oplagt at bruge lidt tid på at få plantet det æbletræ, ambratræ, pilebladet pære, blommetræ eller japanske røn, som du har ønsket dig så længe. Jorden er stadig forholdsvis lun, og den megen nedbør, som september bød på, har sørget for, at der er nok med fugtighed, så træet nemt kan få sig etableret, uden du hele tiden skal vande.

GRÆSSET GROR LANGSOMT
Det har været en fantastisk sensommer for græsplænerne. De er grønne og frodige, og pasningen med slåning er stadig en ugentlig tilbagevendende aktivitet. Dog er græsset begyndt at gro langsommere, og det giver dig mere tid til at gøre andre ting. Det passer måske meget godt, for efter en lang havesæson, så er gassen ved at gå lidt af balonen, og havetrætheden begynder at indfinde sig. Sommertiden lakker mod enden, og tempoen kan med god samvittighed sættes ned.

NATURENS EGEN KUNST
Mange elsker heldigvis efteråret. Der er noget smukt i forfaldet. De farve løvblade, der falder mod jorden, dekorative kogler fra lærketræet og fyrretræet og de flotte glatte hestekastanjer, der er rare at have i jakkelommen, når man trasker en tur. De kreative havesjæle elsker denne årstid. Nu kan der bindes kranse og laves dekorationer. Børn og børnebørn kan sagtens være med. Limpistol, posca-tusser, en klump ler eller en halmkrans. De tørrede blomster er meget populære og løfter de fine dekorationer endnu højere op. 

SANKEREGLER
Man må i begrænset omfang gerne samle grene, kviste og løv der ligger på skovbunden, til privat brug. I offentligt ejede skove må man klippe grene og kviste af løvtræer, der er over 10 m høje. Dette gælder IKKE i privatejede skove.
Man må gerne klippe grene af væltede træer – både løv og nåletræer. Dette gælder dog ikke i bevoksninger, hvor der lavet pyntegrønt (gran og lign. til julepynt). Her må man hverken indsamle eller klippe grene og kviste.
Man må i begrænset omfang samle kogler, mos og lav til privat brug. Det svarer til ca. en bæreposefuld hver.

Frostfølsomme planter

Frostfølsomme planter

Nattefrosten kan være ødelæggende

 

Afrikansk skærmlilje skal beskyttes for nattefrost

NATURENS GANG
Der er slet ingen grund til at gå i panik, for det er naturens gang, at planternes retræte hjælpes på vej af de køligere temperaturer og dermed også nattefrost. De første gange, hvor temperaturen kan måles under 0-punktet varierer fra år til år. Det er også ret almindeligt, at der er store geografiske forskelle på, hvor nattefrosten rammer – sågar kan der være forskel på havens syd- og nordside. Dertil kommer længden på tidsrummet, hvor temperaturen er lav. Du kan opleve en nærmest pludselig sænkning af temperaturen i det tidsrum, hvor solen bryder horisonten. Måske varer det kun 30 min., inden solen har styr på temperaturen, men du når alligevel at registrere lidt rimfrost på græssets strå. De første nætter med nattefrost er sjældent HELE nætter med temperatur under 0 grader, og det har stor betydning for planterne.

DE SARTE PLANTER
Når der – som nu – varsles om nattefrost, så er der en gruppe planter, som du ikke ønsker skal lide en krank skæbne. Det er de sarte og frostfølsomme planter, som ofte står i krukker og ikke ligefrem er danske. Her tænker jeg især på de planter, som vi ser plantet ud naturligt i lande syd på. Middelhavsplanterne har slet ikke den genetiske hårdførhed, som vores “egne” planter har. Dog er det ikke sådan, at planterne vil dø, hvis de udsættes for minus 1 grad i et par timer en enkelt nat – her skal der langt længere tids frostvejr til, for at planten tager alvorligt skade. Igen er der stor forskel på, hvilke planter vi taler om. Er det et fint og stort oliventræ eller citrontræ, der har hårde vedagtige grene, eller er det en fin Bourgonvilla eller chokoladeblomst med meget sart vækst. Især chokoladeblomsten tåler ikke mange halve timers nattefrost, før den klasker sammen. Hvorimod oliventræet og citrusfrugttræer højst får lidt svidninger på bladene.

LISTER
Du kan finde mange plantelister på nettet, som jeg ikke skal gøre mig til dommer over rigtigheden af. Nogle ønsker at sætte deres figentræ frostfrit, mens andre i årevis har dyrket deres figen på friland HELE vinteren igennem. Alligevel får du her en kort liste over de planter, som helst skal i ly eller rykkes helt ind, før weekendens nattefrost rammer dem:
 

  • Afrikansk skærmlilje
  • Bægerranke
  • Chokoladeblomst
  • Citrusplanter
  • Duftgeranier og pelargonier
  • Echeveria
  • Englebasuner
  • Fuchsia
  • Georginer
  • Kanna
  • Laurbær
  • Mimosa
  • Myrte
  • Nerie
  • Oliven
  • Palmer
  • Diverse stueplanter, som har været på sommerophold på terrassen

TRÆK TIDEN UD
Der er længe til det igen bliver forår, så hvis du har mulighed for – i første omgang – at sætte planterne i ly i drivhuset, som tager toppen af den værste kulde, så har planterne faktisk bedst af at stå ude i naturens lys. Risikoen for nattefrost går hurtigt væk, og hvis det igen bliver mere stabile efterårstemperaturer, så har planterne det nu bedst, når der får masser af lys.

OPBEVARING
Ikke alle har et hobbydrivhus, færre er så heldige at have et orangeri (opvarmet drivhus), men mange har store vinduespartier i deres bolig. Planterne har virkelig brug for en masse sollys, og da vi jo godt ved, at det er en mangelvare de næste mange måneder, så er det vigtig at give dem så meget lys som muligt. Det går derfor ikke at sætte oliventræet ned i den frostsikre kælder – det vil hurtigt miste alle bladene – simpelthen fordi det ingen lys får.

Flere havecentre tilbyder at opbevare dine planter vinteren over. Her vil de passe dem, så de får al det lys, som de har brug for samt vand og lidt næring til at stå vinteren igennem med. Et sådan plantehotel er fyldt med private haveejeres flotte eksemplarer af middelhavsplanter, som de ikke selv har mulighed for at opbevare, men som de kan hente igen, når risikoen for nattefrost er ovre.

ANDRE SARTE PLANTER
Har du også lagt dahliaknolde, som du glædeligt har klippet masser af buketter af hele efteråret, så hører de også til de planter, der ikke tåler frost. Hvis du ønsker at beskytte dem mod frost, så er det en god idé at dække dem med en let fiberdug til frosten er ovre. Det samme gælder salaten i køkkenhaven, mens tomaterne i drivhuset blot skal beskyttes ved, at du får lukket vinduer og dør.

Æblets uge

Æblets uge

Derfor skal du plante æbler i din have

Æblets uge i dit lokale havecenter

For fjerde år i træk sætter de danske havecentre fokus på æbletræer til haven. Det foregår i dagene fra d. 7. – 13. oktober. Det er et oplagt tidspunkt at tale om æbler, for efteråret er et oplagt tidspunkt til at plante nye frugttræer i haven. Det er også på dette tidspunkt at mange af æblesorterne er modne, så man kan smage sig frem til en favorit. Benyt derfor lejligheden til at komme på planteskolen eller i dit havecenter, så planen om nye æbler i haven kan blive en realitet allerede til næste år.

Pynter på CO­2 regnskabet

Alt hvad du dyrker selv pynter på CO­2 kontoen. Når du erstatter indkøbte æbler, der er transporteret med lastbiler til butikken med æbler fra egen have, så har du allerede bidraget. Æbletræets tilvækst binder CO­2 i veddet og igen har du, helt uden indsats, gjort dit for vores fælles klode. Når træet springer ud med alle sine blomster i foråret, så er der igen point at hente. Æbleblomster tiltrækker insekter – især bier, og de trænger i den grad til opbakning, for bestanden af bier er stærkt nedadgående. Bierne flytter pollen fra træ til træ, så uden bierne ville du faktisk slet ingen frugt få (og der var ingen grund til at plante træerne). Vær opmærksom på, at æbler kræver en bestøversort for at få frugter. Ofte løses det når naboen har et træ på den anden side af hækken, men skulle du have problemer med bestøvning, så skal du kontakte din gartner og finde en ”makker” til dit træ.

Du kan se og læse meget mere her

Drivhuset

Drivhuset

Eftermodning af tomater

Når d. 1. oktober nærmer sig, så går det altså meget langsomt med modningen af tomaterne – selv om de står i drivhuset. Der er stadig mange tomater på planterne, men mange af dem er enten halvt modne eller helt grønne. 
Planterne har nu heller ikke så meget fart på, som de har haft. I deres højsæson kunne de næsten bruge en hel beholder vand (kapillærkasse) hver 10. dag, og nu går der nærmest 4 uger mellem hver vanding. 
Jeg gøder stadig vandet, når jeg fylder kasserne op. Planterne har jo stadig brug for næring, så de kan beholde væksten og fylde gode næringsstoffer i de endnu ikke modne tomater. 

HVOR LÆNGE KAN MAN BLIVE VED?
Det er ofte et spørgsmål om tålmodighed, for egentlig kan planterne jo bare blive stående til huset igen skal plantes til. Der kommer dog et tidspunkt her i haven, hvor krukkerne med de lidt sarte planter trænger sig på. Det sker som regel i november, så inden vi når så langt, så skal så mange af tomaterne som muligt modnes.

LÆG DEM I VINDUESKARMEN
Jeg har god erfaring med at plukke de tomater, der er begyndt at ændre farve ind, for så at lægge dem i vindueskarmen i et par dage. Varmen og lyset eftermodner tomaterne, som næsten får lige så dejlig smag, som de havde, mens de modnede i deres “normale” tempo på planterne. 

Oktober – Kvæde

Oktober – Kvæde

Guldæbler


Kvædetræ med store flotte guldæbler, som kan bruges til marmelade eller kvædebrød

Kvæders udseende er helt enestående. Hver og én har de deres unikke form med den guldgule farve og lodne overflade. Den hårde ydre skal beskytter det bagvedliggende frugtkød, og frugten synes hård som en sten.

 

Duften af kvæde kan godt dele vandene. Den sødlige helt specielle duft er svær at sammenligne med andre dufte. Mange børn bryder sig bestemt ikke om den kraftige duft, der opstår et par dage efter frugterne er plukket ned fra træet, mens de fleste voksne gerne indsnuser duften, når et par kvæder ligger til skue i en skål i den varme stue.

Vi er glade for at kunne dyrke kvæder i haven, og da træet er relativt nemt at have med at gøre, behøver der ikke være langt fra tanke til handling. Du kan vælge mellem kvædetræer med æbleformede kvæder eller kvædetræer med pæreformede kvæder. Begge bliver 3 – 5 m høje og ca. 3 m brede, men tåler beskæring som så mange andre frugttræer. Har du ikke så meget plads, så kan en japankvæde, der er mere kompaktvoksende og kun bliver 1 – 1,5 m høje også bruges. Frugterne på japankvæde er ikke så store, men kan anvendes som almindelige kvæder.

Vidste du at…

Kvæder er meget gamle kulturplanter fra Mellemøsten? De har været anvendt pga. frugterne, som især er blevet brugt til kvædebrød. Kvædetræer er meget kønne træer med store æblelignende blomster i maj måned. De aflange mørkegrønne blade farves gule inden bladfald i efteråret.

Kvæder bruges også som grundstamme til pæretræer. Kvæder er fuldt hårdføre og meget robuste træer til haven. Man kan vælge en navnesort af kvæde og få store flotte pære- eller æbleformede frugter.

Kog de modne rengjorte hele kvæder i ca. 45 min. Fjern skræl og del frugten for at fjerne kernehuset. Tilsæt ca. 5 dl vand og 500 g sukker til 1 kg frugt. Tilsæt korn fra 1 vaniljestang og kog frugtblandingen igen. Mos eller blend derefter til en ensartet masse. Nu kan du hælde blandingen på rengjorte glas til marmelade, eller du kan lave kvædebrød. Smør den færdige frugtgrød ud på et bagepapir og drys med perlesukker. Lad dem stå ved stuetemperatur under et klæde i ca. 1 uge, hvorefter de kan skæres ud til mindre stykker og nydes.

Sådan gør du

Plantning i almindelig havejord på en lys vokseplads.

Vanding i forbindelse med plantning og efterfølgende i tørre perioder. Kvædens rodnet udvikler sig hurtigt og vil snart være i stand til selv at finde vand. Giv træet gødning i foråret.

Pasning er minimal. Kun hvis du begynder at beskære dit kvædetræ, vil det være nødvendigt at fjerne opretvoksende skud hver vinter eller i det tidlige forår. Høst frugterne inden frost og opbevar dem frostfrit hele vinteren.