fbpx
Vinteren er hård ved de grønne stueplanter

Vinteren er hård ved de grønne stueplanter

Sådan passer du dine grønne planter om vinteren

 

En af de mest populære grønne planter er fingerfilodendron, som vises her på billedet. Især de unge har taget planten til sig, og de har heldigvis stor fornøjelse med planterne i deres lejligheder, på værelset eller i det nybyggede hus. 

Succesen med de grønne planter er stor. Det er forholdsvis nemme planter at passe, og så giver det masser af struktur og liv blandt møbler i hjemmet.

Alligevel er det ikke altid, projektet Grønne Planter lykkes. Især på denne årstid vil mange af dem ofte kaste bladene, få gule blade eller stå med visne bladkanter. Her kan du få en hurtig gennemgang af, hvordan man får succes med at passe de grønne planter vinteren over.

LYSFORHOLD
Ikke alle grønne planter stiller lige store krav til lys. Nogle er meget afhængige af at stå i nærheden af dagslys, mens andre er mere tolerante og kan stå i et mørkt hjørne. Du skal derfor sætte dig ind i, hvor din grønne plante helst vil vokse. Eksempelvis skal fiskebensplanter helst væk fra lyset, mens fredsliljer skal have masser af lys.
I vinterperioden vil flere af de grønne planter naturligt mindske deres bladmasse for bedre at kunne klare manglen på lys. Derfor er der flere blade som vil falde af eller bare visne væk.

KORREKT VANDING
Korte dage og gråvejr giver ikke planterne megen lyst til at gro. Faktisk vil mange af de grønne planter helt automatisk gå lidt i dvale om vinteren. Hvis du ikke får ændret på din vandingsmængde, så risikerer du, at planterne får alt for meget vand. Du ser symptomer på overvanding når planten får gule blade eller når stænglerne rådner.
For lidt vand giver visne og brune blade.

Løft på potten eller stik en finger dybt ned i jorden, så du kan mærke efter og få reguleret vandingen.

GØDNING
Når der ingen tilvækst er, så er behovet for gødning ikke høj. Hvis du vil sikre dig, at planterne får et minimum af gødning, så er det en god idé at lægge gødningstabletter eller gødningspinde ned i jorden. De frigiver gødningen meget langsomt og i takt med, at planterne bruger det.

TEMPERATUR
De fleste grønne planter skal vokse ved temperatur mellem 18 – 25 grader. Står de meget tæt på en radiator, så stiller det ekstra krav til deres styrke. I dit havecenter findes deciderede radiatorplanter, som er planter, der har en formidabel evne til at kunne udtørre helt uden at dø – i hvertfald ikke lige med det samme.

Grønne planter er ikke så sarte overfor træk, men har du for vane at lade soveværelsesvinduet stå åbent hele året rundt, så er det nok ikke lige her, du skal sætte de grønne planter – eller nogen plante i det hele taget.

GODE RÅD
Du er altid velkommen til at få gode råd hos din gartner i dit havecenter. Her er der masser af erfaring og løsninger, hvis du har problemer med at få dine grønne planter til at lykkes.

Hvad du ønsker skal du få

Hvad du ønsker skal du få

Ønskeplanter

 

Nedtællingen er i gang – i dag er vi over halvvejs. Om kun 11 dage går det løs, og de sidste juleønskesedler burde snart være landet i mailen, på en sms eller i messenger. Dem, der har alt, vrider hjernen for at finde en godt ønske, mens andre lader det være helt op til giveren at finde på en god gave.
 Står du og mangler en god gave til en ven eller et familiemedlem, så kan du evt. lade dig inspirere af planterne, som jeg herunder nævner. Måske er din have slet ikke stor – måske er den ikke anlagt endnu (hvis du lige har bygget nyt) eller måske er der ikke mere plads? Jeg har derfor opdelt mine forslag ud fra, hvor meget de fylder og skævet til mine egne drømme om nye planter i haven…

DEM, DER KRÆVER MEGET PLADS

  • Træer (hanesporetjørn, sydbøg, kirsebær, ambratræ, ægte kastanje, bitræ)
  • Buske (rødbladet hyld, blodribs, dronningebusk)
  • Stauder (hjortetrøst, violfrøstjerne, kvan)

DEM, DER KRÆVER LIDT MINDRE PLADS

  • Træer (japansk røn, søjleeg, æbletræ, koreakornel)
  • Buske (hasselbror, japansk troldnød, surbær, havehortensia)
  • Stauder (pileurt, elefantgræs, staudehirse, riddersporer, høstfloks)

DEM, MAN ALTID KAN FINDE PLADS TIL

  • Slyngplanter (klematis, kaprifolie)
  • Stauder (storkenæb i nye sorter, purpursolhat, staudesalvie, kærmindesøster)
  • Frøposer (frøkenhat, skabioser, stolt kavaler, evighedsblomst, jomfru i det grønne, sommerasters)

Hvis du ikke lige har et konkret ønske at gå efter, så er det også muligt at foræret et Have-Gavekort fra dit lokale Havecenter. Bor den glade modtager ikke i din nærhed, så har de fleste havecentre en fælles løsning, så man kan handle hos deres kollegaer andre steder i landet.

Find dit lokale havecenter her

Sådan overlever dine julestjerner

Sådan overlever dine julestjerner

Pasningsvejledning til julestjerner

 

JULENS BLOMSTER
Vores dejlige julestjerner fascinerer med dejlige farver på plantens højblade, der står flot i kontrast til den populære potteplantes mørkegrønne blade. 
Dagene er blevet ultrakorte, og temperaturen er stadigt faldende. Mange opnår at bringe julens stjerner helt ind i det nye år, men andre kæmper med at undgå bladfald og svedne bladrande.

UNDGÅ TRÆK
Julestjernens latinske navn er Euphorbia pulcherrima, og planten kommer fra Centralamerika, hvor planterne er meter høje. Den tåler ikke stærk kulde – og især træk er den særdeles sart overfor. Skulle du falde for de fine stjerner udenfor en butiksindgang, så er det derfor særdeles risikabelt. Julestjerner skal sælges indefra en butik.

KORREKT VANDING
Når planter begynder at tabe bladene, så tænker man straks åh nej, har jeg ikke fået vandet i tide? Vi vil så gerne gøre det bedste for vores planter, så de får ekstra med vand, og netop for meget vand er den største trussel for julestjernen.
Julestjernen er fra naturens side meget beskeden. Den har vænnet sig til at gro under forhold, hvor der ikke altid er så meget vand tilrådighed. Derfor skal dens behov for vand reguleres, så den ikke får for meget.

VAND LIDT
Hvis man hveranden dag giver planterne “en sjat” vand, så vil potteklumpens fugtighed opretholdes uden at vandet løber helt igennem. Man skal undgå at der står vand tilbage i skjuleren eller underskålen – så har de fået for meget vand.

VAND GRUNDIGT
En anden metode er at sænke hele potten ned i en balje med vand og lade den suge al det vand, som den kan. Efter 20 min. kan potten returneres til skjuleren, og nu kan der gå op mod 1 uge, inden samme metode benyttes.

En julestjernes rodklump har det bedst, når top og bund er næsten tør, mens hjertet i midten er vandmættet.

Korrekt fuglefodring

Korrekt fuglefodring

Undgå farlig fuglefodring

 

Det klassiske foderbræt er en sygdomsspreder, og plastiknettet om mejsekugler er til fare for alle havens dyr. Med udgangspunkt i Dyrenes Beskyttelse guide til en mere sygdomsfri og tryg have for fuglene igennem vinteren, får du her nogle forslag til, hvordan du bedst fodre havens fugle.

Problemet opstår, når fuglene skider samme sted, som de spiser, og det kan resultere i sygdomsspredning. Desuden så er de klassiske mejsekuglers indhold af bl.a. hvedekerner, som mejserne alligevel ikke gider, pakket ind i plastiknet, der er til fare for havens dyr og som forurener. 

Michael Carlsel, biolog hos Dyrenes Beskyttelse mener at: “I stedet for foderbrættet og mejsekuglerne bør man finde mere dyrevenlige metoder til at fodre havens fugle. Man bør gå over til foderautomat, ophængte fedtkogler og æbler udlagt på græsplænen”. 

Gode råd til brug af foderautomat:

  1. Anskaf en foderautomat uden trug, så fuglene ikke skider i maden.
  2. Fyld kun foderautomaten med én slags frø, da fuglene ellers sidder og fisker efter deres favoritter og smider de andre væk, hvilket kan udvikle sig til frø-spild.
  3. Placér altid foderautomaten tæt på buskads, da fugle foretrækker at kunne komme hurtigt i sikkerhed.

Hvilke frø til hvilke fugle?

Der er et stort udbud af fuglefrø bl.a. i dit lokale havecenter eller planteskole. Frøene afgør, hvilke fugle, der kommer og spiser. Hampefrø er for de fugle, der bliver og spiser på stedet. Spurve, finker og stillitser, mens solsikkekerner er for fugle, der pendler mellem skjulested og foderautomaten. Blåmejser og musvitter vil helst spise i deres skjul. Hænger foderautomaten i umiddelbar nærhed af et godt skjulested, vil disse fugle have god glæde af disse frø.
 

LAV DINE EGNE FEDTKUGLER

Det skal du bruge:

  • Kogler (fyrrekogler er mest egnede)
  • Natursnor
  • Økologisk fedt
  • Økologisk havregryn

Sådan gør du:

  • Anskaf 4-6 kogler enten ved køb eller familie-ekspedition til den nærmeste skov. Lad koglerne stå indenfor i nogle dage, så de åbner sig.
  • Bind en løkke i enden på de åbnede kogler, så de kan hænges op i haven.
  • Bland fedt og havregryn (mere af det første og mindre af det sidste). Vurder selv efter blandingens konsistens, hvorvidt der skal tilsættes mere fedt eller havregryn. Den ønskede konsistens er klæbrig og fast.
  • Tag en kogle og stop fedtblandingen ind mellem kogleskællene.

Koglerne er nu klar til at blive hængt op i haven.

JULE – FUGLEMAD
Jeg lavede sidste år nogle skønne figurer af fedt blandet med havregryn og forskellige frø som jeg bruger, når jeg laver min egen mysli (solsikkekerner, sesam, græskar og hørfrø). Et sjovt projekt, som du sagtens kan lave sammen med børn og børnebørn – og fint ser det ud, når de hænger i træerne

Du kan finde mit blogindlæg om emnet her

Vinterstorme – det skal du gøre

Vinterstorme – det skal du gøre

Hold på hat og briller

STORMVEJR OG KULDE
Med udsigt til et par dage, hvor vi får forsmag på vinteren, så gælder det om at få reddet havens “løse dele” inden det flyver ind til naboen. Sneen daler i skrivende stund ned fra en grålig himmel, og de lave temperaturer kræver godt med overtøj, huer og handsker. Kulden bider i næsetippen, men den friske luft gør også godt.

TRÆER MED PÆL
Nyplantede træer – eller træer, der står plantet med støttepæl kan godt være udfordret i sådan en vejrtype. De bindinger, som du satte på, da du plantede trænger til eftersyn. Måske er de gået op eller er blevet for stramme. I dit havecenter kan du få gode materialer til at løse opgaven, og her kan gartneren også forklare dig, hvordan du fæstner dit træ bedst.

SLYNGROSER
Høje og brede eksemplarer af overdådige roser er også udsatte i blæsten. Roserne er løbende bundet ind til stativ, pergola eller snore. Nu hvor bladene er faldet af bør du kigge bindingerne efter, så de ikke skader planten, hvis den presses ud af form af blæsten. Undlad at anvende en for skarp tråd – du kan finde velegnede bindematerialer på hylderne i dit havecenter.

VANDKANDER OG REDSKABER
På plænen skal trampolinen afmonteres, med mindre den er gravet ned. Fodboldmål og legeredskaber skal i ly for vinden, og har du glemt en vandkande eller nogle haveredskaber, så ind med dem også.