fbpx
Gør klar til jordbærtid NY VIDEO

Gør klar til jordbærtid NY VIDEO

Jordbærbedet gøres klar

 


Nye bær på vej – lige om lidt…

 

Et sørgeligt syn

Jeg har godt nok gået og kigget lidt bekymret på jordbærrækkerne, som efter de mange frostklare dage i denne vinter, slet ikke så godt ud. Brune og visne blade og ingen livstegn. De fleste vintre beholder jordbærplanterne deres blade grønne, men lige i år ser det anderledes ud. Jeg har med vilje ventet, for jordbærplanternes rødder stikker ikke så dybt, så i det tidlige forår vil jeg ikke rode rundt i planterne.
 

Nye skud på vej

Den sidste uge har gjort sit til at jordbærplanterne er kommet i groning. Rødderne er så småt i gang, og hjerteskuddet danner fine nye grønne blade, og snart dukker de smukke hvide blomster med tydelige støvdragere op. Nu er det tidspunktet, hvor jeg sætter mig mellem rækkerne med en god skarp beskæresaks for at klippe de visne blade af så tæt ved basis, som det er muligt.

Udløbere fjernes

Jordbærplanter formeres sig ved at danne lange strenge, hvor der i enden dannes en ny plante, der slår rod. Det bliver hurtigt til et tæppe med små og store jordbærplanter i et miks. Jeg har det bedst med, at planterne står nogenlunde lige i rækker, så alle udløbersmåplanterne graver jeg op og kasserer.

Nye planter

Jeg tilkøber altid nye friske jordbærplanter fra havecentret. Hvert år sløjfer jeg 1/3 af mine planter (de ældste) og planter en tilsvarende ny mængde planter. Årsagen til, at jeg vælger at købe nye planter er, at jordbær ofte tiltrækker diverse sygdomme, og dem vil jeg ikke selv være med til at opformere. Når jeg køber nye friske jordbærplanter, sikrer jeg at planterne i min have altid er sunde og giver de flotteste bær.

Video, hvor jeg viser, hvordan du klipper visne blade væk fra jordbærplanterne

Ramsløg – OPSKRIFT

Ramsløg – OPSKRIFT

Kryddersalt – ramsløg

 

OPSKRIFT

Tag lige dele af ramsløg og groft køkkensalt. Skyl ramsløgbladene og tør dem i et klæde. Kom skiftevis salt og blade i en blender. Når alle blade er findelte får du denne meget grønne masse.

Den skal fordeles på en bageplade i et tyndt lag og i en ovn på ca. 100 grader varmluft. Efter ca. 30 min. kan du begynde at røre lidt rundt i massen, og når det er tørret helt ind, er det en god idé at kvase saltklumperne med en kagerulle – evt. med bagepapir omkring saltet.

Nu kan du opbevare kryddersaltet i en lufttæt beholder og der er nærmest ingen udløbsdato

Laver du en større portion vil tørretiden være længere.

Sådan beskærer du roser – se video

Sådan beskærer du roser – se video

Sådan beskærer du havens roser

 


Rosensorten ‘Rhapsody in Blue’ kan beskæres nu

 

Nu er det tid til rosenbeskæring

Her i haven har vinteren gjort sit til, at roserne trænger til at blive frisket op. Mange af planterne har visne grene og ser faktisk noget triste ud. Det er især buketroser, bunddække roser og de storblomstrede. Anderledes stærke synes buskroserne og klatreroserne at være. Her er grenene kraftigere og mere modstandsdygtige overfor vinterkuldens udtørrende vinde.
 

Regler og tips

Roser er også planter, så hvis du ikke orker at beskære dem, så kommer de helt automatisk med nye blade, stængler og blomster. Ønsker du at få rosenbusken til at være mere blomsterrig og smuk, så er det her i april godt at lave en beskæring af planterne. Det er vigtigt at du lader roserne stå nøgne hele vinteren, for når kulden bider, så vil de korte stabbe efter tidlig beskæring være i risiko for at ødelægge fremtidens skud. Står rosen med lange skud helt frem til april, så vil der oftere være godt med grokraft tilbage i bunden af busken.

Sidste år var der ikke mange skader på roserne, og her lavede jeg denne video, hvor du på blot 2 min. kan se, hvor enkelt det er at beskære buket- og storblomstrede roser.

Herunder kan du læse, hvordan jeg anbefaler beskæring af andre typer roser:

BUNDDÆKKEROSER

  1.  Klip alle visne skud af
  2. Ældre planter forynges ved at fjerne ca. 1/3 af de ældste og tykkeste skud (typisk 1 – 2)
  3. Reducér længden af grenene med ca. 50%

KLATRE- OG SLYNGROSER

  1. Klip alle visne skud af
  2. Tjek opbindingen og bind evt. nye hovedskud ud, så de bliver mere vandrette
  3. Ældre planter forynges ved at fjerne ca. 1/3 af de ældste og tykkeste skud 
  4. Reducér længden af hovedgrene, hvis planten kræver for meget plads
  5. Hovedgrenenes sidegrene danner blomsterne. Studs visne skudspidser, men lad sideskuddene sidde

HISTORISKE ROSER/BUSKROSER

  1. Klip alle visne skud af
  2. Ældre planter forynges ved at fjerne ca. 1/3 af de ældste og tykkeste skud (typisk 3 – 4)
  3. Reducér længden af hovedgrene med max. 1/3

 

ROSENPLANTETIDDu kan med fordel plante nye roser her i april måned. Jorden er stadig kølig og fugtig, hvilket sikrer en god etablering. Dit lokale havecenter har altid et stort udvalg af roser.

Pas på de sarte planter

Pas på de sarte planter

Sne og slud er hårdt for nogle planter

 

Vinteren er på visit

Man har altid sagt, at april måned er en rigtig vejrmæssig drillende måned, og det må vi godt nok sande på en dag som i dag, hvor snefnuggene blæser rundt i et vejr, som er bidende koldt og helt gråt. Havearbejde bliver det ikke meget af, men en runde i haven er det da blevet til. 

Med kolde og røde kinder sender det tanker til havens mange planter, der for nogles vedkommende har vintergrønne blade, der har det svært med kolde vinde, for andres vedkommende står med blomsterknopper, der er lige ved at briste. Den fine gule vårguld (Forsythia) er mange steder i blomst, og det er vist ikke første gang, at dens forårsbudskab dækkes af hvide snefnug. Den klarer sig helt sikkert, for den er sej og robust. Anderledes tager det hårdt på de lidt mere sarte grønbladede planter som laurbærkirsebær og kammelia. Bag mine to krukker med Primula står en krukke med kammelia, og den er altså blevet rykket ind på den anden side af drivhusets beskyttende glas. Primulaplanterne har jeg ladet stå, for de er heller ikke sarte og klarer sig nok med lidt sne på.

Har du disse planter under åben himmel, så vil jeg kaste et klæde over eller flytte dem ind:

 

  • Ægte laurbær
  • Rosmarin
  • Afrikanske liljer (Agapanthus)
  • Citrusplanter
  • Oliven
  • Hørpalme
Sum sum sum

Sum sum sum

HUSK at bestøve sydfrugterne

 

 

Bierne holder vinterferie, så du skal selv hjælpe til

Lige nu står nektariner, abrikoser og ferskentræerne og blomstrer på livet løs. De gør de, hvis de lever deres tilværelse inde i drivhuset, mens dem, der står på friland først om et par uger springer i blomst. Det er vist også meget godt, for kulden gør ingen gavn, når der skal dannes frugter.

På billedet ses blomsten fra mit ferskentræ, som vokser i drivhuset (ved endegavlen). Blomstringen er i fuld gang mens snefnuggene danser på den anden side af ruden. Vinduet står åbent, for når solens stråler igen falder på glasset, så finder humlebier og andre bier vej ind til blomsterne – håber jeg.

I disse dag er temperaturen dog så lav, at jeg ikke tror på, at bestøvningen sker med hjælp fra bierne. Derfor har jeg fundet en lille pensel frem, så jeg selv kan flytte pollen fra blomst til blomst.
 

Selvbestøvende

Vi betegner fersken-, nektarin- og abrikostræer for selvbestøvende, men de har brug for at få flyttet pollen fra blomst til blomst for at sikre bestøvningen. Når planterne står i drivhuset er det derfor en forudsætning for god frugtbæring, at bestøvningen er god – og det er lige nu, du skal være klar til at lege bi.

Hvad er sydfrugter?

Sydfrugter er en fælles betegnelse for de frugttræer, der stammer fra landene omkring middelhavet, og som danner lidt mere eksotiske frugter end vores nordiske æbler og pærer. I mange egne af Danmark trives sydfrugter fint på en lun sydvendt mur, mens der i andre egne er for koldt. Derfor kan det være en fordel at plante sydfrugter i drivhuset.

Har du endnu ikke haft mulighed for at få plantet et træ, der kan berige dig og din familie med saftige hjemmedyrkede nektariner, ferskner eller abrikoser, så kan du med fordel plante et træ på denne årstid. Dit lokale havecenter har et fint udvalg af forskellige sorter, og der er altid god rådgivning at hente.