fbpx
September – Sølvlys

September – Sølvlys

Kender du sølvlys?

 

Staude sølvlys
De lange smukke blomsterspir på sølvlys dufter dejligt og er en insektmagnet, når den blomstrer fra september – november

 

Vi er gået ind i den første efterårsmåned, men det betyder ikke, at haven lukker ned for denne sæson. Du har mulighed for at sikre, at din have også blomstrer på denne årstid, når du vælger at plante stauden sølvlys.

 

Oprette blomsterspir

 

Sølvlys er en staude, der hver vinter visner helt ned. Under jorden vokser lodrette rodstængler, der i det tidlige forår dukker op med helt sammenkrøllede blade. Sølvlys fås overordnet med to forskellige løvfarver – de grønne og dem, der har mørke purpurfarvede blade. Begge typer har fine flersnitdelte blade, der dekorativt fylder op i dit bed helt frem til august, hvor der langsomt udvikles lange oprette flergrenede blomsterstængler, der vajer let for vinden. Blomsterstænglerne er stærke og skal ikke bindes op.

Når blomsterspiret er helt udviklet, åbner de kuglerunde knopper sig op og nu ses et mylder af små hvide blomster hele vejen rundt på blomsterstænglen. Dekorative hvide støvdragere får blomsten til at se fyldt ud. Der opstår hurtigt travlhed omkring de blomstrende sølvlys, for blomsterne tiltrækker bier og andre insekter.

 

En dejlig duft breder sig

”Hvad er det for en duft”, er en typisk kommentar, hvis du har sølvlys i haven. De lange blomsterspir udsender en meget kraftig duft, som kan fornemmes mange meter væk. Den tunge søde duft minder mest om stueplanten Gardenia, og har du lyst til at invitere duften indenfor, så er det muligt at klippe sølvlys til en buket. Dog er holdbarheden ikke særlig lang, så de fleste foretrækker nok at lade den stå i haven, hvor blomstringen står på helt hen mod november.

 

Flere størrelser

Sølvlys med mørke blade er meget populære, og når blomsten er på vej i udspring, så giver de mørke knopper i kombination med de helt rent hvide blomster en god virkning. Størrelsen på planter med blomsterspir varierer fra 50 – 180 cm, så der er lidt forskelligt at vælge mellem. Du finder sortimentet af sølvlys i dit lokale havecenter.

 

Sådan lykkes du med sølvlys

Sølvlys er en staude der ikke spreder sig. Den er trofast og kommer frem fra vinterens hi hvert forår, og med årene bliver den lidt større i omfang, men decideret spredning er der ikke tale om.

Placeringen i haven kan være alt fra fuld sol eller halvskygge. Vigtigst er det, at finde et sted, hvor jorden er god til at holde på fugtigheden. Det kan evt. være et nordvendt bed. Sølvlys tåler udtørring dårligt.

  • Grav et hul, der er 1½ gang større end den potte, som planten står i
  • Løsn jorden godt i bunden
  • Sørg for at potteklumpen er godt vandmættet og fjern så potten
  • Nu sænkes planten ned i hullet og den opgravede jord fyldes i
  • Justér planten, så plantehøjden passer med, at der dækkes til med ca. 2 – 4 cm jord
  • Vand til med mindst 5 l vand pr. plante, og sørg for at give din nyplantede sølvlys vand i tørre perioder de første år i din have
  • Vælger du at plante sølvlys i en krukke, så vælg én med stor volumen, så du nemmere kan holde planten opvandet

 

 

Hortensia i sensommerhaven

Hortensia i sensommerhaven

Magiske hortensia

 

Havehortensia
Lige nu lyser de syrenblomstrende hortensia godt op i haven

Sensommerens pryd

 

Havehortensia – eller syrenblomstrende hortensia – hedder på latin Hydrangea paniculata og den fås i et væld af forskellige former og farver.

Forklaringen på, at syren pludselig dukker op i navnet på denne plante findes i blomstens udformning – den har simpelthen næsten samme form som en syrenblomst. Her vil jeg dog holde mig til det danske navn havehortensia.

Havehortensia blomstrer allerede fra slutningen af juli måned og fortsætter helt hen til frostens indtog. Blomsten er altså dannet på indeværende års skud, og det er godt at skrive sig bag øret.

Oprindeligt stammer havehortensia fra Kina, Japan og Sakhalin, hvor man kan se prægtige eksemplarer af op til 7 m høje planter. Sådan går det ikke her, hvor havehortensia ofte bliver 2 – 2,5 m høje. Dog afhænger højden meget af sortsvalget, for nogle sorter bliver sågar kun 1 m. I dit lokale havecenter kan du se det store sortsudvalg, for du kan få havehortensia med hvide, cremefarvede, limegrønne og rosa blomster. Mange sorter skifter farve hen over efteråret, så der er rig mulighed for en stor oplevelse i haven med havehortensia.

Beskæring

Det er en god idé at beskære havehortensia for at bevare den kompakte form, men ikke mindst for at få mange grene og sidegrene, der kan danne blomster. Hvert forår inden bladene springer ud (marts måned) kan du klippe skuddene tilbage, så der kun er 1 – 2 knopper tilbage. 

Plantning

Find et solrigt sted i din have. Plant havehortensia i din jord – den er ikke kræsen. Har du meget sandblandet jord, er det en fordel at iblande plantejord, så du lettere kan holde planten vandet op. Hortensia er generelt lidt mere vandkrævende, end så mange andre buske i haven.

Vanding i forbindelse med plantningen er vigtig. Brug mindst 20 l vand pr. plante og sørg for, at jorden slutter godt til omkring planteklumpen. 

Til foråret gives en smule organisk gødning og der skal vandes i tørre perioder de første 2 – 3 år. 

Planter du i krukker eller kurve, så sørg for god stor rodvolumen, så du kan fylde godt op med vand.

Snegle i haven

Snegle i haven

Jagten går ind

Solhat med snegl

Iført handsker og skarp saks er jagten på havens uønskede gæster i den grad sat ind

Har du også brug for at nyde dine blomster uden uvelkomne slibrige snegle, så er det lige nu aktuelt at gøre en indsats for at mindske bestanden.

Ubudne gæster

Her i haven har der i mange år været mange snegle. Både dem med hus og især dræbersneglene (iberisk skovsnegl) synes godt om at være her. Selvom jeg ingen jagttegn har, så går øvelsen i øjeblikket ud på at regulere bestanden, så mængden af snegle bliver mindre. 

Nyttig viden

Dræbersnegle lægger de fleste æg i august og september. De er hermafroditter (har både hanlige og hunlige kønsorganer) og kan hver især nå at lægge 500 æg!
Netop dette høje formeringstal gør, at det er værd at slå dem ihjel. (gange 500 hver gang du slår én ihjel)

De fleste æg klækkes allerede inden vinteren og de små snegle graver sig ned i jorden, så de kan overvintre.

Sneglene har også naturlige fjender. Især i foråret, hvor sneglene er ganske små, æder løbebiller, tudser og fugle sneglene. Pindsvin er glade for snegleæggene, som de snuser sig frem til med de spidse snuder.

Indiske løbeænder og moskusænder er effektive sneglejægere, men skelner ikke mellem dræbersnegle og andre snegle.

Tips til bekæmpelse

  1. Giv ikke op. Selv om det virker nyttesløst, så er hver en snegl du får ram på med til at holde snegletrykket nede.
  2. Kig allerede i det tidlige forår efter tegn på, at der er snegle i haven. Er blomsterne på vintergækker hullede, så er en ny sneglegeneration på vej.
  3. Havens frodige planter skaber gode betingelser. Find sneglenes gemmesteder, så er det lettere at jage dem.
  4. Når duggen falder kryber sneglene frem fra skjul – gå en aftentur med saksen eller kniven.
  5. Klip eller skær sneglene over – det er den mest humane metode at dræbe dem på.
  6. Har du kompostbeholder, så benyt muligheden for at finde sneglene her.
  7. Skab gode vilkår for sneglenes naturlige fjender. Lad visne grene og andet haveaffald ligge tilbage i haven.
  8. Kom øl i bunden af mælkekartoner – det lokker sneglene til. Pas på du ikke drukner sneglene!
  9. Nematoder (Nemaslug) kan være en metode, der virker for dig. Når sneglene sluger nematoderne, æder de sneglen indenfra. Når sneglen dør, vil andre snegle æde kadaveret og nu kan nematoderne endnu engang æde en snegl. 
  10. Sneglekorn er effektive. De indeholder en jern fosfat forbindelse og er giftige for alle snegle. Anvend sneglekorn strategiske steder – de opløses hurtigt i fugtigt vejr. Tidlig udlægning i foråret er oftest mere effektivt end her i sensommeren, hvor sneglene er meget store
Blåbærtid

Blåbærtid

Dyrk selv blåbær

Blåbær

Det er en daglig fornøjelse at gå ud i rækken af blåbærbuske og plukke rigelige mængder til morgenmaden, madpakken og som en snack

 

August måned byder på mange gode spiselige frugter i haven. Blåbær er én af dem, og jeg har i årevis haft fornøjelsen af at plukke masser af blåbær på de otte buske, som jeg har plantet i min have.

Altid i surbund

Uanset om du planter dine blåbærbuske i højbede, krukker eller i din have, så skal du bruge en god kvalitets surbundsjord. Blåbær er nemlig surbundsplanter og vokser i samme jord, som bl.a. rhododendron. Jeg gravede en rende der var 80 cm dyb og ca. 1 m bred. I renden hældte jeg surbundsjord (spagnum) og plantede så mine otte buske. Det er ca. 10 år siden, og jeg har to gange “fyldt” op med frisk spagnum ovenpå bedet, da spagnum omsættes over tid og derved forsvinder. 

Bestøvnig

Blåbær bestøver sig selv, men du får et større udbytte, hvis pollen krydses med naboplanten. Jeg har 3 sorter med to planter af hver samt to enkelte planter i yderligere to sorter. Kunsten er at finde sorter, der nogenlunde blomstrer på sammetidspunkt, men i praksis oplever jeg ikke denne problematik – der er altid mange blomster, og der dannes altid mange bær.

Pasning

I forbindelse med plantningen var jeg meget opmærksom på at få vandet planterne godt – især i foråret, hvor der kan være langt mellem regnbygerne. Efter tre vellykkede år med masser af nytilvækst, har jeg faktisk ikke vandet planterne. De klarer sig forbavsende godt uden hjælp, men det skal også siges, at de står med tung lerjord omkring sig, hvilket sikrer fugtigheden.

Hvert forår giver jeg surbundsgødning til mine buske.

Beskæring af grene, der ligger henad jorden har været nødvendigt flere gange – anden beskæring bruger jeg ikke.

God blåbæris

Hos mine gode gartnervenner Bent og Laila fik jeg for nogle år serveret en skøn blåbæris – den kan varmt anbefales.

Lailas blåbæris

3 dl blåbær
3 spsk. sukker
3 æggeblommer
100 g flormelis
1 spsk. vaniljesukker
¼ l fløde
Blåbær og sukker koges, sigtes og afkøles. Æggeblommer piskes med flormelis og vaniljesukker og blåbærmassen vendes i. Pisk fløden til skum og vend forsigtigt de to blandinger sammen til den færdige is, der sættes i fryseren.

August – Sommerfuglebusk

August – Sommerfuglebusk

 

Sommerfuglenes busk

 

Sommerfuglebusk

Der er masser af underholdning, når sommerfuglebuskens blomster holder åben buffet for havens sommerfugle

 

I sensommerhaven er der stadig mange blomster, og nogle af de mest eftertragtede er blomsterne på sommerfuglebusken. Her flokkes mange insekter, og især sommerfugle får tanket op med næringsrig nektar fra de utroligt mange blomster, som netop denne busk når at danne.

 

Nem prydbusk

De fleste prydbuske er nemme at få til at lykkes i haven, og sommerfuglebusken hører til denne gruppe. Når først busken er plantet, så går alting helt af sig selv. Blomsterne dannes i løbet af foråret og sommeren, og er klar til at pryde busken fra august. I løbet af september og oktober aftager blomstringen, og tilbage ses kun de visne blomsterstande.

I milde vintre vækkes busken og det er ikke ualmindeligt at gå foråret i møde med grene, der er dækket af små bladrosetter, der venter på at springe ud.

 

Sådan beskæres sommerfuglebusken


Du behøver strengt taget ikke at klippe i din sommerfuglebusk. Hvis nogle af grenene visner i løbet af vinteren, så bryder den fra knopper, der sidder længere nede i busken. Skulle du have brug for at beskære busken, så den bevarer sin kompakte form og danner en god top, så skal du klippe busken tilbage hvert forår. VENT med at klippe til midten af april. Med dette lidt senere beskæringstidspunkt undgår du, at planten mister sin energi i vejrmæssigt kolde perioder henover vinteren og det tidlige forår. Vær ikke ked af at klippe grønne skud af – busken kan sagtens nå at vokse sig stor og kraftig med kaskader af blomster til august.

 

Hvide-rosa-røde-blå-violette


De populære sommerfuglebuske findes i mange sorter. Nogle af sorterne danner hvide blomster, andre rosa eller laksefarvede. De mange nuancer af lilla, violet og blå kommer til udtryk i rigtig mange forskellige sorter, mens den lidt mere sjældne røde sort er forholdsvis ny på markedet. Afhængigt af sorten, bliver sommerfuglebuskene mellem ca. 60 cm og de største kan nå 3 m.

 

Sådan planter du sommerfuglebuske


Du kan plante sommerfuglebuske hele året rundt, når blot jorden ikke er frossen. Her i august måned er det oplagt at plante de populære smukke buske – så får du det færdige billede med det samme. Har du lyst til at nyde din nye busk i en krukke, så er det også en mulighed. Den kan senere blive plantet ud i havens bed, hvis du ønsker det.

  • Grav et hul, der er 1½ gang større end den potte, som busken står i
  • Løsn jorden godt i bunden
  • Sørg for at potteklumpen er godt vandmættet og fjern så potten
  • Nu sænkes planten ned i hullet og den opgravede jord fyldes i
  • Justér planten, så planten dækkes til med ca. 3 – 5 cm jord
  • Træd forsigtigt jorden til og ret planten, så den står lige
  • Vand til med mindst 10 l vand pr. plante og sørg for at give din nyplantede sommerfuglebusk vand i tørre perioder hele det første år i din have