Forår Haveglæder
Snart er der blomster i jordbærbedet

 

Vær på forkant med…

  • Jordbærbedet. De visne blade klippes af og ukrudt luges væk fra bedet. Nu er der lys og luft til blomsterne, som bierne skal bestøve. Undlad at gøde jordbærbedet – læg evt. et lille lag kompost mellem rækkerne. Plant nye jordbærplanter – er de store og flotte, vil de allerede give modne bær til sommer.
  • Georgineknoldene kan dækkes med lidt jord og ”forspires” i drivhuset eller på en lun plads. Vær ekstra opmærksom på, at snegle elsker de nye skud. Forspiring af knolde giver tidlige blomster og gør georgineplanten ekstra stærk, når den i maj kan plantes ud i haven.
  • Ukrudt – altså uønsket plantevækst. Lige nu har det fremspirede ukrudt et svagt rodnet, så det er let at trække op. Rodukrudt som skvalderkål, brændenælder, tidsler, kvikgræs og snerler er det ekstra vigtigt at få fat i lige nu.

Haveglæder vintergækker

Du kan stadig nå at:

  • Grave vintergækkerne op, dele dem og få endnu flere til næste år.
  • Klippe vanris af frugttræerne.
  • Forså diverse blomster og grøntsager til senere udplantning.
  • Give plænen lidt ”forårsmotion”. Riv blade, grene og planterester op fra bunden, så der kommer lys og luft ned til græsset. Afslut med at gøde 3 kg naturgødning pr. 100 m2.

 

 

Forårsblomster Haveglæder

Husk at nyde det hele

Hold pauser og gå en tur i din have. Invitér en haveven og kig sammen på de mange blomster, nye skud, små mariehøns og småfugle, der hygger sig i planterne, hækken og træerne i haven. Bliv lykkelig, når nældens takvinge eller citronsommerfuglen blafrer forbi, og hils på rødhalsen, som gerne følger med, når du arbejder i haven.

Høst de første skud af ramsløg eller purløg til en dressing eller som grønt drys på æggemaden. Følg med i rabarberbladenes udvikling – snart kan der høstes til rabarberkompot eller en lille kage. Klip en buket tulipaner, narcisser eller perlehyacinter til havebordet, hvor solens stråler nemt kalder sommerstemningen frem.