
Og fyldt med store plamager af mos!
Jeg tror ikke jeg er eneste, der er lidt fortvivlet, når græsplænen betragtes her i det tidlige forår. Jorden er stadig meget kold og våd, så græsrødderne er ikke særlig aktive. Det gælder derfor om at have is i maven og tro på, at der stadig er liv i græsset, og at det snart begynder at vokse.
Det kan du gøre
Når du har forliget dig med, at det er for tidligt at begynde at reparere på den vintertrætte plæne, så er der dog et par gode ting, som du kan hjælpe plænen med:

- Riv nedfaldne grene og blade væk. Så vil sollyset nemmere finde vej og hjælpe med at sætte væksten i gang.
- Undlad at færdes for meget på plænen. Hvis du har brug for at køre med trillebør, så skal du finde nye spor – undgå at køre i de samme områder, som let bliver komprimerede og iltfattige.
- Er der områder i haven, hvor plænen har stået under vand eller er meget vandmættet, kan du med fordel prikke huller med en greb. Du skal ned i ca. 40 cm dybde. Det lufter jorden i rodzonen, og hjælper græssets rødder med at komme i gang med at vokse.

Den ujævne plæne
Her i haven har muldvarpefamilien holdt træf! Sådan føles det.
Antallet af gange og ”skud” er større end nogensinde, så vi har opgravet jord både i græsplænen og mange andre steder. Det er lidt upraktisk at få gravet så mange gange, og resultatet er en noget ujævn plæne.
Det må vi lige leve lidt med, men om ca. 3 uger er jordens temperatur så høj, at græsrødderne er i gang og vi kan tromle plænen mere jævn. Den opgravede jord forsøger vi at sprede omkring skuddene, for det mangler jo under jorden. Noget af jorden bruger vi til forspiring af grøntsager og sommerblomster. Den er nærmest ukrudtsfri og uden større sten.
Gødning er nødvendig
Der skal næring til græsset, så det kan udkonkurrere det mos, som er vokset godt til hen over vinteren.
Vi gøder efter dette skema:
Antal kg pr. 100 m2 plæne
| Tidspunkt | Naturgødning |
| April | 3 kg |
| Midten af maj | 3 kg |
| August | 3 kg |
Lapninger
Der vil uden tvivl være plamager, som skal sås til igen. Enten fordi mosset er dominerende, eller fordi der er svamp i græsset (sneskimmel).
Igen – der skal tålmodighed til. Vi skal frem til det tidspunkt hvor første græsslåning nærmer sig, før der skal rives mos af og eftersås.
Den rigtige frøblanding
Danmark er verdensmester i plænegræs. Ekspertisen inden for græsblandinger er meget stor, så du kan trygt besøge dit lokale havecenter og få vejledning i at vælge den rigtige græsblanding til netop din have. Glæd dig til sommerens mange stjernestunder med boldspil, solbadning, picnic på tæppet og fangeleg med børnebørnene.