fbpx

Haveglæder Forår
Inden længe kan vi plante forårets krukker til med skønne blomster

 

Kyndelmisse

Mandag d. 2. februar er det kyndelmisse – også kaldet kristi lysmesse.

 

”Kyndelmisse slår sin knude – vinteren er halvt ude.”

 

Traditionen blev udøvet ved at bære lys i kirken på denne dag, og netop lyset er det centrale ved denne dag. Her begynder lyset for alvor at vinde over mørket, og det har stor betydning for, hvordan planterne reagerer.

Et vendepunkt

Ved kyndelmisse er dagen endnu ikke længere end natten – det sker først omkring forårsjævndøgn den 20. – 21. marts. Det er fornemmelsen af mere lys, der er afgørende. Siden vintersolhverv omkring 21. december er dagen allerede tiltaget med ca. 1½ time, og solen står højere på himlen.

Det er nok til, at planterne begynder at reagerer. Knopperne på træer og buske begynder langsomt at svulme. Forårsløgene er meget tæt på at blomstre og de biologiske processer i rodnettet går i gang. Selv i år, hvor vi har en kold vinter, vil planterne være klar, når tiden er inde.

Gøremål i haven

Det er endnu for tidligt at udføre en hel masse havearbejde, men der er opgaver, du sagtens kan udføre i haven netop nu.

  • Klip grene ind til vasen. Hassel, pil, vårguld, blodribs og kirsebær springer nemt ud
  • Tjek havens redskaber og gør dem klar til en ny sæson. Måske kræver det slibning, smøring og nye reservedele
  • Kig forbi dit havecenter og kig på frøposerne – planlæg, hvad du vil så til den nye sæson

Haveglæden stiger

Kyndelmisse markerer også et mentalt skifte. Haven er på vej mod foråret, hvor alt spirer og gror. Langsomt vækkes både tanker og handlinger – helt på naturens præmisser.

Giv dig selv tid til at gå ture i haven. Kig under buske og visne stauder. Der er masser af krible-krable-liv, og måske sidder mariehønen klar til at fange de første bladlus på roserne?