
Er havesæsonen slut – eller er den startet igen?
Hvornår kan man plante i haven?
Det er et rigtig godt spørgsmål.
Barometeret viser nogenlunde samme vintervejr, som vi har været vant til de sidste år. Højtryk er forbigående, mens mere frontpræget vejr giver dage med gråvejr og regn. Der vil være dage med lave temperaturer og nætter med frost, men egentlig vinter er der ingen, der vil garantere.
Havesæsonen 2025 ser ud til at fortsætte året ud, og mon ikke vi allerede i starten af 2026 kan begynde den nye?
DERFOR er haven faktisk stadig åben for aktiviteter. Du kan sagtens plante, så længe jorden kan graves i. Måske skal du flytte planter, plante nyt eller beskære træer og buske.
Jamen, kan jeg købe planter?
Ja, er det korte svar. Mange havecentre har pakket deres planter i vinterhi, men der er både gartnere og planter til rådighed i de fleste havecentre. Det er dog altid en god idé at tjekke op på åbningstider og lukkedage, for personalet skal både efteruddannes, og der skal ny inspiration til havetrends og -planter, så der vil være dage, hvor du kan risikere at gå forgæves.
På indkøb
Jeg skal selv ud for at købe nye planter. Jeg har nemlig brugt et par timer på at fjerne en kedelig plante i haven. Min fine gamle buksbomplante var både angrebet af svamp, og for første gang fik vi (også) besøg af buksbomhalvmøl, som æder bladene. Nu er pladsen tom og klar til at blive plantet til igen.
Hvis du vil se, hvordan kampen med den gamle buksbom gik, kan du se med på denne video😊