fbpx

Øresnudebillens larverØresnudebillens larver æder af planternes rødder

Øresnudebillens larver

Billetklip i bladene og planter, der går ud fordi rødderne er spist. Øresnuden er en træls plage, men det er muligt at gøre noget ved det.
Den sorte bille lægger sine æg i jordoverfladen i juli-august måned. Æggene klækkes og larverne vokser langsomt til i efteråret – godt i skjul under jorden, hvor de æder af planterødder. Vinteren over ligger de i dvale i jorden og er klar til at spise sig endnu større i foråret. Inden længe forvandles de til voksne biller, som igen gnasker af bladene og lægger deres æg i juli-august. En ny generation er under vej.

Nematoder er øresnudebillelarvens naturlige fjende. De findes i jorden, og du kan booste antallet af nematoder ved at tilføre en ekstra portion. Bedste tidspunkt for anvendelse af nematoder mod øresnudebillens larver er når jorden er 10 – 15 grader varm (april – maj) og igen i september, når æggene er klækket og de nye larver vokser.

Rodukrudt

Vi kommer ikke udenom, at der er ukrudt, som er knapt så romantisk – som man ikke lige får bugt med efter en enkelt lugning.

Det er de typer ukrudt, som vi kalder rodukrudt:
Tidsler
Brændenælder
Snerler
Agerpadderokke
Skvalderkål
Mælkebøtter

Måske har du nogle af disse ukrudtsarter i din have?

Jeg har – og jeg jagter dem altid temmelig meget her i det tidlige forår inden stauder og buske har fået alt for meget fart på. Når først bedet er groet til, slipper jeg kontrollen lidt. Sådan er det, og jeg lever med, at der kommer lidt snerler i ribsbusken og skvalderkål mellem storkenæb.

Det er meget svært at komme 100% af med ukrudt i denne kategori, så det er bedst at slutte frem med ”skidtet” og ikke lade sig gå på af, at der er lidt uønskede planter hist og her.
Desuden er der mange insekter og sommerfugle, som har stor nytte af både mælkebøtter, brændenælder, tidsler og skvalderkål.

Snegle

Vi kommer ikke udenom, at der er glubske snegle, der kun venter på, at nye skud af georginer, lupiner og asparges dukker op af jorden. De fleste dræbersnegle er endnu meget små, men så er der jo voldsneglene, som mange desværre også plages af. De kravler nemt højere op i planterne – endog helt op i havens træer.

Sidste års mange rædselshistorier fra mange haveejere er ikke glemt. Køkkenhaver blev så raserede, at mange gav op!

Behovet for sneglefælder og sneglekorn er stort, og det er nu i det tidlige forår, at vi nemmest får de gode resultater, for sneglene er unge og mere modtagelige.

Hjælp derfor dig selv og din have med at få fanget/fodret sneglene, så havens plage ikke tager glæden fra havesæsonen.

Har du brug for en snak om din haves plager, så søg råd og vejledning i dit lokale havecenter.