Glæden er stor, når man selv kan høste kartofler
Jeg så, at en af haveejerne i mit nærområde i sidste weekend var i gang med at forberede jorden i køkkenhaven ved at dække den med plastik. Han ”varmer” jorden op, så kartoflerne snart kan komme i jorden. Jeg ved godt, at han sælger nogle af de tidligste kartofler i vejboden, og så gælder det jo om at være først for at få den bedste pris.
Læggekartofler
Det mindede mig om, at jeg skal i havecentret for at se efter spændende sorter af kartofler til lægning. Det er sjovt at eksperimentere med blå kartofler, rosafarvede kartofler og hvad jeg ellers kan være heldig at få. En enkelt pose læggekartofler giver mange måltider med faste velsmagende hjemmedyrkede kartofler. Her i huset dyrker vi kun dem, vi selv kan spise – og det gør vi med største velbehag.
Vi forbereder læggekartoflerne ved at forspire dem. Det kan du læse mere om i Haveglæders blogindlæg om emnet. Klik på dette link
Andre forårssysler
- Ramsløg er klar til salaten, men tilvæksten er stadig lille, så den store høst til pesto og kryddersalt må vente lidt endnu.
- Forspiring begynder først i marts hos os. Vi kan ikke nå at få passet de små bakker godt nok, hvis de spirer for tidligt. Marts måned er også fin til forspiring af de fleste grøntsager og blomster.
- Vinterens beskæring af for store træer og buske har været gøremål, som nu må afsluttes, så der kan blive tid til at klippe stauder, græsser og bregner ned.
- Drivhuset er ryddet, men det mangler stadig at blive rengjort. Ikke just en fornøjelse i processen, men bestemt en fornøjelse bagefter.
- Havemøblerne skal snart ud, så måske skal de kigges efter for manglende vedligeholdelse med maling eller olie.
- Meget af ukrudtet er frosset væk, men der vil helt sikkert dukke tuer af græs og andet godt frem, når stauderne er klippet ned.
- Ønsket om en kanelbusk, en papirbarkløn, den gule magnolie eller det opstammede japanske kirsebærtræ kan du også nå at få opfyldt inden havetravlheden for alvor tager fart. Marts måned er en god måned til plantning i haven.
Jeg venter med
- At beskære roser
- At beskære lavendler
- At beskære sommerfuglebusken
Lad dig inspirere af beskæring
Vinterbeskæring af prydbuske kan med fordel udføres som en foryngelsesbeskæring. Derved opretholder man buskens naturlige vækstform og samtidig sikrer man sig, at busken hele tiden producerer nye grene med masser af blomster. Vinter er en god tid at lave denne beskæring, da det er meget nemmere at se, hvilke grene, der skal fjernes.