Brug havens visne blade som dække
Nedfaldne blade er havens guld
De løvfældende træer har holdt fast på bladene ekstra længe i år. Det lune efterårsvejr har skubbet planterne naturlige tidspunkt for afmodning – deres vækstsæson har været længere. Det betyder, at der stadig sidder lidt blade tilbage på enkelte af havens planter, men frostvejret får dem til at slippe de sidste vedholdende blade.
Lander bladene på græsplænen, så skub dem ind under træerne eller saml dem sammen i en stak, så de kan kompostere. Har du en køkkenhave, så er det en god idé at dække den med de våde visne blade. Det giver god næring til regnorme og andre mikroorganismer, som til foråret skal hjælpe dig med at dyrke planterne optimalt.
Klip lidt af haven ind til julens dekorationer
Brug havens klip til dekorationer
Advent nærmer sig og det vrimler med inspirerende dekorationer og julede kranse på alle sociale medier og i butikker. De grønne grene fra gran, cypres, ene og cypres blander sig med kogler, nødder og frø fra træer. Der er lagt op til fri leg med de nålebærende planter i blanding med tørrede blomster, smukke bånd og flotte lys.
De fleste kan binde en krans eller sammensætte en dekoration på en klump ler – det kan både børn, børnebørn, onkler eller oldemødre. Det er tid til at mindes vores kære, som ligger på kirkegården, og her kan du selv binde eller dekorere med en bid fra din have.
Mangler du noget at binde med og af, så har havecentrene et bredt udvalg af alt, hvad du skal bruge. De har også færdige kranse og dekorationer.
Her beskyttes “abernes skræk”
Beskyt de sarte planter
Du har forhåbentligt flyttet dine urteagtige pelargonier, nerie og lignende eksotiske planter ind i frostfrie omgivelser. Middelhavsplanter som oliven er relativt hårdføre, men alle planter der er i citrusfamilien bør stå i temperaturer over 8 grader. Hørpalmer klarer også ”den smule” vinter vi er udsat for i denne uge, men bør beskyttes, når det igen bliver koldt.
- Flyt planterne på plantehotel
Gartnerier, havecentre og planteskoler rundt om i landet tilbyder at passe på dine sarte planter vinteren igennem. Det er en god løsning for især de meget store og dyre eksotiske planter.
- Flyt dem i uopvarmet drivhus
Det er også en løsning, hvis du isolerer dit drivhus og evt. varmer det op, når temperaturen dykker under frysepunktet.
- Pak dem ind i isolerende materiale
Det er også en mulighed at rykke de store krukker eller baljer ind mod husmuren, ind i carporten eller et udhus. De fleste eksotiske planter klarer sig ok uden lys vinteren igennem. Kom isolerende materiale omkring rodklumpen (evt. en vintermåtte) og investér i en isolerende hætte, som toppen kan beskyttes med, når kolde vinde truer med at skade planten.