fbpx

Snevejr Haveglæder
Når sneen falder tidligt hjælper den os

 

Naturens eget isolerende tæppe

I skrivende stund daler snefnuggene lystigt fra en gråhvid himmel. Endnu et lag sne tilføres haven, som de seneste dage er forvandlet til et sandt juleeventyr. Alting lyses op – selv på en grå dag, og selv om trafikken er ramt, så er det nu svært at finde noget negativt at sige om novembersne.

Ingen panik

Sne er, ifølge Wikipedia, porøst frosset vand, der i form af snefnug falder som nedbør. Hvert eneste snefnug er unikke – bygget op af snekrystaller. Dens fysiske form formår at holde stand, hvis temperaturen er under 0 grader. Falder sneen i mængder, så den danner et låg på jorden, så lukker den af for jordvarmen. For jordens temperatur er ikke i minus. Den ligger de fleste steder omkring 3 – 6 grader.

Det er derfor ikke nødvendigt at gå i panik, når vinteren melder sin ankomst på denne måde. Jeg vil tro, at selv dahlia-knoldene ikke vil tage skade af fortsat at være i jorden. Det samme gælder for rodfrugter som knoldselleri, rødbeder, persillerod og pastinak. Snedækket har nærmest omfavnet afgrøderne med en isolerende dyne, hvor temperaturen er konstant.

En vigtig reminder

Det betyder ikke, at vi sådan bare kan regne med, at alting ordner sig af sig selv. Måske vil næste vinterlige pust starte med frostvejr uden sne, og så er det en helt anden sag. Barfrost går i jorden og så vil de eksotiske dahlia-knolde sprænges og rådne op. Det samme gælder for rodfrugterne i køkkenhaven.

Når det markante vejrskifte smelter sneen og giver rigelige mængder nedbør, så planlæg at få gravet dahlia-knolde og rodgrøntsagerne op.

Kan man stadig plante?

Det korte svar er JA. Så længe jorden ikke er frossen, så kan du med fordel få plantet den bestilte hæk, drømmen om flere frugttræer i haven, roserne til pergolaen, bunddækkeplanterne under buske og træer, det nye smukke prydkirsebærtræ, som længe har stået på ønskelisten og den flotte vintergrønne plante, som lyskæderne skal monteres i.

Det er helt fint både at plante i havens jord, i altankassen, i krukkerne og hvor du nu ønsker dig, at der skal være bonus på oplevelser i den mørke tid, hvor vi får besøgt hinanden.