Du er her: Forside \ Menu_Item_Root \ Havebloggen

Månedens Plante i september

 




Den intense og krydrede smag af paradisæblegelé er svær at overgå
 

Perfekte træ med hele tre stjernestunder
 


Nysgerrige plantejægere hentede allerede for tusinde år siden nye spændende æblearter til Europa. Man kendte godt til spiseæblet, men de nye krydsninger gav spændende resultater. Det blev besluttet at samle dem alle under betegnelsen paradisæbler.

Små træer, der især er velegnede til mindre haver – sådan anbefales paradisæbletræet ofte. Det er nemlig moderatvoksende træer, som aldrig bliver kæmpestore i din have. Paradisæbler er spiselige, men det er først og fremmest prydværdien, man skal have fokus på, når paradisæbletræer plantes i haven.

Vidste du at…
Der ikke er mange planter, der som paradisæbler har hele træ stjernestunder om året? Fra slutningen af april måned og det meste af juni dækkes træet med tusinder af dejligt duftende æbleblomster. Du kan tage forskud på det smukke syn ved at klippe nogle grene af træet og drive dem frem i vaser.
Snart omdannes blomsterne til små bæræbler. Størrelsen af frugten afhænger af, hvilken sort du planter, men der findes paradisæbler, som kun har frugter i ribsstørrelse og andre, som får næsten lige så store frugter som pigeonæblet. Frugterne er utrolig smukke, men ikke nemme at spise direkte fra træet. Til gengæld er de eminente til at lave æblegelé af.
Når efteråret skifter til vinter, så ændres bladenes grønne farve til mere glødende gule, orange og rødlige farver. Paradisæbletræer får nogle af de flotteste høstfarver. Du kan også vælge at plante paradisæbletræer med purpurfarvede blade.
Paradisæbletræer bliver ca. 3 – 4 m høje og knapt så brede i kronen. Nogle sorter er mere søjleformede.


Sådan gør du

Plantning i almindelig veldrænet havejord i sol eller halvskygge. Brug en plantepæl til at støtte træet med de første år.
Vanding i forbindelse med plantningen er nødvendig. Brug 10 l vand umiddelbart efter, du har plantet. Opfølgende vanding er vigtig den første sæson i tørre perioder.
Pasning er enkel og nem. Gød hvert forår og beskær kun, hvis du vil ændre på træets naturlige vækstform.
 
 


Havens Dag d. 9. september




 

Mormors have uden WiFi


Nærvær og samvær er vigtige nøgleord i vores hverdag. Vi vil gerne genindføre tidligere tiders haver. Det var haver, hvor man samledes omkring kaffebordet eller frokosten i det grønne. Det var haver, hvor der ingen WiFi var, hvor far, mor og børn havde deres naturlige gang, og hvor der blev leget.

Det er farmors og mormors haver, hvor der blev lavet saft af rabarber og kogt gammeldaws æblekager. Det er her man hoppede i elastik og svingede sjippetov, gik på stylter og kastede bolde op ad husmuren. På gaden kunne man hinke med hinkesten, og måske legede man dåseskjul eller lavede sækkevæddeløb.

Haven blev flittigt brugt til at klatre i træer, slå vejrmøller og lave kolbøtter. Alle sanser var i brug, og tøjet nåede sågar at blive beskidt! Her blev der høstet ribs og man spiste sig en mavepine til i kirsebær.

Måske blev der også klippet blomster til vasen på havebordet eller indsamlet flotte blomster og blade til et herbarium – faktum er, at det var elektronfri zone, og det vil Havens Dag sætte fokus på med årets tema.

De danske havecentre holder Havens Dag hvert år i anden weekend af september. Hvert år har vi et tema, som mange benytter sig af, og derfor kan du finde alle de havecentre, som er med i kampagnen påwww.havensdag.dk

Nu vokser græsset igen - eller gør det?

 

 



Regn og lune sensommerdage har for alvor fået gang i græsplænerne. Græsslåmaskinen er kommet på arbejde og de mange flittige robotter har endelig fået noget at tygge i. 

Der er selvfølgelig stor forskel på, hvor hårdt ramte plænerne har været landet over, men også lokalt i haven er der store forskelle. Er det en skyggefuld have, så klarede græsset sig betydeligt bedre, end hvis plænen har ligge åbent med fuld sol. Forskellene er efterhånden udlignet, og vi har fået vores elskede grønne tæppe tilbage - eller har vi? 

Ny plantesammensætning
Plænegræs består af en lang række forskellige græstyper, og det er ikke alle, der er lige tørketålende. Den plæne, som sommerens lange tørkeperiode har efterladt, er langt fra den samme, som den der voksede i foråret. Plantesammensætningen er ændret, og måske er det blevet en noget grovere plæne.
 
Hårdt ramte pletter
Plænen er heller ikke ensartet, for der er mange huller, hvor græsset slet ikke er kommet igang igen. Her er der stadig brunt og fyldt med gammelt vissent græs. Helt frem til oktober har du mulighed for at rette op på de bare plamager i plænen. Det er med andre ord ikke et spørgsmål om at stresse for at få lappet hullerne, men omvendt er det ikke tilrådeligt blot at lade dem være. De åbne jordstykker danner nemlig hurtigt grobund for en masse ukrudt og så vil evt. mosdannelse også nemmere kunne etablere sig.

Hjælpen er at hente i dit havecenter
Her står gartnere klar til at rådgive dig i græsblanding, topdressing og gødskning af din plæne.

Du kan også læse mere om at så en Ny græsplæne
 

 
 
 


Plantesultne bede




 
Vi er nok mange haveejere, som frustreret har set på, at planter er helt døde i bedene. Værst er det nok gået ud over staudebedene, hvor mange af planterne er stærkt medtaget og desværre også helt døde.

Held i uheld
Når man så tager Ja-hatten på, så er det jo skønt at regnen har hjulpet de planter, som trods længere tids tørke alligevel lod sig genoplive. Det er også skønt, at vi netop nu har et helt fantastisk plantevejr, så hvorfor ikke få rettet op på skaderne og give de plantesultne bede nyt liv?
Jeg overhørte en samtale en dag, hvor to kvinder delte deres frustration over havens elendigheder. Den ene kvinde var tæt på at opgive alt, mens veninden blot konkluderede: "Så kan jeg endelig få plantet de planter, som jeg egentlig helst vil have, men som jeg jo ikke havde plads til før".



HVAD KAN MAN PLANTE NU?
Stauder til havens blomsterbede vokser hurtigt til og dækker også den bare jord. Der er mange at vælge imellem, og du får det bedste resultat, hvis du finder ud af, om dit bed står i fuld sol/halvskygge/skygge. Har du sandblandet jord eller meget lerholdig jord, er det også en vigtig faktor, når der skal vælges stauder. Mange af stauderne står flotte med blomster netop nu, men der er jo også en del, som naturligt blomstrer i juni måned, hvor haven meget gerne må være rigtig flot. Kig derfor altid på, hvornår planterne blomstrer.

Frugt findes i mange afskygninger. Æble-, pære-, blomme-, kirsebær-, figen-, nektarin-, abrikos- eller ferskentræer. Et væld af buske; ribs, solbær, stikkelsbær, jostabær, brombær, blåbær og hindbær. Jordbær, tyttebær, tranebær osv. Der er mange, mange muligheder for at bringe masser af spiselige planter ind i haven netop nu. 

Buske og træer.  Prydbuske med blomster i foråret, forsommeren, sommeren eller sensommeren - der er mange at vælge mellem. Blandt de stedsegrønne er der også rig mulighed for at blive inspireret til flotte skulpturelle planter i haven. De lave prydtræer kan med fordel bruges i de store krukker eller i et blomsterbed med lave planter. De høje prydtræer giver havens bede karakter og er med til at skabe en tredje dimension i haven.

Hække kan du også plante nu, hvis de plantes fra potter eller med rodklump. De barrodede hækplanter skal vente nogle uger endnu, for planterne skal lige afslutte deres tilvækst i planteskolen.

Havearbejdet kan igen begynde

 



 

Hverdagen har meldt sig hos de fleste, og den brugte ferie har for de fleste givet ekstra fregner på næsen og masser af timer ude. 

Det kan være hårdt at komme i gang med job, skole og få hverdagen til at hænge sammen. Mange eksperter giver deres bud på, hvordan vi kan undgå at blive stressede igen, og her kan havearbejdet nok være et godt værktøj. 

Stress af med havearbejde
Haveredskabsfirmaet Fiskars laver indimellem nogle store undersøgelser, og de har netop frigivet deres nyeste resultater, som viser, at havearbejde har en meget gavnlig effekt på europæernes velbefindende. Flere af de adspurgte mener nemlig, at havearbejde er lige så tilfredsstillende som yoga og sex. Og så er havearbejde den perfekte modpol til at skabe balance i en digital tidsalder.
 
”I løbet af vores dybdegående studie om havearbejde og haveejere i Europa har vi gang på gang bemærket, at mange ser havearbejde som en givende aktivitet i stedet for en sur pligt. Det ser i meget høj grad ud til at gavne dem rent psykisk”, siger Marika Orkamo, VP Brand & Marketing hos Fiskars.
 
Kløft mellem generationerne
Forskelligheder mellem generationer og haveviden ses i forhold til ældre generationers større viden om haveliv. Ni ud af ti adspurgte på tværs af Europa er enige om, at børn vil nyde godt af at blive involveret mere i havearbejde, og da hver ottende haveejer mener, at tid brugt på havearbejde er godt givet ud, så er der stor mulighed for at skabe grønne bånd mellem generationerne i de haveinteresserede familier.
 
Studiet involverede 1400 haveejere og deres forhold til havearbejde og velvære. De adspurgte kommer fra: Danmark, Finland, Frankrig, Polen, Sverige, Storbritannien og Tyskland.


TIPS
Gør ikke det hele på én gang. Start evt. i køkkenhaven, hvor der kan ryddes op efter den tørkeramte sommer. Hent frø fra dit havecenter og tag så børnene med i haven og så nye afgrøder

 
 
 


Plant jordbær nu




 
August er en rigtig god måned til at plante jordbær i. Sommeren 2018 har bidraget til mange desserter og retter med masser af friske jordbær, så hvorfor ikke dyrke de skønne bær i egen have?

Hvis du allerede nu tænker tilbage til juni måned, hvor de mange jordbær gjorde tilværelsen ekstra god, så er det nu, du kan gøre dit til, at der allerede til næste forår vil være bær på planterne. Jordbær er kortlivede planter, der allerede efter 3 - 4 år falder meget i udbytte.

Har du allerede jordbær i din have, så er det nu, du skal fornye nogle af dine rækker og plante nye friske jordbærplanter.


SÅDAN GØR DU
Køb friske planter i dit havecenter. Så undgår du problemer med diverse sygdomme, som jordbær desværre nemt kan mistrives under. Måske er det fristende at anvende nogle af de mange udløbere, som naboens planter danner her i august, men det kan stærkt anbefales at plante friske og sygdomsfrie planter fra havecentret.

Plantning i veldrænet og fint forarbejdet jord fri for ukrudt og store sten. Ibland gerne kompost, inden du planter. Plant altid i frisk jord, hvor der ikke tidligere har vokset jordbær. Plant så "højt", at du stadig kan se plantens hjerteskud. Afstand på 40 cm mellem planterne i rækken og en afstand på 1 m mellem rækkerne. 

Vanding i forbindelse med plantningen er nødvendig. Opfølgende vanding er vigtig den første sæson i tørre perioder, og da jordbær har meget højtliggende rødder, er det planter, der hurtigt kommer til at lide af vandmangel.

Pasning med gødskning hvert efterår – gerne tilført som kompost. Sidst på sommeren klippes de mange udløbere af planterne, som så kan bruge energien på at danne de blomsteranlæg, som til næste sommer giver mange saftige og dejlige bær.

Når græsset igen bliver grønt

 

Graesplaenen Low

Bliver græsset nogensinde grønt igen?
Det er vi rigtig mange haveejere, som er meget spændte på. I månedsvis har vi undladt at vande den aftagne grønne plæne, for selv helt afsvedne plæner vil da rette sig, når det igen bliver regnvejr. Eller vil de?

En hel masse forskellige planter
Plænegræs er oftest en blanding af flere forskellige typer græs. I Europa findes omkring 200 forskellige græsarter, men kun ganske få egner sig til plæne. For at komme i betragtning kræver det, at græsserne er flerårige og kan vokse i et tæt og kompakt plantedække. Nogle af græsserne er tuedannende, mens andre vokser med udløbere – det er ofte kombinationen af disse to vækstformer, der giver det bedste plæneresultat.

De fleste græsblandinger består af alm. rajgræs, rødsvingel og engrapgræs, mens de skyggetålende græsblandinger kræver flere arter græs i blandingen. Et eksempel på en blanding til skyggegræs indeholder to arter af alm. rajgræs, to forskellige rødsvingel, engrapgræs samt mosebunke – i alt seks forskellige græsarter i samme blanding.

Vi har aldrig prøvet det før
Der er ingen fagfolk, som tør lægge hovedet på blokken og love, at græsset nok skal gro igen. Vi ved det simpelthen ikke. Måske vil noget af græsset kunne vokse videre, når tørken ophører, men det er nok ikke alle typer, der er lige solide og tørketålende. Mange vil derfor have brug for at efterså eller etablere helt ny plæne efter denne sommer. Du kan så nyt græs helt hen til oktober måned, så hav tålmodighed og vent og se, hvad der sker. Imens du venter, kan du forsigtigt rive nedfaldne blade og frugter, så der er lys og luft til rødderne.

Pris og kvalitet hænger sammen, så køber du billigt græsfrø, får du ofte en masse fodergræs iblandet, hvilket sjældent forbedrer kvaliteten af din plæne. Du kan altid spørge din gartner til råds, når du har brug for at snakke græsplæne.

Hvad med ukrudtet?
En sveden plæne afslører en masse uønskede planter – ukrudtet. Det er nemt at få øje på, så det er ikke svært at få luget det væk. Så er der også mere plads til genvæksten af græsset.
HUSK at klippe plænen højt de første gange indtil plænen igen er kommet i vækst.

Haveglæder nyhedsbrev nr. 25

 

Masser af sommerfrugt


 
                                                                               
Fornøjelsen er altid stor, når skålen med friskplukket frugt og bær fra haven lander på spisebordet. Smagen af fuldt modne blåbær, hindbær, stikkelsbær, solbær og ribs, som trygt er tilblevet i egen have helt uden brug af kemiske sprøjtemidler er bare lykken. Måske skal der plukkes lidt flere bær, for at fylde skålen i år, for den manglende nedbør er gået ud over størrelsen på bærrene, men hvad gør det, når smagen er uovertruffen? 

SOMMER I EGEN HAVE
Det særdeles flotte sommervejr har fået mange af os til at blive hjemme i sommerferien, og det er jo helt oplagt at gøre brug af havens dejlige frugtbuske og få lavet noget med alle de skønne bær. Tag børn og måske især børnebørn med ud i bærbuskene og pluk sammen de dejlige og sunde bær. Smag på dem, og find det bær, du og børnene synes bedst om - måske er det den bedste gave, når de næste gang fylder år (deres helt egen hindbær-, blåbær-, ribs-, solbær-, stikkelsbærbusk).

OPSKRIFT PÅ SOMMERALLIANCE
1½ kg blandet frugt (hindbær, jordbær, ribs, solbær, blåbær, stikkelsbær)
750 g sukker

Alle bær skylles. Ribs ribbes, stikkelsbær nippes og hindbærrene gås efter for orm. Bland bærrene med sukker i en times tid. Nu er der trukket så meget saft ud af bærrene, at du kan koge blandingen uden at tilsætte vand. Kog ca. 5 min. uden låg.
Hæld på rengjorte glas.

Smager perfekt til hjemmelavet is og nybagte bålpandekager.


SUPERNEM HINDBÆRIS
Pluk ½ kg hindbær og frys dem ned – gerne så de ligger løst i en pose. Når bærrene er helt frosne tages de op, hældes i en kraftig blender og nu skal du blot tilsætte:
1 -2 dl fløde eller mælk
Ca. 2 dl flormelis

Blend til blandingen indtager en softice konsistens, pynt evt. med mynteblade og servér den med det samme.


DE LÆKRESTE BLÅBÆRMUFFINS
Til 12 muffins
360 g hvedemel
1 tsk. bagepulver
125 g rørsukker
2 store æg
125 g yoghurt naturel med højt fedtindhold
125 g mælk med højt fedtindhold
125 g smeltet usaltet smør
125 g blåbær

Tænd ovnen på 180C. 
I en skål blandes hvedemel, bagepulver og rørsukker. I en anden skål blandes æg, yoghurt, mælk, smeltet smør og blåbær. Hæld de ”våde” ingredienser ned til de tørre og ved det nænsomt rundt til en ensartet masse. Fyld i 12 muffinsforme og bag i ca. 12 min. til de er gyldne.

Pynt evt. med lidt flormelis og frisk citronmelisse.

Haveglæder nyhedsbrev nr. 24b

 

 

Grøntsager der pryder



 
 
NÅR KØKKENHAVEN OGSÅ ER PRYD                                                                                 
Der er mange, som har stor glæde af at dyrke deres egne grøntsager i haven. Fornøjelsen af at gå i køkkenhaven for at plukke salat, høste bønner, plukke ærter og trække gulerødder og porer op. Grøntsagerne er først og fremmest praktiske og har et defineret formål – nemlig at vi skal spise dem, men egentlig er de jo også rigtig flotte.

BLOMSTER I KØKKENHAVEN
For at understrege det smukke i køkkenhaven, så er det ikke ualmindeligt, at der også dukker blomster op. Det kan være morgenfruer og tagetes, som jo begge er spiselige. Det kan også være hele rækker af zinnia, stolt kavaler, sommerasters og studenternelliker. Netop denne idé gør det muligt, for det første at nyde køkkenhaven endnu mere, men også at kunne klippe mange blomster til buketter, uden at det skæmmer billedet af havens blomsterbede, hvor det af og til kan være lidt svært at nænne at klippe blomsterne af.

GRØNTSAGER I BLOMSTERBEDENE
Det modsatte gør sig faktisk også gældende, og flere og flere benytter muligheden for at nyde de smukke grøntsager i blomsterbedene. Der er mange gode bud på grøntsager, som kan vokse sammen med stauder og blomstrende buske, og her får du lige tre bud.

ARTISKOK
Flotte grålige blade og en blomsterstand med særdeles flotte og dekorative blomster. Det er blomsterbunden, som man spiser, og den skal høstes inden blomsten springer ud.

BLADBEDE
Gule, hvide, grønne eller røde. Bladbeder fås i mange forskellige sorter og deres farvespil gør sig godt sammen med mange sommerblomster og stauder. Bladbeder er også spændende at anvende i krukker.

KÅL
Palmekål, grønkål, rødkål – der er mange forskellige typer kål, og ønsker du at glædes over deres flotte pryd, så er det oplagt at plante kålplanter ind i dine blomsterbede.

 
 
 


Hvornår tager planterne skade af tørke?



 

Det er nødvendigt at vande alle nyplantede planter i haven
 

Hvad sker der, hvis planterne ikke får vand?



Regnvandstønden er for længst tørlagt, og selv om der er mange haveejere, som stadig vander deres haver for at holde planterne og græsset grønt, så er der bestemt også mange haveejere, som må give op og håbe på, at planterne klarer sig uden ekstra vanding.
Det meget udanske sommervejr helt uden nedbør sætter sine præg på både græsplæner, men også på havens blomsterbede, hvor både stauder og især hortensiabuskene lider af vandmangel. Spørgsmålet er så, om planterne vil visne? Her er svaret ikke entydigt, og det er nødvendigt at kigge grundigt på planterne.

HÆNGER MED HOVEDERNE
Hvis stauderne og hortensiabuskene midt på dagen, hvor solen er mest brændende, hænger lidt med hovederne, så er det jo et tydeligt tegn på, at de mangler vand. Planterne lukker ned for deres livsfunktioner for at beskytte dem selv mod fordampningen. Er de samme planter saftspændt til aften og næste morgen, så har planerne nået at opretholde væskebalancen og skal nok klare sig.
 
HER SKAL DU GRIBE IND
Ligger planterne hen ad jorden, eller taber de deres blade, så er de nået visnegrænsen og SKAL vandes for ikke at bukke under. Husk at vande grundigt igennem med minimum 10 l pr. plante og gerne 20 l, hvis der er tale om større planter.

HUSK at vande alle nyplantede planter og hække, og så skal krukkerne og drivhuset selvfølgelig også passes med vand.

Ferieklar have

 

Ferieklar have


PicMonkey Collage
 
 
GØR DIN HAVE FERIEKLAR                                                                                 
Vi er rigtig mange haveejere, der hvert år nærmest panikker fordi familien skal holde sommerferie lige midt i havesæsonen. Hvordan kan vi efterlade haven helt til sig selv, og er den overhovedet til at komme igennem, når ferien ender og alle vender hjem igen? Få her nogle fif, så haven er klar til at du holder ferie.

GRÆSPLÆNEN
Det er indlysende, at var det muligt at standse græssets tilvækst hver sommer, ville mange haveejere være mindre bekymrede. Plantemæssigt er alle betingelser for god vækst helt i top netop om sommeren. MEN der er forskel på, hvor meget tilvækst græsset når over en tidsperiode, for undlader du at gøde din plæne lige før du tager ferie, vil den vokse moderat. På samme måde kan du undlade at klippe den meget kort – hvis græsset er ekstremt kort, vil planterne reagere med kraftig vækst som overlevelsesrefleks. Klip den derfor middelhøjt aftenen før I drager afsted på sommerferie og undlad at gøde 3 – 4 uger før.

HUSK også at kanterne ikke må være lange – hvis de får lov at stå tilbage, vil græsset her gå i blomst og smide et stort antal frø ind i dine bede.
Alternativt kan du alliere dig med naboer eller familie, som kommer forbi én gang hver uge for at slå græsplænen.

PS hvis du er en af dem, der er ved at tage tilløb til en plænerobot, så er der mange erfarne robothaveejere, som slet ikke kan få armene ned af begejstring

BEDENE
Havens mange bede med sirbuske, surbundsplanter, stauder og roser skal op til ferien have et gennemsyn. Jo flere planter, jo mindre bar jord og des mindre risiko for ukrudt.

  1. Fjern al ukrudt fra bedet
  2. Klip knækkede og væltede grene af
  3. Vand nyplantede planter godt op
  4. Bind høje stauder op
  5. Bind klatrerosernes lange skud ind
STUEPLANTERNE
Har du allerede besluttet dig for at investere tid og penge i et automatisk vandingsanlæg, så husk at beregne plads til dine stueplanter. De kan sagtens tåle at stå ude om sommeren. Hvis ikke, kan du flytte dem væk fra de varme vindueskarme, hvor solen brænder og i stedet finde mere skyggefulde placeringer i boligen. Har du plads i køkkenvasken, er det også muligt at sætte flere planter sammen med lidt vand i bunden, som de selv kan suge op efter behov. Baljer og spande kan anvendes på samme måde. Er ferien lang, vil naboen også have nemmere ved at vande stueplanterne, hvis du har samlet dem i et område.
 
KRUKKER OG ANDRE BEHOLDERE
Når man elsker at plante til i alle mulige størrelser krukker, kurve og tønder, så kræver det lidt ekstra at rejse hjemmefra. Bor du med altan, skal altankasserne eventuelt tages ned og sættes ind i skygge, mens du er væk.
Aftal vandingshjælpen i godt tid og byt, så du giver gengæld.

Har man ikke mulighed for ferievanding, så skal man helt klart søge at løse problemet på andre måder. Den mest ideelle er et automatisk vandingssystem. I dit havecenter kan du få råd og vejledning om vandingsanlæg til netop dit behov. Det er veludviklede systemer, der med en kontraventil åbner og lukker for vandet i det antal minutter og på de tidspunkter, som du selv bestemmer på forhånd. Vandet ledes gennem slanger frem til beholderne, hvor drypspyd sørger for, at vandet kommer ned i jorden under planterne.

VIGTIGT vent ikke med at installere det automatiske vandingssystem fem timer før flyafgang – du skal sikre dig, at vandet, som du doserer passer nogenlunde til planternes behov, så det skal gøres mindst én uge i forvejen.

Flyttes planterne i beholdere til mere skyggede forhold, vil vandingsbehovet være mindre. Sæt dem ALDRIG under udhæng eller ind i carporten, for så får de ikke glæde af sommerregnbygerne.

KØKKENHAVEN
Når du efterlader køkkenhaven i topform, er den langt lettere at vende hjem til.

  • alle rodfrugter skal være tyndet
  • ærterne og stangbønnerne bundet op
  • kartoflerne hyppet
  • ukrudtet luget
  • salaten spist
  • har du mulighed for at vande køkkenhaven med 15 – 20 mm vand lige før feriestart, er det optimalt
DRIVHUSET
Drivhusets hovedafgrøder er tomater og agurker og mange har også stor glæde af at dyrke både peber, chili og aubergine. 

Ferie i 1 uge:
Har du plantet direkte i drivhusets jord, har rodnettet større mulighed for at opretholde vand- og gødningsniveauet. Anvender du kapillærkasser, så skal de du blot fylde dem helt op med vand og gødning. Sørg for at der er god udluftning i taget og at døren står åben

Ferie i 2 - 3 uger:

  • Aftal vandingsvagt 1 - 3 gange om ugen
  • Vandingsvagten skal huske at høste agurker og binde tomatplanterne op
  • Har du ikke mulighed for at få vandingshjælp, skal du installere et automatisk vandingsanlæg

Vildskud på roser

 

 

Vildskud rose low  Beskæresaks

 

Gror der vildskud frem af dine roser, så skal du sørge for, at få dem klippet af.

Uanset om det er beskæringstid for roserne eller årstiden er midt i juli måned, så skal vildskud altid fjernes, når du opdager dem. Haveroser er okuleret på vilde grundstammer, og det er fra denne stamme, at et vildskud bryder frem. Rosengartneren har gjort alt for, at du ikke skal få problemer med vildskud på dine roser, men naturen er ikke altid lige nem at tøjle, så det hænder altså, at der kommer vildskud i haveroserne.

Det skal du gøre

Find ned til det sted, hvor de vilde grene (de har næsten ingen torne) kommer fra. Grav jorden fri, så du kan orientere dig om at finde vækstpunktet ved roden. Med en skarp saks eller et spidst ørnenæb skal du klippe de vilde skud helt af. Det gør ikke noget, at du klipper lidt i rodhalsen - den skal nok komme sig. Vigtigt er det dog, at du sørger for at passe godt på den ædle rose, som ved for hårdt pres risikerer at knække af ved podestedet.

Når det vilde skud er klippet af, skal du dække jorden godt til over podestedet igen.