fbpx
Haveglæder nyhedsbrev nr. 28

Haveglæder nyhedsbrev nr. 28

Haverne grønnes

Regnvejr fik hele landet, men mængden af nedbør er meget varierende fra sted til sted.

Vi er mange, der har sukket efter regn i uger, ja måneder, så nu ser det ud til, at der er kommet hul på “tørke-bylden” og det lidt mere ustabile vejr og knapt så høje temperaturer giver havens mange planter ro til at komme sig.

Ikke alle har opgivet at vande
Når talen falder på det usædvanlige vejr, og de konsekvenser en lang nedbørsfattig periode har, så ryster mange på hovedet og ser lidt opgivende ud. Mange har opgivet at vande, mens mange andre har vandet dele af haven. Når man indimellem vander rigeligt, så opretholder jorden sin struktur og er dermed klar til at modtage en kraftig regnbyge. Er jorden fyldt med sprækker som i en ørken, vil et regnskyl ofte løbe i en helt anden retning og dermed får vi en uensartet vanding.

Brug Pippi Langstrømpemetoden
Det sidste døgns regnvejr vil i nogle egne blive fulgt op af lidt mere regn de næste dage, og det er en god nyhed, for nu er jordens overflade blevet blødt op og er modtagelig. I min have har vi fået 8 – 10 mm regn, og det går ca. 5 – 6 cm ned i jorden, når man sætter en spade i. Længere nede er der tørt, og her har mange af planterne også rødder, som søger desperat efter vand. Det er derfor ikke nogen helt skør idé, som Pippi Langstrømpe introducerede, da hun iførte sig sydvest og regntøj, fyldte vandkanden og vandede havens planter i regnvejr. Der skal nemlig meget, meget mere regn til, for at ophæve de tørkelignende tilstande.

Sådan kan du også hjælpe med at få din have grønnere…

  • Riv visne blade/grene væk fra græsplænen
  • Lug ukrudtet i plænen, køkkenhaven og i havens bede
  • Saml nedfaldsfrugten sammen og kør den væk fra græsset og bedene
  • Klip de visne staudetoppe ned
  • Stil krukkerne i skygge
TIPS
Har du en gammel spand, som du nænner at lave små huller i, så er det smart at fylde den med vand og placere den ved et tørkeramt træ eller større busk. Vandet vil langsomt sive ned i jorden og gøre gavn langt nede i rodsystemet.

Hawaii i haven

Tankerne kan let ledes hen på de farvestrålende blomsterkranse på pigernes hoveder på Hawaii, og måske er have hawaiibusk et meget bedre navn, end det officielle navn: syrisk rose. Faktum er, at både potteplanten hawaiiblomst og syrisk rose er samme slægt, og i modsætning til potteplanten, så klarer syrisk rose sig hele året i haven.

Når sensommerhaven skal boostes med flotte blomster, så er syrisk rose et godt bud på en busk, som godt kan få feststemningen op. De 1 – 2 m høje buske, der er oprette og slanke i deres vækstform, gør sig godt på en lun, solrig og læfyldt plads i haven eller ved terrassen.

Vidste du at…
Det latinske navn for syrisk rose er Hibiscus syriacus, og trods navnet kommer planten egentlig fra Indien og Kina? Den lidt eksotisk udseende plante hører blandt de planter i haven, som får os til at standse op og sige ”wauw”. De smukke tragtformede blomster er relativt store og står utrolig flot sammen med plantens mørkegrønne blade. Planterne er flittige til at danne blomsterknopper, som løbende udfolder sig fra august og 1½ – 2 måneder frem.
Der findes et væld af sorter. Nogle har enkle og åbne blomster, mens andre er mere fyldte i blomsten. Farverne er mange; hvid, sart rosa, rosa, røde, violette og blå.
Syrisk rose er en sund plante, som sjældent får frostskader, når den er godt etableret i haven.

Sådan gør du

Plantning i veldrænet jord, der meget gerne må iblandes spagnum ved plantningen. Du kan plante forår, sommer og efterår.
Vanding i forbindelse med plantningen er nødvendig. Brug 10 l vand umiddelbart efter, du har plantet. Opfølgende vanding er vigtig den første sæson i tørre perioder. Syrisk rose er relativt tørketålende.
Pasning med gødskning hvert forår – gerne fordelt på to gange, da det er en langsom starter. Hvis der er visne grene efter en hård vinter, skal de beskæres – ellers ingen beskæring. Dæk nye og unge planter med granris de første år

Haveglæder nyhedsbrev nr. 26/2018

Haveglæder nyhedsbrev nr. 26/2018

Mens vi venter på regn

Der er for alvor dømt feriestemning over hele landet, og de haver som fik regn tidligere på ugen, er resten af landets haver misundelige på. Vi er mange, som bliver nød til at vande de planter, som står og hænger i sommervarmen, for tørken har for alvor bidt sig fast.

SÅDAN FÅR DU MEST UD AF DIN VANDING
1. vand tidligt eller sent på dagen

2. planterne vil elske en overbrusning, så bladene friskes op, men undlad at vande direkte på blomsterne, som godt kan blive plettede

3. vand “kontrolleret” med en vandkande eller haveslange, så vandet ikke løber væk, men faktisk vander under planten eller planterne

4. vand med stor mængde vand, så der er fugtigt minimum 30 cm nede i jorden (tjek ved at grave med en spade)

5. har du plantet hæk inden for de sidste 2 år, så skal du sørge for at planterne får vand – i hækken er det smart at bruge en siveslange

6. husk at vande alle nyplantede planter – også dem, som du plantede sidste forår og efterår – deres rodnet er nemlig mindre og har brug for assistance

7. når du er i gang med vandkanden, så husk at fylde vandfade eller baljer med vand, så havens fugle også får vand

HUSK AT NYDE VEJRET
Har man mulighed for at søge mod kysterne, så er der gode chancer for dejlige badetimer i det dejlige danske badevand. Besøg offentlige haver og nyd de mange flotte blomstrende buske og stauder. Andre er på vej sydover på den rejse, som de bestilte tilbage i det kolde og snefyldte forår – god ferie til dem også.

NÅR DET IGEN BLIVER HAVEVEJR
Det skal nok blive tid til at komme i haven igen. Sommerpausen afløses af august og september, som begge er måneder, hvor der er masser at se på og gøre i haven. Det bliver også tid til at plante igen, for en have uden planter er altså ikke helt rigtig. Græsset skal nok blive grønt igen, og havens planter er mere robuste, end vi antager, så nyd nu sommeren og glæd dig til det igen bliver plantevejr.

Haveglæder nyhedsbrev nr. 23/2018

Haveglæder nyhedsbrev nr. 23/2018

Vind fribillet til Egeskov Slot

Velkommen til de mange nye på Haveglæders nyhedsbrev – vi er glade for både de trofaste “gamle” og alle jer nye.

I sidste uge fik vi mulighed for at udlodde 4 x 20 fribilletter til Egeskov Slot og åbningen af haverne fra TV-programmet “Kamp til Hækken d. 11/7, 18/7, 25/7 og 1/8. Vi udlodder en portion hver uge. Se hvad du skal gøre for at få fat i en fribillet lige efter denne tekst:

Kom og se de 300 kvadratmeter store haver, med fire forskellige temaer. Se blandt andet de formklippede træer i den japanske have, familiehaven med fokus på hygge og samvær, naturhaven, hvor insekter, fugle og bæredygtighed er omdrejningspunktet og den moderne prydhave, hvor eventyr, leg og en masse blomster er altdominerende.

Hvis du havde en favorit have i TV programmet ”Kamp til hækken”, så har du nu mulighed for at opleve den i virkeligheden. Haverne har stået som de blev efterladt, efter de sidste optagelser blev afviklet sidste år. Men med hjælp fra frivillige hænder og sponsorerne fra programmet, bliver de 4 haverne nu shinet op, så de er klar til at blive vist frem på fire onsdage i sommerferien.

Nu kan man helt ekstraordinært opleve haverne fra TV2 programmet ”Kamp til hækken”. Det sker i forbindelse med Egeskov Open By Night, som finder sted hver onsdag fra den 11. juli til den 1. august.

Der vil i haverne være mulighed for at møde nogle af programmets sponsorer, bl.a. Juliana Drivhuse, Champost og Haveglæder v. Danske Havecentre.
Deltagerne fra TV programmet vilIKKE være til stede i haverne.

Der er adgang til haverne fra parken kl. 13 -15, kl. 16 -18 og kl. 19 – 21.

Adgang kun med gyldig entrébillet eller sæsonkort til Egeskov (Voksne fra 190 kr. Børn 4-12 fra 110 kr.):
http://www.egeskovbilletshop.dk/sommer

Egeskov er åbent til kl. 23 på disse onsdage og med musik og aktiviteter på programmet om aftenen. http://www.egeskov.dk/calendar

Som sponsor har vi mulighed for at udlodde 20 fribilletter til hver af de fire Egeskov Open ny Night, hvor der også er åbne-haver dage.

Ønsker du at være med i lodtrækningen til den første onsdag d. 11. juli, skal du svare på denne mail og skrive dit navn. (Der udloddes én fribillet pr. besvaret mail)

Vi trækker lod søndag d. 1. juli kl. 15.00, og vi har allerede modtaget en del tilkendegivende mails.

De 20 første vindere offentliggøres Haveglæders Facebook side.

Anden trækning finder sted d. 8. juli, når næste uges nyhedsbrev sendes ud.

Vinderne får direkte besked.
(fribillettern kan benyttes til én af de fire onsdage)

Ferieklar have

GØR DIN HAVE FERIEKLAR
Vi er rigtig mange haveejere, der hvert år nærmest panikker fordi familien skal holde sommerferie lige midt i havesæsonen. Hvordan kan vi efterlade haven helt til sig selv, og er den overhovedet til at komme igennem, når ferien ender og alle vender hjem igen? Få her nogle fif, så haven er klar til at du holder ferie.

GRÆSPLÆNEN
Det er indlysende, at var det muligt at standse græssets tilvækst hver sommer, ville mange haveejere være mindre bekymrede. Plantemæssigt er alle betingelser for god vækst helt i top netop om sommeren. MEN der er forskel på, hvor meget tilvækst græsset når over en tidsperiode, for undlader du at gøde din plæne lige før du tager ferie, vil den vokse moderat. På samme måde kan du undlade at klippe den meget kort – hvis græsset er ekstremt kort, vil planterne reagere med kraftig vækst som overlevelsesrefleks. Klip den derfor middelhøjt aftenen før I drager afsted på sommerferie og undlad at gøde 3 – 4 uger før.

HUSK også at kanterne ikke må være lange – hvis de får lov at stå tilbage, vil græsset her gå i blomst og smide et stort antal frø ind i dine bede.
Alternativt kan du alliere dig med naboer eller familie, som kommer forbi én gang hver uge for at slå græsplænen.

PS hvis du er en af dem, der er ved at tage tilløb til en plænerobot, så er der mange erfarne robothaveejere, som slet ikke kan få armene ned af begejstring

BEDENE
Havens mange bede med sirbuske, surbundsplanter, stauder og roser skal op til ferien have et gennemsyn. Jo flere planter, jo mindre bar jord og des mindre risiko for ukrudt.

  1. Fjern al ukrudt fra bedet
  2. Klip knækkede og væltede grene af
  3. Vand nyplantede planter godt op
  4. Bind høje stauder op
  5. Bind klatrerosernes lange skud ind
STUEPLANTERNE
Har du allerede besluttet dig for at investere tid og penge i et automatisk vandingsanlæg, så husk at beregne plads til dine stueplanter. De kan sagtens tåle at stå ude om sommeren. Hvis ikke, kan du flytte dem væk fra de varme vindueskarme, hvor solen brænder og i stedet finde mere skyggefulde placeringer i boligen. Har du plads i køkkenvasken, er det også muligt at sætte flere planter sammen med lidt vand i bunden, som de selv kan suge op efter behov. Baljer og spande kan anvendes på samme måde. Er ferien lang, vil naboen også have nemmere ved at vande stueplanterne, hvis du har samlet dem i et område.
KRUKKER OG ANDRE BEHOLDERE
Når man elsker at plante til i alle mulige størrelser krukker, kurve og tønder, så kræver det lidt ekstra at rejse hjemmefra. Bor du med altan, skal altankasserne eventuelt tages ned og sættes ind i skygge, mens du er væk.
Aftal vandingshjælpen i godt tid og byt, så du giver gengæld.

Har man ikke mulighed for ferievanding, så skal man helt klart søge at løse problemet på andre måder. Den mest ideelle er et automatisk vandingssystem. I dit havecenter kan du få råd og vejledning om vandingsanlæg til netop dit behov. Det er veludviklede systemer, der med en kontraventil åbner og lukker for vandet i det antal minutter og på de tidspunkter, som du selv bestemmer på forhånd. Vandet ledes gennem slanger frem til beholderne, hvor drypspyd sørger for, at vandet kommer ned i jorden under planterne.

VIGTIGT vent ikke med at installere det automatiske vandingssystem fem timer før flyafgang – du skal sikre dig, at vandet, som du doserer passer nogenlunde til planternes behov, så det skal gøres mindst én uge i forvejen.

Flyttes planterne i beholdere til mere skyggede forhold, vil vandingsbehovet være mindre. Sæt dem ALDRIG under udhæng eller ind i carporten, for så får de ikke glæde af sommerregnbygerne.

KØKKENHAVEN
Når du efterlader køkkenhaven i topform, er den langt lettere at vende hjem til.

  • alle rodfrugter skal være tyndet
  • ærterne og stangbønnerne bundet op
  • kartoflerne hyppet
  • ukrudtet luget
  • salaten spist
  • har du mulighed for at vande køkkenhaven med 15 – 20 mm vand lige før feriestart, er det optimalt
DRIVHUSET
Drivhusets hovedafgrøder er tomater og agurker og mange har også stor glæde af at dyrke både peber, chili og aubergine.

Ferie i 1 uge:
Har du plantet direkte i drivhusets jord, har rodnettet større mulighed for at opretholde vand- og gødningsniveauet. Anvender du kapillærkasser, så skal de du blot fylde dem helt op med vand og gødning. Sørg for at der er god udluftning i taget og at døren står åben

Ferie i 2 – 3 uger:

  • Aftal vandingsvagt 1 – 3 gange om ugen
  • Vandingsvagten skal huske at høste agurker og binde tomatplanterne op
  • Har du ikke mulighed for at få vandingshjælp, skal du installere et automatisk vandingsanlæg

Juli måneds plante


Både størrelse, blomsterfarve og -form varierer meget hos hortensia

Napoleon Bonapartes favorit

Hortensiaplanter var meget populære under Napoleonstiden i Frankrig, måske bl.a. fordi Napoleons steddatters navn var Hortense? Den helt nyopdagede plante, der oprindeligt voksede i Kina, blev modtaget godt tilbage i slutningen af 1700-tallet.

Leder du efter en længeblomstrende sommerbusk, så er hortensia et rigtig godt bud. Meget er sket siden planten kom til Frankrig, og der er utrolig mange meget smukke sorter at vælge imellem. Du kan plante i haven eller i krukker på terrassen. Plant den som solitær busk, i grupper som forkant, som underplantning eller som en uklippet hæk. Du kan også plante klatrehortensia op ad et hegn, på en pergola eller mur.

Vidste du at…
Nogle sorter af almindelig hortensia slet ikke behøver beskæring, og at de danner deres blomster på indeværende års skud? I kolde egne kan man opleve manglende blomster på hortensiabuskene, men nu findes der sorter, som kan nå at danne blomster samme sæson. Der findes små og mellemstore hortensia, så tag en snak med din gartner i havecentret om, hvilke hortensia, der vil passe bedst ind i din haveplan.
Vil du sikre dig blå blomster, så skal du vælge sorter, der bliver blå, plante i surbundsjord OG hvert forår og efterår gøde med aluminiumsulfat – også kaldet ”Farv mig blå”.
De almindelige hortensia blomstrer fint hele sommeren, og de visne blomster er rigtig gode til efterårets dekorationer og kranse. Havehortensia med syrenlignende blomster vokser mere opret og blomstrer først fra slutningen af juli. Blomstringen varer hele efteråret.
p.s. vær opmærksom på, at det ikke er alle sorter af hortensia, der er tilpasset vores lidt kølige klima.

Sådan gør du

Plantning i næringsrig jord – bland gerne havejorden med lidt spagnum, når du planter. Solrig placering giver flest blomster. Du kan plante hele året, når blot jorden ikke er frossen.

Vanding i forbindelse med plantningen er nødvendig. Brug 10 l vand umiddelbart efter, du har plantet. Opfølgende vanding er vigtig den første sæson i tørre perioder.

Pasning er meget nem, men vær opmærksom på, hvilke typer af hortensiabuske du har, inden du går i gang med at beskære – det er jo ærgerligt at komme til at klippe blomsterknopperne af! Gød planterne hvert forår. Husk at vande i tørre perioder – hortensia er vandkrævende planter.

Haveglæder nyhedsbrev nr. 22/2018

Haveglæder nyhedsbrev nr. 22/2018

Nu kan vi plante igen

Bonderoer og silkepæoner kan man ikke få for mange af i haven

Lidt eller meget regn. Faktum er, at der de fleste steder er kommet vand til de tørre haver, og så er det på tide at få plantet igen.

VARMEBØLGE OG TØRKE
Vi har alle holdt vejret og knebet os i armen, for hvor længe holdt det fine sommervejr i foråret mon. De anspendte skuldre faldt ned, da temperaturen faldt og bygerne rullede indover landet. Endelig kom pausen, og planterne har virkelig nydt de forfriskende byger og lidt lavere temperaturer. De lyse aftener er stadig rigtig fine og årets længste dag er vel overstået – nu går det igen den korte vej. Vejrmeldingerne for de næste to uger står helt klart på havevejr, så nu er det tid til at få gravet de ønskede planter ned i bedene.

PLANTER I VÆKST VOKSER HURTIGT TIL
En gang sagde man “det du planter i efteråret vil gro, mens det du planter i foråret og sommeren kan gro”. Intet ondt ord om de gamle ordsprog, men erfaringerne viser, at langt de fleste planter, der har aktive rødder i en potte, også nemt kan etablere sig, selv om det plantes udenfor den store plantesæson. (Langt de fleste planter til haven handles og plantes om foråret, og det lykkes da for de fleste at få dem til at vokse). Når du planter sommerblomster i en krukke med frisk muld, så vil der blot efter en uges tid være fine nye rødder ude i jorden.
HVAD KAN MAN PLANTE?
Her i haven planter vi stauder, roser og et par buske, som vi længe har ønsket os. Stauderne skal fylde de huller ud, som den våde vinter ødelagde, roserne er blot et supplement, for man kan da ikke få for mange! Buskene skal indgå sammen med ældre planter, men sørge for, at der er lidt flere blomster henover sommeren.

NÅR VI PLANTER OM SOMMEREN ER DET ISÆR VIGTIGT AT:

  • potteklumpen er fuldt opvandet (sætter dem til at trække vand op i en balje)
  • plantestedet er rigtigt i forhold til plantens krav om lys/skygge og fugtig/tør jord
  • plantestedet er fri for græs, ukrudt og store sten
  • plantehullet er gravet så stort, at jorden vi planter i er porøs og nem at vokse videre i
  • vande godt til lige efter plantningen og fortsætte med at vande hele sommeren, når der mangler nedbør

Rosens Uge

….. 10 gode grunde til at plante roser i haven ……

  1. Roser er ubetingede nogle af de prydplanter, som får mest opmærksomhed i haven.
  2. Rosenslægten er kæmpestor, og de mange krydsninger og forskellige arter giver stor rigdom til plantesamfundet i haverne. Buskroser, slyngroser, bedroser, T-hybrider, historiske roser, lave roser, bunddækkende roser er blot nogle af de mange typer, som roser kategoriseres i.
  3. Roser kan anvendes mange forskellige steder i haven og på terrassen. Udvalget er så bredt og dybt, at det slet ikke er vanskeligt at finde sorter, der passer til de steder i haven, hvor der mangler en rose.
  4. Roser klæder andre planter godt. Klematis sammen med klatreroser, bedroser i staudebedet eller sammen med prydgræsser fungerer også godt.
  5. De er eminente som afskårne blomster i buketter eller som flydende blomsterhoveder i et fad. Rosenblomsterne kan tilmed tørres, vokses og anvendes til dekorationer på de tidspunkter på året, hvor de ikke længere blomstrer i haven.
  6. Nogle vil hævde, at roser er besværlige, men du kan få flotte roser i haven med et minimum af tidsforbrug, hvis du blot følger enkelte råd.
  7. Romantik og roser hører sammen. Roser symboliserer kærlighed, skønhed og fuldkommenhed.
  8. Duft og roser hænger sammen, og der er stor forskel på, hvor kraftigt roserne dufter. Når valget på en rose skal træffes, er duften en vigtig parameter, for næsen vil uvilkårligt søge med rosenblomsten, der automatisk indbyder til denne gestus.
  9. Duftende rosenblade kan anvendes til at lave rosenvand, som smager dejligt i bl.a. glasur og kager. Prøv også at lave rosengelé, som både er flot og som smager godt. Hyben kan bruges til sund og dejlig marmelade.
  10. En buket roser fra egen have er den ultimative værtindegave!

Læs mere om Rosens Uge her

Oplev haverne fra TV-programmet

KAMP TIL HÆKKEN

på Egeskov Slot

Vær allerede nu med i lodtrækningen om fribilletter til d. 11. juli – se nederst hvordan du kan vinde

Kom og se de 300 kvadratmeter store haver, med fire forskellige temaer. Se blandt andet de formklippede træer i den japanske have, familiehaven med fokus på hygge og samvær, naturhaven, hvor insekter, fugle og bæredygtighed er omdrejningspunktet og den moderne prydhave, hvor eventyr, leg og en masse blomster er altdominerende.

Hvis du havde en favorit have i TV programmet ”Kamp til hækken”, så har du nu mulighed for at opleve den i virkeligheden. Haverne har stået som de blev efterladt, efter de sidste optagelser blev afviklet sidste år. Men med hjælp fra frivillige hænder og sponsorerne fra programmet, bliver de 4 haverne nu shinet op, så de er klar til at blive vist frem på fire onsdage i sommerferien.

Nu kan man helt ekstraordinært opleve haverne fra TV 2 programmet ”Kamp til hækken”. Det sker i forbindelse med Egeskov Open By Night, som finder sted hver onsdag fra den 11. juli til den 1. august.

Der vil i haverne være mulighed for at møde nogle af programmets sponsorer, bl.a. Juliana Drivhuse, Champost og Haveglæder v. Danske Havecentre.
Deltagerne fra TV programmet vilIKKE være til stede i haverne.

Der er adgang til haverne fra parken kl. 13 -15, kl. 16 -18 og kl. 19 – 21.

Adgang kun med gyldig entrébillet eller sæsonkort til Egeskov (Voksne fra 190 kr. Børn 4-12 fra 110 kr.):
http://www.egeskovbilletshop.dk/sommer

Egeskov er åbent til kl. 23 på disse onsdage og med musik og aktiviteter på programmet om aftenen. http://www.egeskov.dk/calendar

Som sponsor har vi mulighed for at udlodde 20 fribilletter til hver af de fire Egeskov Open ny Night, hvor der også er åbne-haver dage.

Ønsker du at være med i lodtrækningen til den første onsdag d. 11. juli, skal du svare på denne mail og skrive dit navn. (Der udloddes én fribillet pr. besvaret mail)

Vi trækker lod d. 1. juli og offentliggør navnene på Haveglæders Facebook side.

Vinderne får direkte besked.
(fribilletterne kan kun benyttes onsdag d. 11. juli)

Haveglæder nyhedsbrev nr. 21/2018

Haveglæder nyhedsbrev nr. 21/2018

Junifald i frugthaven


Det er nu, du skal tynde ud i frugterne
Har du hørt om begrebet junifald? Faldet drejer sig om små umodne frugter, som falder af træerne netop nu, hvor de første kirsebær eller moreller allerede er modne.

PLANTERNES EGET FORSVAR
Godt nok har planter ingen hjerner, men alligevel er de indrettet således, at de for alt i verden ønsker at overleve. Frugttræene åbner hvert forår deres smukke blomster og nu kan beretningen om bierne og blomsterne starte. Er der bier nok, og undgår vi at nattefrosten ødelægger frugtanlæggene, så venter der os en stor belønning med masser af dejlig frugt. Lige nu kan man se mange små og dejlige blommer, æbler og pærer på træerne, så det ser ganske lovende ud her også. Har du abrikoser, nektarin eller ferskentræer, er der også her en flot frugtsætning i år.

Al den overflod og frugtsætning kræver utrolig meget af træerne, og nu er det, at junifaldet har sin berettigelse. Træerne afstøder simpelthen en del af frugterne, så det nemmere kan klare at modne dem.

DU KAN SELV HJÆLPE TIL
Jeg har rigtig god erfaring med at tynde yderligere ud i de mange frugter på æbletræer. Den dejlige sort ‘Discovery’ er meget rigtbærende, og et enkelt lille træ kan nemt have ambitioner om at modne mere end 100 æbler. Man kan så vælge om den samlede høst i kg skal fordeles på 100 æbler, eller om 50 dobbelt så store æbler faktisk er bedre?
SÅDAN GØR DU
Når junifaldet er ovre – altså når træet selv har kastet frugterne, så kan man med fordel finde en nysleben beskæresaks frem og gå i gang. Alle de grene, hvor man har mulighed for at nå grenene med frugter skal gennemgås. Jeg fjerner frugter, så der kun sidder ét enkelt æble tilbage, og der skal mindst være 5 cm til det næste. Det er en drabelig handling, og det ser voldsomt ud, når arbejdet er udført, men jeg tror at både træ og frugtspisere har stor glæde af indsatsen.

PS jeg vælger at fjerne de æbler, som har skader fra æblevikleren eller er deforme, og beholder selvfølgelig det flotteste

Du kan se, hvordan man udtynder æbler på denne video

Hyldeblomstdrik og rosenvand

Det dejlige varme vejr har skyndet på hyldeblomsterne, som mange steder allerede er afblomstrede, MEN ser du godt efter, så kan du sagtens finde friske blomsterskærmetil den velsmagende drik.

SÅDAN LAVER DU HYLDEBLOMSTDRIK

1. Høst 30 – 40 skærme og ryst dem, så der ikke sidder insekter og dyr
2. Klip så meget af stilkene af, som muligt – de er nemlig lidt bitre
3. Fyld blomsterne i et glas eller i en skål
4. Skær 1 – 2 økologiske citroner i tynde skiver og læg ved blomsterne
5. Kog en lage af 1 l vand tilsat 500 g sukker og 2 spsk. citronsyre
6. Hæld lagen over blomster og citronskiver

Stil blandingen køligt i 2 – 4 dage og sigt nu blomster og citronskiver fra. Smag saften til og tilsæt evt. ekstra sukker. Hæld på rengjorte glas.

PS Kender du den rødbladede hyld? Der findes 2 – 3 sorter af rødbladet hyld, der danner rosafarvede blomster. Når du laver saft på disse, bliver den dejlig tøset lyserød. Sortsnavnene er: ‘Black Lace’ (billedet), ‘Black Beauty’ eller ‘Black Tower’, og prydværdien er særdeles høj og planterne kan varmt anbefales til havens bed.

ROSENVAND
Mange af havens roser står så smukt lige nu, og der er mange flere på vej de næste mange uger. Et lille hyggeligt projekt er at lave rosenvand, som faktisk kan give en smagsforskel, når du næste gang skal lave en glasur eller pifte en drinks op.

Rosensaft – rosenvand
Høst 1 l kronblade af duftende roser.
Tilsæt 1 l vand og lad blandingen koge i ca. 10 min.
Hældes gennem en sigte og opvarmes på ny tilsat ca. 150 g sukker, kornene fra 1 stang vanilje og saften af 1 citron.