fbpx
Månedens Plante december

Månedens Plante december

Julemånedens yndling

Skimmia Collage Large

Tykke læderagtige mørkegrønne blade fremhæver de tydelige blomsterknopper på skimmia, og gør den til én af de planter, der i julemåneden sikrer en god stemning.

Måske er det fordi den næsten har de samme egenskaber som kristtorn – mørkegrønne blade og røde knopper? Faktum er, at der i gartnerierne produceres særdeles flotte kompakte eksemplarer af skimmia, som du kan have glæde af hele vinteren.

Vidste du at…

Det for nogle af skimmia-sorterne er blomsterknopper, som gør skimmia dekorative? Den lange vinterkulde holder planternes blomstring tilbage, men når forårets kalender rammer maj måned, så springer de ud med store stande af gullighvide duftende blomster.
Skimmia japonica ’Rubella’ er den mest dyrkede sort af skimmia. Det er en hanplante, som får 10 – 15 cm store blomstrende toppe i maj. Hele vinteren står den med rødlige blomsterknopper.
Der findes flere nye kompakte sorter med både røde og gullighvide blomsterknopper, som du vælge mellem i dit havecenter.
Ingen regel uden undtagelse – Skimmia reevesiana danner røde bær, som planten holder hele vinteren.

Sådan skal du gøre

Plantes i første omgang i en krukke, som kan nydes hele julemåneden og resten af vinteren. Fyld krukken med ca. 15 cm lecakugler. Fyld krukken ca. halvt op med kvalitetsspagnum og plant den opvandede skimmiaplante. Slut af med at fordele spagnum grundigt rundt om hele rodklumpen.
Hvis du senere ønsker at flytte den ud i din have, skal du blot løfte hele spagnumklumpen op af krukken og plante den. (Halvskygge i humusrig fugtig havejord – gerne surbundsbedet.)

Vand i forbindelse med plantningen og i tørre perioder.

Pasning med gødning lige efter forårets blomstring i maj måned. Skades de stedsegrønne blade af en hård vinter, kan de klippes af.

Månedens Plante november

Månedens Plante november

Et alternativt juletræ

Cedrus Collage

Brug de særdeles dekorative cedertræer som juletræer og plant dem ud i haven bagefter

Libanonceder eller himalayaceder er blevet et spændende input til de ellers så traditionelle nordmannsgrantræer, som vi i mange år har anset for at være ”juletræet”.

Et mindre oprør mod traditionerne har givet plads til én af yndlingene iblandt nåletræerne – cedertræet. Det er et meget smukt og karakteristisk træ, der i skudopbygningen ligner lærketræet, men jo beholder nålene hele året rundt.
Hop med på trenden og få først glæde af ceder som juletræ, og plant det derefter ud i din have.

Vidste du at…

Cedertræet stammer fra bjergegnene i det sydlige Middelhavsområde og i den vestlige del af Himalaya? Her kan det blive meget høje træer og opnå stammediameter på 3 m. I Danmark bliver himalayaceder fuldt udvokset omkring 10 m højt. Libanonceder når på hjemegnen en højde på 40 m, mens den hurtigstvoksende sort herhjemme – ’Glauca’ – kun når en højde på omkring 12 m. Det er især de gråblå sorter af ceder, som mange finder spændende, men der findes nu også sorter med grønne nåle.
Du kan kende forskel på de to mest almindelige cedertræer ved at kigge på topskuddet. Himalayaceder har overhængende topskud, mens libanonceder har opret topskud.

Himalayaceder ’Karl Fuchs’ er meget hårdfør og har flotte blå nåle.
Himalayaceder ’Bush’s Electra’ er en slank udgave.
Libanonceder ’Glauca’ er den mest plantede ceder i Danmark og er meget hårdfør.
Almindelig libanonceder har grønne nåle og bliver et meget flot træ med vandrette grene.

Sådan skal du gøre

Plantestedet må meget gerne være på en vindbeskyttet plads i god muldrig jord et lunt og solrigt sted i haven. Har du planer om at dyrke ceder i krukker, skal du sørge for at vælge en stor krukke.
Vand i forbindelse med plantningen og i tørre perioder.
Pasning er minimal. Gød hvert forår med almindelig havegødning.

Månedens Plante oktober

Månedens Plante oktober

Sunde sorte sure bær

Surbær collage

Høst dine egne aroniabær og lav dine egne smoothies og juice

Aronia er en lille busk, som både kan pryde haven og samtidig bidrage med sunde bær. Fungerer godt som uklippet hæk.

Indianerne i den nordlige del af det centrale USA benyttede aronia til mad og medicin. Te af dampede aronia blev brugt mod forkølelse, og mosede bær blev brugt som sårheler. I begyndelsen af 1900 tallet kom planten først til Rusland og Skandinavien, mens resten af Europa måtte vente en del år.

Vidste du at…
Aronia i dag er en sund fødevarekilde, og du kan bl.a. finde aronia juice eller saft i mange specialbutikker. Bærrene stammer fra de samme sorter af buske, som dem, du selv kan plante i din have. Du kan altså selv fremstille lækre smoothies, juicer, saft og marmelade af egne dyrkede aroniabær. Bærrene smager ikke godt direkte fra busken, så de skal råsyltes først.

Råsyltede aronia

1 kg bær

300 g sukker

1 dl vand

1 tsk. citronsyre

Opløs citronsyren i vandet og ibland sukker og bær, som først skal mases, så saften kan trænge ud. Hæld på rene glas og lad bærrene trække i 2 – 3 dage. De råsyltede aronia kan holde sig i køleskabet ca. 2 uger. Aroniabærrenes indholdstoffer er videnskabeligt kortlagt, og bærret tilhører gruppen af super sunde bær. Mineraler som kalk, jern, molybdæn, mangan, kobber, bor, jod, kobolt samt vitaminerne A, B2, B6, C og E findes i aronia.

Sådan skal du gøre

Plantedybden har mindre betydning, når du planter aroniabuske, som trives i helt almindelig veldrænet havejord.
Vanding i forbindelse med plantningen og i tørre perioder. Aronia tåler en del tørke.
Beskæring af ældre buske fremmer bærsætningen, og du skal i det tidlige forår klippe op til 1/3 af grenene af ved basis af planten. Vælg de tykkeste og ældste grene.

Månedens Plante september

Månedens Plante september

Prydgræsser collage LOW

Virkningsfulde græsser

Lyden af vinden i græssernes aks og synet af de smukke blomster vedligeholder vores sanser. Prydgræssernes sæson topper om efteråret, hvor de oprette tuer giver havens ”flade” bede en god modvægt.

Efteråret nærmer sig, og havens farver er på vej ind i en gylden fase. Der er stadig blomster i staudebedet, men det er først nu prydgræsserne for alvor er kommet ind i deres hovedsæson.

Vidste du at…

Der findes et væld af spændende interessante prydgræsser, som passer godt ind i en helt almindelig dansk have? Høje, lave, slanke og gigastore.
Elefantgræsser kender de fleste, men vidste du, at der findes sorter på 60 cm og sorter, der bliver 200 cm? Mangfoldigheden er enorm, så der vil helt sikkert være noget, der passer til din have.
Staudehirse er blevet en rigtig populær prydgræs til haven. Med sin næsten florlette vækst og transparente blomstring, der varer fra august til oktober, har den en fantastisk virkning. Flere sorter har desuden røde farvetegninger på bladene.
Almindelig blåhat er en relativt lav prydgræs, hvor blomsterne hæver sig højt over bladene. De giver rigtig flotte scenerier i havens bede.
Lampepudsergræsser er så bløde at røre ved, og de kan, med deres tætte tuer, dække bunden i bedet godt. Sorten ’Hameln’ bliver kun 40 cm høj, og blomstrer fra august – oktober.

Sådan skal du gøre

Plantedybden skal være den samme, som planten står i potten. Græsser må ikke plantes dybt.

Vanding er nødvendig for et godt resultat. Vand umiddelbart efter plantning med min. 15 l vand pr. plante, og fortsæt med at vande i tørre perioder hele det første år.

Beskæring og pasning af prydgræsser er supernemt. Riv de tørre toppe af om foråret, og giv planterne en lille portion almindelig havegødning.

Månedens plante august 2017

Månedens plante august 2017

Sommerfuglebusk

Sommerfuglenes bedste ven

Sommerfuglebusken synes helt levende på en solrig augustdag, hvor et større antal af unikke sommerfugle har duftet sig vej til de nektarholdige blomster.

Ferien er brugt og både skolestart og arbejdet kalder. Haven har vokset sig frodig hele sommeren, men kniber det med blomster i haven, så er sommerfuglebusken et rigtig godt bud på at få mere kulør.

Vidste du at…

Sommerfuglebusken faktisk er en halvbusk? Den vedagtige plante fryser ofte tilbage hver vinter, men det har ikke så stor betydning, for den når nemt at vokse ½ – 1½ m og dermed blive klar til en ny blomstring på de overhængende lange grene.

Vidste du at i England anses en vild art af sommerfuglebusken for at være en invasiv plante? En større frøspredning har resulteret i, at sommerfuglebusken dukker op overalt i det engelske landskab. Man fraråder derfor haveejerne at plante dem. Det har forædlerne nu fundet en løsning på. Flere nye sorter med sterile blomster gør det derfor muligt for englænderne at bruge de populære planter igen. I Danmark har vi ikke store problemer med frøspredningen, men har du oplevet lignende gener, så kan du også få de sterile sorter i dit lokale havecenter.

Sådan skal du gøre

Plantedybden har ikke så stor betydning, når du planter sommerfuglebuske. De er nemme at plante og få til at vokse.

Vanding skal der til, når du planter sommerfuglebuske, og du skal fortsat vande i tørre perioder den første sæson. Planter du om efteråret, sparer du dig for ekstra vandinger.

Beskæring af sommerfuglebuske skal ske i det tidlige forår. I løbet af vinteren er mange af grenene visnet helt eller delvist – dem skal du klippe af. Er der stadig liv i grenene, skal du nøjes med at klippe dem tilbage til ca. 50 cm.

Månedens plante juli

Månedens plante juli

Alchymist web

Duftende søjler

Blomstrende skønheder på pergolaen, op ad husmuren, henover plankeværket eller op ad en mindre køn væg. Slyngroserne kan bruges flere steder i haven.

I hele rosenriget findes en række sorter, som udmærker sig ved at vokse i højden. Slyngroserne er meget frodige, de skyder højt i vejret og kvitterer med et meget stort antal blomster.

Vidste du at…

Slyngroserne er i stand til at skyde med helt nye bundskud på op mod 3 m på en sæson? Så meget fart er der på væksten på de kraftige roser, der godt kan nå op mod 2 – 6 m afhængigt af sorten. Plant dem, hvor der er masser af sol, og sørg for at der er noget for de lange skud at støtte sig til.

Slyngroser kan også bruges som buskroser. Ønsker du at nyde dem som buske, skal du blot vælge de sorter, der ikke bliver for høje, og sørge for at grenene ikke bliver så lange, at de knækker.

Sådan skal du gøre

Plantedybden er forskellig fra de fleste andre planter i haven. Alle roser skal nemlig plantes, så podestedet er min. 5 – 7 cm UNDER jorden. Podestedet er det punkt på roden, hvor toppen vokser ud fra.

Vanding er nødvendig i forbindelse med plantning af roser. Hele første sommer skal du vande i tørre perioder. Derefter bliver rodnettet så kraftigt, at det sjældent er nødvendigt at vande.

Beskæring af slyngroser adskiller sig fra de traditionelle roser. I april måned skal slyngroserne beskæres, så de kraftige hovedgrene danner et skelet, hvorfra planten kan danne de sidegrene, der producerer blomster. Sidegrenene beskæres til ca. 20 cm. Forkort de lange hovedgrene med 1/3 af den totale længde.