fbpx
Havevejr

Havevejr

Så blev det atter havevejr

Når man elsker sin have og planter i det hele taget, så gør vejret en kæmpeforskel. Sol og lune vinde gør bare det hele mere lækkert. Den seneste tid med lave temperaturer og kraftig vind gør ikke haven til det bedste sted at opholde sig, men nu ser det endelig ud til, at den værste kulde er ovre, og vi igen kan komme ud i haven uden vintertøj. Nætter med frostgrader har sat sit præg på mange af havens blomster og staudeskud, men udover enkelte risikoområder i Jylland, så skulle risikoen for nattefrost også være ovre.

Husk at nyde havens dejlige blomster og farver, og besøg også dit lokale havecenter, hvor de har alle de aktuelle forårsblomster og -planter.

Du finder dit nærmeste havecenter her

Mors dag på søndag 
Blomsterhandlere og havecentre får ofte skyld for at “udnytte” Mors Dag, men hvorfor ikke bare indrømme at blomster til mor bare hænger godt sammen. Tanken om at belønne mor hvert år d. 2. søndag i maj gør blot, at børn og børnebørn får en anledning til at gøre lidt ekstra godt for mor denne dag (måske med hjælp fra far).

Vidste du at…
Traditionen med Mors Dag oprindeligt startede hos Anna Marie Reeves Jarvis fra Virginia, USA? Hun samlede en gruppe af mødre for at forbedre sanitære forhold og mindske børnedødeligheden – gruppen hed “Mother’s Day Work Club”. Hendes ønske om at indføre en national mindedag for mødres arbejde blev først en realitet, da hendes datter i 1909 (få år efter moderens død) lykkedes med at indføre traditionen i 45 stater. I 1914 udråbte præsident Woodrow Wilson Mors Dag til national mærkedag, hvor der flages for hjemmets heltinde.

I Danmark indførte vi Mors Dag-traditionen i 1929, og især i 1950’erne blev den vel modtaget. I dag minder de fleste detailbutikker os om traditionen, og der er masser af mulige gaveidéer til den bedste mor i verden.

Den officielle Mors Dags-blomst er nelliken. Det var Anna Marie Reeves Jarvis datter, som besluttede, at det netop var denne blomst, der ramte mor lige i hjertekulen.

Maj – Pæoner

Maj – Pæoner

Pæoner som i mormors have

 

Lykken er at kunne skære en kæmpebuket af de vidunderlige pæoner

Maj måneds blomsterhave er vidunderlig. Lange dage, dejligt solskinsvejr og lune temperaturer giver optimale betingelser for mange af vores blomstrende stauder, og her hører pæonerne til.

Pæoner er stauder, der danner en rodknold, hvorfra nye skud bryder frem hvert forår. Smukt ser det ud, når de nye bladstængler i det tidlige forår skubber jorden til side og baner sig vejen frem. Allerede fra slutningen af april måned kan man se de kuglerunde blomsterknopper, der dag for dag svulmer op for til sidst at folde sig ud. Resultatet er store blomsterhoveder med fyldte, halvfyldte eller enkle blomster. Mangfoldigheden er stor, og blomstringstiden kan strækkes ved at tilplante et bed af forskellige bonderoser og silkepæoner i tidlige og sentblomstrende sorter.

Vidste du at…

Man i Kina anser pæoner for at være blomsternes dronning? Siden Tang dynastiet fra år 618-906 har pæonerne bragt lykke i Kina, og i det lidt senere Song dynasti (960-1279) fik pæonerne titlen som blomsten, der bragte rigdom og prestige.

Bonderoser har været almindelige i mange klosterhaver, hvor man anvendte roden og frøene som helbredende naturmedicin. Epilepsi og især tandpine har været lidelser, som man kunne bruge bonderoser mod.

Bonderoser hedder Paeonia officinalis, og blomstrer lidt før silkepæonerne. Der er sjældent duft i bonderoser.

Silkepæoner hedder Paeonia lactiflora, og blomstringstiden varer fra maj – juli måned. De dufter alle dejligt.

Træpæoner hedder Paeonia suffutricosa eller itoh. De bliver mere træagtige og kan blive noget højere.

Sådan gør du

Plantning i fuld sol. Pæoner skal plantes højt. Det vil sige, at den rodknold, hvorfra blade og blomsterskud udgår, højst må være 2 – 3 cm under jordens overflade. Når pæoner ikke danner blomster, skyldes det ofte, at de er plantet for dybt.

Vanding i forbindelse med plantning er essentiel. Først når planten har vokset 2 – 3 år i din have, er det en veletableret pæon med så stærkt et rodnet, at det sjældent er nødvendigt at tilføre yderligere vanding. Gød altid hvert forår, når de første skud bryder jordskorpen.

Pasning i det tidlige forår er vigtig. Her klippes sidste års visne skud tilbage. Derudover kan det komme på tale at binde planterne sammen, når de tunge blomsterhoveder truer med at vælte.

Husk at høste ramsløg inden det er for sent

Husk at høste ramsløg inden det er for sent

Høst ramsløg

Når først ramsløg blomstrer, er det sidste udkald for at høste

Purløg, pibeløg og ramsløg er nogle af de første “løg” i det tidlige forår. Et friskt drys af den grønne top giver både salaten, smørrebrødet eller suppen det lille ekstra.

De tilhører alle slægten Allium, men der er noget, som du skal være opmærksom på, hvis du gerne vil nyde ramsløg lidt længere. Ramsløg har nemlig en ret kort vækstperiode.

Allerede fra midten af maj, når de går i blomst, trækker “løgene” næringen fra bladene retur. Lige pludselig er hele toppen væk!

Det er derfor vigtigt at få høstet bladene i løbet af de næste 10 – 14 dage. Bladene kan du med fordel tilberede for at bevare den gode smag, som ramsløg har. Du kan lave den lækreste pesto og ramsløgssalt er også en god måde at bevare smagsoplevelsen på.

Opskrifterne får du her:

Ramsløgsurtesalt

Det er nemt og hurtigt at bevare ramsløgsmagen længe, hvis du laver urtesalt.
5 spsk groft salt (ikke flagesalt)
10 blade ramsløg
1 spsk citronsaft
De tre ingredienser hældes i en minihakker og det våde salt fordeles på en plade, som tørres i ovnen ved 50 grader i ca. 1 time.

Pesto af ramsløg

20-25 ramsløgblade
2 spsk. cashewnødder eller mandler
50 g groftrevet parmesanost
saften af ½ citron
3 spsk. olivenolie
salt og peber

Skyl bladene og lad dem tørre, så der ikke kommer for meget vand med. Kom blade, nødder/mandler, ost, citronsaft og olie i en blender eller anvend en stavblender. Når massen er ensartet smages den til med salt og peber. Kan opbevares i rengjorte glas i køleskab i ca. 2 uger.

Tre gode måder at anvende rabarber på

Tre gode måder at anvende rabarber på

Det er rabarbertid

 

Smukke solrige dage med sommervenlige temperaturer har for alvor sat fut under rabarberplanterne. Det gælder både dem der står i lystætte krukker og dem, som bare står under åben himmel. Havesæson 2019 har ikke været året, hvor man har fået så meget ud af at drive rabarber, men pyt med det. Vigtigst er det at komme ud og trække nogle stængler til videre forarbejdelse i køkkenet. Det er nemlig ret vigtigt at trække rabarberne – skærer eller klipper du dem over, så opstår åbne sår og risiko for skimmelsvampe. Jeg lavede en lille video, som viser hvordan man trækker stænglerne. Den ligger på haveglæders Facebook side og Instagram, og du får her et link

https://www.facebook.com/www.haveglaeder.dk/videos/1281791645309547/

Der findes en lang række gode opskrifter, hvori rabarber optræder – her får du tre af slagsen

Den mest skattede rabarbertærte her i huset laves med denne opskrift:

Dej:
125 g blødt smør
125 g sukker
1 æg
60 g hvedemel (kan erstattes med mandelmel)
1 tsk. bagepulver
100 g kokosmel

Rabarberfyld:
350 g rabarberstængler skåret i tynde skiver
125 g sukker
1 tsk. vaniljesukker
Rabarber, sukker og vaniljesukker blandes sammen i en skål og står og trækker.
Pisk smør og sukker sammen til en luftig masse. Pisk nu ægget i. Bland mel, bagepulver og kokosmel sammen og vend det i dejen.
Ca.2/3 af dejen vendes ud i en smurt tærteform (24 cm). På dejbunden fordeles rabarberstykkerne og ca. ½ af væsken fra skålen. Læg nu resten af dejen på tærtens top og slut af med at hælde resten af væden over, inden tærten skal bages i en 175 g varm ovn i ca. 40 min.

Nem rabarberkompot til kødretter, morgenmadsskålen eller som tilbehør til ost

750 g rabarber renses og skæres i ca. 2 cm lange stykker, som lægges i et ovnfast fad.
250 g sukker vendes rundt i rabarberstykkerne
Læg folie eller låg over fadet og lad dem bage ved 200 grader C i ca. 30 min.

TIPS
Du kan tilsætte vaniljekorn, revet frisk ingefær, citronskal, lidt timian eller en fin skåret kvanstilk til kompotten inden den sættes i ovnen.

Råsyltede rabarber

Er perfekte som drys på sommerens mange grønne salater – og en god måde at forlænge rabarbersæsonen på.

Ca. 8 stængler rabarber snittes i små stykker på ca. ½ cm tykkelse. Stykkerne fyldes i et rent sylteglas

Bland en lage af:

3 dl vand
3 dl rørsukker
3 dl æblecidereddike
som varmes op i en gryde til sukkeret er opløst. Den varme lage hældes over rabarberne og trækker et par dage, inden de kan bruges.

Påskeliljer

Påskeliljer

Påskens blomst


Påskeliljer findes i mange størrelser og farver

Narcisser
De traditionelle gule ‘Carlton’ påskeliljer er skriggule og ensfarvede. Det er de mest almindelige påskeliljer. Allerede i marts måned blomstrede de små vildarter, og har du også plantet pinseliljer, så vil du have fornøjelsen af de smukke forårsblomster i to måneder.

Der er hele 60 forskellige arter af narcisser, og gennem årene har man forædlet frem til et hav af sorter. Derfor er det muligt at plukke en blandet buket af forårets livsbekræftende narcisser.

Nemme løgplanter
I nogle haver æder mosegrisene tulipanløgene – eller råvildt gnaver knopperne. Sådan er det ikke med narcisser – dem kan ingen lide. Årsagen findes i det faktum, at planten er giftig. Faktisk er den så giftig, at man ikke kan have andre afskårne blomster i samme vase!

Narcisser er utrolig nemme planter i haven. De kommer troligt år efter år med de fineste blomster – mange af dem dufter tilmed dejligt. Når blomstringen er ovre, trækker planten sine reserver tilbage i løget og nu visner plantens overjordiske del ned. Efter 1. juni er bedet helt uden spor af løgvæksterne.

Kulturhistorie
I den græske mytologi fortælles om bjergnymfen Echo, der blev forelsket i den unge smukke Narcissus. Han var dog så selvoptaget, at guderne straffede ham ved at forvandle ham til en blomst. Blomsten stod med bøjet hoved og spejlede sig i søen – heraf navnet Narcissus.

Sådan får du narcisser i haven

  • Det er bedst at lægge løg om efteråret. Har du købt potter med løg til dine krukker, så planter du dem ud i bedet, når de er afblomstrede
  • De fleste narcisser er ikke kræsne, når det gælder jordtype, men vælger du en løs og humusrig (spagnumblandet) jord, så er det perfekte forhold
  • Læg løget så dybt, at der er dobbelt så meget jord over løget, som løget er stort. (5 cm stort løg dækkes af 10 cm jord – eller lægges i 15 cm dybde)
  • Plant gerne i mindre grupper, så du har “klynger” af blomster
  • Hvert forår bør du strø lidt naturgødning omkring løgplanterne
HOLD øje med løgposerne i dit lokale havecenter til september – her vil der både være vildarter og et væld af sorter at vælge mellem
Sådan får du færre dræbersnegle

Sådan får du færre dræbersnegle

Tricks til at mindske antallet af snegle i din have

Snegle er hermafroditter, men parrer sig alligevel. Her ses en parring og potentielle 2 x 400 nye snegle!
Sådan genkender du sneglene
Dræbersnegle eller iberiske skovsnegle kravler rundt uden hus – de tilhører gruppen af nøgne snegle. De har brunlige farver og er ensfarvede uden striber. De ses ofte i flok eller i grupper i samme område af haven. Her i foråret er de ganske små, mens de om sommeren er svære at overse.
Forårets jagt
Lige nu er det de små snegle, som ligger og gemmer sig under bladene, under de friske skud af stauder, i rabarberbedet og naturligvis også i kompostbunken. Da en voksen snegl nemt lægger 400 æg om året, så er der nok at gå på jagt efter – også hvis du finder æg.
Manuelt arbejde
Find favoritstederne i din have. De fugtige områder er oplagte at lede i – og så selvfølgelig bunkerne med kompost og blade. Du kan også grave en ølfælde ned i området og fiske de fangede individer op. Der findes også kobberbånd, som bl.a. kan monteres på højbedet – denne barriere går sneglene ikke henover. Du kan finde disse produkter i dit lokale havecenter.Manuel indsamling er effektivt, og du mindsker sommerens snegletryk, når du kommer tidligt i gang.Lige nu er de lidt små at klippe i stykker, så her koger jeg en kedel vand og hælder over.
Ferramol
Er en kemisk jernforbindelse, som er godkendt til økologisk produktion af grøntsager. Sneglene æder de blå korn og dør af at spise den specielle jernforbindelse, som midlet består af. Det er en god idé at lægge kornene som en barriere, så de ikke angriber dine planter. Et godt eksempel er, når jeg planter georginer ud i haven. Her vil der altid være angreb af snegle. Derfor lægger jeg en bræmme af sneglekorn ud indtil planterne er blevet store nok til at kunne overleve et par snegleangreb. Beskytter jeg ikke mine planter, når de første spæde skud dukker op, så har jeg ingen georginer!