fbpx
Mild vinter

Mild vinter

 

Drivhuset er fyldt med krukker af årstidens blomster, som ikke har så godt af at stå ude i frostvejr. Nu kan de komme retur foran husets indgang, hvor vi ser dem hver dag

I den grønne branche er vi altid spændte på, hvordan vejret og især vinteren arter sig. Mange af planterne vokser til i potter, som vi skal passe på hele vinteren. Derfor er det ikke uden betydning hvordan den udarter sig. Meteorologerne havde ellers lagt landet i den store kummefryser med isdøgn og masser af vintervejr, men nu har de trukket deres forudsigelser tilbage.

Jeg havde en samtale med en gartner den anden dag, og han mente, at de der meteorologer lige så godt kunne vænne sig til at tale om vejret, der har været i stedet for at gisne om, hvordan det bliver.

Hvordan de næste måneder går må tiden vise, men så længe jorden er tøet, fuglene synger og der er blomster i bunden af havens bede og på kejserbusken, vinterjasminen, troldhaslen og snart kirsebærkornellen, så må de kære meteorologer lave nok så mange forudsigelser – bare jeg kan komme i haven og få lys og frisk luft.

Ud over at nyde haven, så rydder jeg op, får plantet de to frugttræer, som ikke nåede i jorden i efteråret, beskærer frugtbuske, styner de høje lindetræer osv.

Vinterferien står for døren, så i den kommende uge er der endnu mere tid til at komme i havecentret for at finde frøposer, plante et par krukker til med årstidens løgblomster og gå en tur i skoven eller langs vandet. 

Rigtig god ferie!

Frø-forberedelser

Frø-forberedelser

 

Forspiringen kan begynde – sådan tjekker du dine gamle frø

Jagten på nye frø er sat ind. I dit lokale havecenter er frøstativerne fyldt op med friske forsyninger, og der er helt sikkert også nyheder, som er værd at kaste et blik på. Internettet er også en stor inspirationskilde for mange haveentusiaster, og på de sociale medier som Facebook og måske især Instagram, er der så småt ved at snige sig billeder af forventelige sommerblomster ind. Blomster, som du selv skal forspire, prikle og plante ud i haven.

NYE OG GAMLE FRØPOSER
Blomster og plantefrø er levende materiale, og derfor kan du ikke være sikker på, at de gamle frø fra sidste år stadig duer. Alle frøleverandører skal anføre en udløbsdato på frøposen, så det er første indikator for, om frøene stadig er spiredygtige. Har du opbevaret resterne af sidste års frø køligt og udenfor solens stråler, så er det muligt, at de kan anvendes.

Spiretest er en god metode til at afgøre, om der er liv i frøene – der er jo ingen grund til at købe nye frø af samme blomst, hvis resten af frøene i posen fra sidste år stadig kan spire.

At udføre en spiretest er meget simpelt.

1. Fugt 3 – 4 lag køkkenrulle og læg dem på en flad tallerken. Alternativt kan en fugtig vatrundel også anvendes.
2. Placér et antal frø på det fugtige materiale og tryk dem let til. Sørg for at overskydende vand hældes fra
3. Du kan sagtens teste et antal forskellige frø på samme tallerken – sæt mærkater på, så du ved hvad det er for frø
4. Sæt tallerkenen i en tætsluttet plastikpose eller kom husholdningsfilm over
5. Stil den ved ca. 20 grader
6. Efter få dage vil du kunne se, hvilke frø der tager fugt til sig og begynder at spire

LÆS PÅ FRØPOSERNE
Der er mange oplysninger at finde på selve frøposerne. 

I eksemplet her er det sommerlevkøj, som enten kan forspires fra april eller sås direkte i havens jord fra midten af april. De skønne sommerblomster vil blomstre fra juli til midt september. Sådybden er 0,5 cm, og udplantet skal der være 25 cm mellem planterne på både den ene og anden led.
 

Nederst på posen ses sidste anvendelsesdato. Du kan også se, at spiringsprocenten er på 70% og at posen indeholder 0,35 g frø.
 
Rigtig god fornøjelse!
 
3 oplagte forårsbebudere

3 oplagte forårsbebudere

 

Forårsinspiration


 

ERANTIS OG VINTERGÆKKER
Er du en heldig haveejer med erantis og vintergækker, så er der masser af forår at spotte allerede nu. De skriggule blomster på erantis lyser flot op, når vejret er lidt gråt. Flere steder i landet står de skjult under et lag sne, men mange steder er snelaget ikke tykkere, end de kan titte frem.

Vintergækkerne står ranke og fine i klynger. I modsætning til erantis, som sår sig selv, så spreder vintergækkerne sig utrolig langsomt. De små løg ligger meget dybt i jorden og de deler sig langsomt. Oplever du, at dine vintergækker har svært ved at danne blomster, så er det ofte fordi, der er for lidt plads i klyngen. 

TIPS
Du kan få flere vintergækker i din have, hvis du efter blomstringen graver en “klump” op og forsigtigt deler den i mindre grupper, inden du igen planter den. Når løgene får lidt afstand og luft, så deler de sig bedre – og blomstringen vender tilbage.

ALPEVIOLER
Ud over de traditionelle gule og hvide vinter/forårsblomster i havens bund, så skal vi også lige vende alpevioler. Måske tænker du på en potteplante, når du læser ordet Alpeviol, men det er faktisk også en staude. Slægten er den samme (Cyclamen), men staudeversionen hedder coum til artsnavn. Den fås i en række forskellige sorter med “cyklamen” farvede blomster eller med hvide blomster. Foruden de smukke blomster på en årstid, hvor der er lidt blomsterfattigt i haven, så er alpevioler stedsegrønne stauder, der effektivt dækker bunden og som regel hindrer, at der skal luges. Mange af sorternes blade er desuden marmorerede, så selvom stauden har sin blomstringstid fra januar til marts, så er den alligevel dekorativ resten af året.

 

Fin gul vinterblomst

Fin gul vinterblomst

 

Kender du vinterjasmin?


En enkelt plante kan nå en betragtelig størrelse, når du hvert år sørger for at binde de nye grene op

Planter med gule blomster deler ofte vandende, men personligt mener jeg ikke, at man kan have noget imod de klart gule blomster, som vinterjasmin allerede fra december udvikler. Hele vinteren står den ufortrødent med nye blomster og lyser op i en ofte meget mørk tid. Når det er gråt og diset lyser den kraftigt op, og når vintersolen skinner, så er vinterjasmin ekstra kraftfuld i sit udseende.

JASMINUM NUDIFLORUM
Vinterjasmin stammer fra Nordkina, og er en løvfældende kraftigtvoksende busk, der danner lange spinkle bueformede grene. De unge grene er mørkegrønne, mens de ældre ændre farve og bliver brunlige. De gule blomster sidder enkeltvis og når en størrelse på op til 2,5 cm. 
På grund af de spinkle grene, er det oplagt at bruge vinterjasmin op ad et espalier. Den har ingen hæfterødder eller slyngtråde, så den skal hjælpes med opbinding. 

Du kan med fordel klippe grene ind til stuens vase.

Vinterjasmin er en fuldt hårdfør plante, men som ung og nyplantet, har den brug for vinterdækning (granris) de første år efter plantning.

 
Tips til frosne fuglebade

Tips til frosne fuglebade

 

Fuglenes (is)vand


Under havens hjertetræ plejer fuglene at hente vand, når de har spise af al foderet, som vi hænger op til dem i grenene. De seneste døgns frost giver udfordringer med at holde vandet flydende. Fuglebadet fryser til, og det er ikke nemt at tø isen op. Med et tips fra en af Haveglæders dejlige følgere, har jeg nu fundet silikoneformen frem af bageskuffen og har fyldt den med vand.

Nu er det meget lettere at tømme isklumpen ud og sørge for flydende vand til fuglene – tak for tippet!

HUSK at fortsætte med at fodre havens fugle, når du først er gået i gang. Fuglene vænner sig hurtigt til at vi fodre dem.