fbpx

Forspiring kan begynde

Dagene er blevet længere og energien er ved at vende tilbage til både planter og havens flittige grønne fingre. Der er stor interesse for at komme i gang med at så afgrøder til det nye år, og man kan så småt gå i gang med nogle planter.

DE NEMME
De første frø, som jeg kommer i små potter er tomatfrø og peberfrugter (herunder chili). Især peberfrugter og chili er lang tid om at spire, så de skal sættes til forspiring i god tid. Tomatfrøene er lidt hurtigere, men for at sikre hurtig høst til sommer, så skal planterne startes op her i det spæde forår. Både tomatfrø og frø til peber og chili skal spire ved stuetemperatur.

Når de spirer frem af pottens muld, så skal de have masser af lys. Hvis de ikke skal strække sig meget, så kræver det tilskudslys med en speciel plantelyspære. Jeg benytter mig af små potter eller bakker, så de ikke fylder alle husets vindueskarme, men når de spirer frem skal de prikles i større potter. Har planterne først dannet rod og flere blade, så er de mere robuste for lavere temperaturer og lysmangel.

Fortsætter det lune forår, så kan de måske komme ud i drivhuset omkring 1. april. Indtil da må de stå indenfor.

DE LIDT MERE BESVÆRLIGE

Der er heldigvis også nogle frø, som kræver lidt mere snilde. Vi er mange, som ikke helt er i den kategori, men nævnes skal de – det lidt mere besværlige. Her tænker jeg på de frø som har en frøhvile, der skal ophæves for at kunne spire. Det betyder, at frøene, når de er sået, skal stå ved stuetemperatur i nogle uger for så at komme på køl (køleskab) eller ud i et baghus. Her i kulden ophæves frøhvilen, og når frøene igen kommer ud i varmen, så spirer de. Det er frø som går under betegnelsen kuldekimerfrø, og nogle af de mest almindelige er:
 

  • Julerose og påskeklokker, Helleborus niger H. orientalis, som først skal have 2 måneders varme og derefter 2 måneders kulde
  • Alunrod, Heuchera, som skal i 2 – 4 ugers kulde udenfor (dog ikke i frostvejr)
  • Stjerneskærm, Astrantia, som skal stå i 4 uger udenfor her i det tidlige forår (dog ikke i frostvejr)
  • Violstjerne, Thalictrum, som skal have 2 – 4 ugers kulde efter såning i februar-marts

Andre stauder skal sås i august-september for derefter at skulle i kulde i 2 – 3 måneder. Det klarer naturen ofte selv, men længerevarende frostperioder skader frøene. 

  • Lodden løvefod, Alchemilla mollis
  • Lungeurt, Pulmonaria
  • Valmuesøster, Meconopsis betonicifolia

 

FÅ SUCCES MED FORSPIRRING

Der er ikke mange forholdsregler, som skal opfyldes for at få succes med forspirring. Hvis du tager hensyn til disse få anvisninger, så skal du nok lykkes med at starte din egen lille planteskole op.
 

  1. Rene potter/bakker. Genanvendelse er godt, men materialerne skal være rene
  2. God såjord. Ved god jord forstås ensartet jord med god krumme, der ikke klasker helt sammen. Jorden må ikke være næringsberiget
  3. Frø, der spirer. Er du usikker på, om dine frø er spiredygtige, så lav en spiretest på lidt vat (vatrondeller er gode)
  4. Placeres lyst og i en konstant temperatur. Ikke alle frø kræver stuetemperatur, men mange af de frø, som skal sås tidligt behøver varme
  5. Pas på udtørring. En vindueskarm over radiatoren giver ekstra udtørring. Potter og bakker med frø kan godt stå med låg, men lufttætte plastposer er ikke altid en god løsning. Husk at holde øje og vand, når det er nødvendigt

Der er mange løsningsmodeller på såbakker og minidrivhuse i dit lokale havecenter