fbpx

Juleinspiration

 


Julens grantræer dekoreres nemt med lyskæder og årstidens blomstrende skimmia og juleroser klæder de fine julepotter

Endelig er det helt på sin plads at ”jule” med planter ved husets indgang, på terrassen eller andre steder, hvor du færdes dagligt. Vi er blevet så glade for lyskæder med det mere miljøvenlige LED lys, og hvorfor ikke bruge planterne til at ”lyse op” i en mørk tid?

Grantræer er så oplagte at dekorere med i december måned. Små nordmannsgraner i dekorative potter, de flotte blågraner og den søjleformede sukkertopgran. Udvalget af de vintergrønne nåletræer er stort, og så er der jo tale om robuste og hårdføre planter, der nemt kan bruges i haven, når julen skal pakkes ned, og der skal gøres plads til en ny sæsons blomster og planter.

De fine lyskæder er nemme at vikle om træets grene, og den lille boks med batterier gemmes nemt af vejen i krukken. Lyskæderne fås med 10 – 120 (eller flere) lysdioder, så det er muligt at klæde både små og store krukkejuletræer på i en fin lysdragt.

Vidste du at…

Juletræstraditionen kun er godt 200 år gammel i Danmark? Først i 1808 ser man de første juletræer i borgerskabets hjem, og vi skal helt frem til 2. verdenskrig inden de fleste danske hjem anskaffede sig et træ til stuen, når jule skulle fejres. I dag vælger 80% af danskerne nordmannsgran, men tidligere var det rødgran, som var det mest almindelige danske juletræ.

Danskerne er et af de lande, der eksporterer flest juletræer. Omkring 10 mio. træer går hvert år til andre lande, mens vi i Danmark selv forbruger omkring 1,5 mio. træer. Her er udelukkende tale om træer, der er fældet.

Når du vælger juletræer i potter, vil du kunne genbruge træerne i din have – evt. grave dem op til krukken til næste år, eller blot nyde træernes tilvækst år efter år. Husk at dit lokale havecenter har et stort sortiment af mange forskellige vintergrønne planter – og de findes i mange forskellige størrelser.

Sådan gør du

Plantning er enkel, for træet er ikke i vækst. Du kan derfor blot løfte plastpotten af og sætte træet i en krukke eller kurv. Når julen er ovre, planter du blot dine juletræer fra krukkerne ud i haven, hvor de nemt vokser videre. Da det ofte regner regelmæssigt på denne årstid, er det ikke nødvendigt at vande – med mindre dine krukker står under et udhæng.

I stuen
Du kan også nyde de små fine grantræer inde i den varme stue, men her kræver det pasning med vand. Efter nogle uger vil træernes rødder i potteklumpen muligvis begynde at vågne. Du kan derfor ikke forvente at pottetræer, som har stået inde i længere tid vil kunne vokse videre i din have.