fbpx

Amaryllis er faktisk Ridderstjerner

Det er nu, du skal starte ”de fire årstider” op for at få dem i blomst til jul

Vintertiden nærmer sig, og vi søger ly for kraftige vinde og dage med regn og diset havevejr. Mørket slutter sig om os på årstidens korte dage, så hjernens dopaminproduktion trænger til et boost med smukke blomster. Én af årstidens dejligste blomster er Amaryllis.

Egentlig betyder det jo ikke noget, når vi kalder planterne ved et mindre korrekt navn. Dog skal du ikke snydes for sandheden omkring Amaryllis. Det latinske navn er Hippeastrum, og er en planteslægt med ca. 75 arter fra Sydamerikas græs- og skovområder. Det danske navn for Hippeastrum er ridderstjerne. Amaryllis – eller på dansk belladonnalilje er en anden løgplante med en mere kompakt blomsterstængel og mindre, men flere blomster. De to forskellige løgplanter minder om hinanden, og det er højst sandsynligt derfor navneforvirringen er opstået.

Månedens Plante i november er Ridderstjerner, men fortvivl ikke, når havecentrene rundt i landet sælger dem under navnet Amaryllis.

Vidste du at…

De fire verdenshjørner er et andet folkeligt navn for ridderstjerne? Kært barn har mange navne, og derfor vil nogen også nikke genkendende til ”grammofonlilje”, som jo nok er associeret med de gammeldags grammofoner med store tragtformede højtalere.

Ridderstjerner har meget store løg, der godt kan være 8 – 12 cm i diameter. Løgene er på denne årstid plantet i potter, hvor rødderne sørger for at opretholde saftspændingen. Når man køber en potte med Ridderstjerne, så er blomsten som regel stadig skjult i løget, og efter nogle uger strækker blomsterstænglen sig og fremtryller den store smukke blomst.

Som noget forholdsvis nyt, så har man fundet en metode til at svøbe løget i voks og beklæde det med dekorative farver. Helt uden vanding og jord kan man så efter nogle uger se, hvordan løget udvikler den fineste blomst.

Sådan gør du

Plantning af løg i potter er en fin måde at starte ridderstjerner op. Brug en god pottemuld og vand den fyldte potte godt op. Placér løget, så det står så højt i potten, at kun halvdelen er dækket af jord.

Vandes jævnligt, så pottejorden ikke tørre ud. Omvendt må jorden ikke være vandlidende så løget rådner.

Blomstring sker, når rødderne er udviklet og løget er klar til at danne den 40 – 80 cm høje blomsterstængel, hvorpå de 2 – 4 store tragtformede blomster dannes. Blomsterfarven kan være ensfarvet, men sorter med stribede og tofarvede blomster findes også. Når de første blomster er færdige med blomstringen, så kan de største løg faktisk præstere endnu en fin, men lidt lavere blomst.