fbpx

Eftermodning af tomater

Når d. 1. oktober nærmer sig, så går det altså meget langsomt med modningen af tomaterne – selv om de står i drivhuset. Der er stadig mange tomater på planterne, men mange af dem er enten halvt modne eller helt grønne. 
Planterne har nu heller ikke så meget fart på, som de har haft. I deres højsæson kunne de næsten bruge en hel beholder vand (kapillærkasse) hver 10. dag, og nu går der nærmest 4 uger mellem hver vanding. 
Jeg gøder stadig vandet, når jeg fylder kasserne op. Planterne har jo stadig brug for næring, så de kan beholde væksten og fylde gode næringsstoffer i de endnu ikke modne tomater. 

HVOR LÆNGE KAN MAN BLIVE VED?
Det er ofte et spørgsmål om tålmodighed, for egentlig kan planterne jo bare blive stående til huset igen skal plantes til. Der kommer dog et tidspunkt her i haven, hvor krukkerne med de lidt sarte planter trænger sig på. Det sker som regel i november, så inden vi når så langt, så skal så mange af tomaterne som muligt modnes.

LÆG DEM I VINDUESKARMEN
Jeg har god erfaring med at plukke de tomater, der er begyndt at ændre farve ind, for så at lægge dem i vindueskarmen i et par dage. Varmen og lyset eftermodner tomaterne, som næsten får lige så dejlig smag, som de havde, mens de modnede i deres “normale” tempo på planterne.