fbpx

Kan jeg plante hæk nu?

Sidste efterår plantede vi disse liguster bag et nyanlagt blomsterbed

Weekendens fine vejrudsigt er en kærkommen invitation til at komme ud i haven og lave lidt. Græsplænen skal klippes, de nedfaldne grene efter stormvejret samles til komposten eller i brændestakken, drivhuset skal vandes, køkkenhaven høstes og æblerne spises. Det fine vejr får os til at grave og plante nye planter. Træer, som skal opsamle CO2, stauder, der skal lokke insekter til og den nye hæk skal jo også plantes.

SKAL VENTE LIDT ENDNU
Hækplanterne, som stadig står og gror i planteskolernes marker, skal helst blive stående nogle uger endnu. Dagens længde og døgnets temperatur holder stadig vækstbarometeret i “gro” position, men inden alt for mange uger, kan du plante ny hæk.

KAN DU IKKE VENTE
Så lav alle forberedelser nu:

  • Ryd stykket for gamle planter, store sten og ukrudt
  • Mål ud og sæt en snor, så du kan regne stykkets længde ud
  • Beslut dig for, hvilken hæk, du vil plante (her er det godt at snakke med din gartner)
  • Bestil dine nye hækplanter, så de er klar til afhentning i dit lokale havecenter
  • Husk at lægge en siveslange ud til vanding, når næste forårs nedbørsfattige periode indtræffer

PLANT FRA POTTER ELLER KLUMP
Er der slet ingen tålmodighed at spore, så er det jo også muligt at plante hæk fra potter eller gravet op med rodklump. Så er planterne ofte større og hækken hurtigere etableret.