fbpx

Der er ikke meget blod at spore hos blodblommetræet, men navnet refererer til de blodrøde blommer som kankomme på det smukke træ. Blommerne er dog uden smag og egner sig bedst som fugleføde.

En af forårets allerførste lyserødt blomstrende træer er blodblommen, som mange steder dekorerer parker, forhaver eller andre dele af haverne. De helt sarte blomster sidder side om side og klæder grenene i et nærmest candyfloss lignende slør. Hurtigt springer de første bronzefarvede blade ud, og måske netop den farvekombination af de helt sarte blomster og det meget mørke løv gør, at blodblommetræerne for alvor vækker opsigt.

Stille og roligt fyldes træet mere og mere med det fine løv, og når blomstringen er ovre, står det tilbage med purpurfarvede blade resten af sommeren. Hvert efterår kaster træet sine blade, og nu står det tilbage med dekorative nøgne grene – lige indtil næste år.

Blodblommes latinske navn er Prunus ceracifera ‘Nigra’ og blive et ca. 4 m højt træ med en 2-3 m bred krone. Det vokser bedst på en solrig vokseplads og kan både plantes som enkeltstående træ eller som en allé.

Dværgblodblomme
Et fint alternativ er den noget lavere dværgblodblomme, Prunus x cistena, som er en langsomtvoksende busk, der opnår en højde på ca. 2 m. Den starter foråret med at vise de smukke mørke purpurfarvede blade, hvorefter hvide blomster dekorerer den fine busk. Er særdeles velegnet til mindre haver.

Både blodblomme og dværgblodblomme er almindelige i havecentrenes gængse sortiment.

Du finder dit nærmeste havecenter via dette link