fbpx

Et alternativt juletræ

Cedrus Collage

Brug de særdeles dekorative cedertræer som juletræer og plant dem ud i haven bagefter

Libanonceder eller himalayaceder er blevet et spændende input til de ellers så traditionelle nordmannsgrantræer, som vi i mange år har anset for at være ”juletræet”.

Et mindre oprør mod traditionerne har givet plads til én af yndlingene iblandt nåletræerne – cedertræet. Det er et meget smukt og karakteristisk træ, der i skudopbygningen ligner lærketræet, men jo beholder nålene hele året rundt.
Hop med på trenden og få først glæde af ceder som juletræ, og plant det derefter ud i din have.

Vidste du at…

Cedertræet stammer fra bjergegnene i det sydlige Middelhavsområde og i den vestlige del af Himalaya? Her kan det blive meget høje træer og opnå stammediameter på 3 m. I Danmark bliver himalayaceder fuldt udvokset omkring 10 m højt. Libanonceder når på hjemegnen en højde på 40 m, mens den hurtigstvoksende sort herhjemme – ’Glauca’ – kun når en højde på omkring 12 m. Det er især de gråblå sorter af ceder, som mange finder spændende, men der findes nu også sorter med grønne nåle.
Du kan kende forskel på de to mest almindelige cedertræer ved at kigge på topskuddet. Himalayaceder har overhængende topskud, mens libanonceder har opret topskud.

Himalayaceder ’Karl Fuchs’ er meget hårdfør og har flotte blå nåle.
Himalayaceder ’Bush’s Electra’ er en slank udgave.
Libanonceder ’Glauca’ er den mest plantede ceder i Danmark og er meget hårdfør.
Almindelig libanonceder har grønne nåle og bliver et meget flot træ med vandrette grene.

Sådan skal du gøre

Plantestedet må meget gerne være på en vindbeskyttet plads i god muldrig jord et lunt og solrigt sted i haven. Har du planer om at dyrke ceder i krukker, skal du sørge for at vælge en stor krukke.
Vand i forbindelse med plantningen og i tørre perioder.
Pasning er minimal. Gød hvert forår med almindelig havegødning.