fbpx
aeble

Havens bedste klatretræ kan godt være det gamle æbletræ, der især ses i de fleste landbohaver. Man kan kende dem på de krogede grene og store kroner.

I gamle dage blev alle æbletræer podet på vildstammer af æble. Æbler, som er podet på vildstammer vokser ekstra kraftigt. I dag ønsker de fleste haveejere frugttræer i haven, som ikke er for store. Derfor poder planteskolerne æblesorter på grundstammer, der ikke vokser så kraftigt. Det er altså grundstammen, som er med til at bestemme, hvor stort træet bliver.

Ønsker man alligevel at plante et frugttræ, som bliver stort og kroget med alderen, kan det stadig lade sig gøre, de bliver nemlig stadig podet i planteskolerne. Blot skal du i dit havecenter spørge efter æbler podet på vildstamme. Her kan du også få vejledning i, hvilke sorter der er gode at have til netop din have.


Havens Dag 2013

Husk også at komme på besøg i dit havecenter på Havens dag, som altid er den anden søndag i september. I år er det således den 8. september.

Temaet er “Tag en bid af din græsplæne” og med det har udvalget bag Havens Dag ønsket at fokusere på de nemme løsninger i haven og for at øge diversiteten af planter. Slå mindre græsplæne og plant planter i stedet for!

Læs mere på www.havensdag.dk og se også de fine tegninger med forslag til nye bede.

Af Marianne Bachmann Andersen